Iced Out

35. DIRTY DANCING PÅ IS

June Cooper

Døren er altid så tung indtil hallen. Det et også lidt underligt hvorfor Luke har en nøgle her til. Jeg har ikke nogen nøgle. Det er hvad jeg kalder forskel mellem elever. Han har sikkert fået den af hans fars rigdom. Det kunne ligne Briar lige at gøre en undtagelse med ham.
"Du har dine skøjter med ik?" spørger Luke og lukker døren bag mig.
"Ja selvfølgelig, havde du tænkt dig jeg skulle skøjte på bare tær?" spørger jeg med et grin og sætter min taske på bænken.
"Det har jeg prøvet det er et rent mareridt" siger han og hiver sin jakke af. Jeg kan ikke lade vær med lige at kig på hans flotte muskulære overarme. Han fanger mit blik og jeg ser straks væk, hvilket for ham til at grine. Jeg sætter mig på bænken og hiver mine skøjter op. Hvorfor er det så koldt herinde? Det plejer ikke at være så koldt i hallen. Ja der er is og sådan, men jeg plejer at være immun overfor kulden. Her føles bare lidt koldere end andre steder. Luke ser på mig der nærmest ryster.

"Hvorfor har du ikke taget mere tøj med end det?" spørger Luke og ser på min beklædning som om jeg er crazy. Nope ikke nogen prince charming, bare en prutskid.
"Jeg plejer altid at have så meget tøj på i hallen, jeg er vant til kulden" siger jeg imens mine tænder begynder at klabre. Luke ser ned ad sig selv. Han har selv en varm termofleece på. Et rigtig praktisk valg.

"Fint du kan låne min" siger han og tager sin fleece af. Nedenunder har han en sweater på. Jeg havde ikke lige forestillet mig at han var den praktiske type. Han virker ikke lige som en. Jeg tager imod den over bliver omringet af en behagelig varme. Luke for hurtigt taget sine skøjter på og hopper ud på isen. Han skøjter frem og tilbage på banen. Sikkert for at få varmen formoder jeg. Jeg binder mine skøjter stramt og rejser mig. Jeg er spændt på hvad han har tænkt sig skal hjælpe mig af med min skræk. Jeg forstår den ikke rigtig selv... min skræk. Jeg har ikke haft den før, men nu har jeg den. Hvorfor? Det er det store spørgsmål. Jeg føler mig som bambi på glat is.

Jeg træder ud på isen. Jeg skøjter først lidt frem og tilbage imens Luke skøjter hurtigt rundt i en cirkel rundt om banen. Han varmer sig selv op. Mine ben fryser stadig. Jeg starter ud med at lave nogle pirouetter for at få varmet mine led op. Jeg stopper op og ser Luke skøjte hurtigere end lynet over banen. Pludselig stopper han op og ser på mig. Han skøjter mod mig.

"Er du klar?" spørger Luke og drejer skarpt rundt.

"Klar? På hvad?" spørger jeg og skøjter hen til ham og møder ham på halvvejen. Han lægger sine hænder på min talje. Jeg når ikke at blinke eller gøre noget.
"Det her" siger han og i et tag løfter han mig op i luften. Jeg strækker mine arme lige ud og mine ben er lige strakt bag ud i en ren refleks. Jeg er vandret i luften. Han laver en dirty dancing på is. Jeg tør ikke at se ned. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det her ikke gør mig fuldkommen bange. Jeg forkuserer istedet lige ud mod beskuer pladserne. Jeg synker et par gange i håb om også at synke min skræk ned.

"Er du bange?" spørger Luke nede fra. Han nyder sikkert at have kontrollen.

"Laver du sjov? selvfølgelig er jeg bange" siger jeg med en rystende stemme. Jeg er aldrig blevet løftet lige op i luften. Jeg har aldrig prøvet pardans på banen. Jeg er for ego på de punkter, tror jeg. Jeg kan ikke finde ud af at efterlade hele min tillid til en eller dreng, der ingen hjerneceller har. Og her er jeg nu. Efterlader min tillid til en ishockey dreng... Ja, jeg har vist ændret min holdning en smule. Luke begynder lige så stille at bevæge sig. Jeg kan ikke ændre min holdningen uden han er parat så jeg bliver nødt til at forholde mig i ro. Han ved at jeg ikke bryder mig om det her. "Prøv at luk øjnene" siger Luke imens han skøjter ligeså stille hen over banen. Jeg lukker dem lige så stille, men det eneste der kommer op i mine tanker er, hvordan jeg kan falde til jorden på under to sekunder. Ned at ramme den hårde is. Mit hovedet der vil falde til jorden. Alt vil sortne. Ingen skøjtning, nogensinde igen. Jeg åbner dem straks igen og min balance er helt på forkert kurs. Jeg skal ned. Det skal være. Jeg kan falde. Det må ikke ske. En panik breder sig i mig. Jeg prøver at holde den ved at tænke på noget andet, men det går ikke.