Iced Out

19. KAMPEN

June Cooper

"Er du klar til en af Briars allervigtigste begivheder?" spørger Mille og ser alvorligt på mig. Jeg ser forvirret på Blue, der ruller øjne.

"Jeg troede du mente at festerne var deres allervigtigste begivenheder" prøver jeg med et forvirret blik. Hun sukker og ryster lidt på hovedet.
"Åh June... der er så meget som du lille uskyldige pige skal lære. FESTER ER ALLE COLLEGES VIGTIGSTE BEGIVENHED" udbryder hun og er så ligeglad med folk stirre underligt på hende. Ikke nok med hun råber på en gang, så er hun også iført træningstøj efter en danse lektion.

"Chill Jones, jeg har ikke sovet så meget i nat" beklager Blue med et træt blik. Hun ligner virkelig en der godt kunne bruge en god nat søvn. Hun har også gået hele dagen som om hun har slået hende lænd.
Mille set på Blue et skeptisk blik.
"Ja hvorfor mon" fniser Mille. Jeg ser forvirret på Mille og derefter hen på Blue der har røde kinder.
"Jeg er forvirret... hvorfor har du ikke sovet?" spørger jeg og ser bekymrende på Blue. Mille begynder straks at grine.

"Er det åbenlyst? Hun har krøllet lagner med Oliver Davenport hele ugen" siger Mille med et udspekuleret smil. Blue kigger straks ned på gulvet, som hun nu synes at linoleums gulve er noget af det mest spændene hun har set.

"Okay men imens Blue står og rødmer, så skal du stadig kende til Briars allervigtigste begivenheder! Det er ishockey kampene" fortæller Mille og smiler kort over til en dreng der ser interesseret på hende. Hun virker så ikke så interesseret i ham. Ishockey... seriøst? Er det deres vigtigste sport? Jeg troede bare at Briar i det hele taget var kendt for alle de atlet muligheder de har.

"Hvorfor ishockey?"
"Fordi det er den eneste sportsgren Briar virkelig brillerer indenfor" svarer Mille med et skuldertræk.
"Hvad med kunstskøjtning?" spørger jeg ivrigt. Jeg havde hørt det var noget de var kendte for.

"Naaah der er ikke så mange der har klaret sig så godt, til intet mere end Bronze" tilføjer Blue med et undskyldende blik. Hmm skuffende. Det skal der laves om på. Jeg sukker dybt. Mille aer mig kort på armen og lyser så op i hendes blik.
"Men shit jeg glæder mig til kampen i aften!" erklærer Mille med begejstring.
"Er der kamp i aften?"
"Ja! Og vi skal huske at komme i god tid så vi kan få nogle gode pladser" siger Mille med et seriøst blik.

"Vent.. i tager til kampen?" spørger jeg og ser overrasket på dem.
"Ja og det samme med dig fister" siger Mille og peger klagende på mig.
"Nope! Kommer så meget ikke til at ske" siger jeg og løfter mine hænder op som forsvar. Man ved jo aldrig hvad Blue og Mille kan finde på for at overtale mig. Sidst spillede de jo hunde, så jeg forventer noget større denne gang.
"Ej June! Det er vigtigt! Det er hele Briar spiritten du skal mærke! Du skal med"
"Jeg gider ikke bruge en hel time i en ishockey sal for at se en masse College dudes slå til en puck... jeg kunne bruge min tid SÅ meget mere fornuftigt" erklærer jeg og ser på dem med et seriøst blik. Dog ser Mille og Blue bag mig. Jeg vender mig usikkert om. Ups.
"Av den sved June Cooper" siger Matt Wells med et såret blik. Pis. Luke, Oliver, Matt og Garret har stået bag mig og overværet mig der nedgør deres sport. Oliver og Matt ligner nogen der kun synes det her er sjovt.
"Payback is a bitch Luke" siger Oliver og giver ham et klap på skulderen. Jeg ser på Luke der ser koldt på mig... og chokeret. Han ligner en der aldrig har seten pige sige det der. Matt griner og ser mellem Luke og jeg.
"Shit jeg tror du er den første pige udover Luke's søster, der lige har talt ned om ishockey foran den største ishockey elsker" siger Matt og forklarer lidt Luke's udtryk. Søster? Jeg vidste ikke han havde en søster. Gad vide om hun er lige så en kold skid som Luke... håber jeg ikke.

"Du kommer til kampen i aften" siger Luke intens og ser seriøst på mig. Han kigger kort på Mille og Blue og ruller øjne. Han virker ikke til at være stor fan af Blue og Mille... eller mennesker i det hele taget.  Matt og Oliver sender forvirrede blikke til hinanden og derefter på Luke.
Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle vælge at tage med til en dum ishockey kamp bare fordi selveste ishockey guden Luke Finley siger det. Jeg ved han er god, men det behøver jeg ikke at sidde i kold sal fyldt med mennesker for at se.
"Og hvorfor skulle jeg så det? Om jeg må spørge" siger jeg med et udfordrende blik og krydser mine arme over kors. Luke ser vredt på mig og knytter sine næver. Han tager fat i min hånd og trækker mig hen imod nogle skabe, der er lidt længere væk fra de andre, men sådan så de andre stadig kan se os. Han skubber min krop blidt op ad et skab. Ikke hårdt, som man nok havde forventet eftersom det den kolde skid Luke vi taler om. Han lader sin ene hånd læne sig op ad skabet ved mit ansigt. Hans krop maks 5-10 centimeter fra min. Han står lænet hen over mig. Jeg ser til mine sider og ser folk nysgerrige blikke.
"Hvad vil du Luke? Jeg har virkelig ikke overskud til dine lege i dag" siger jeg og ser træt og beklagende op på hans kastanjebrune øjne. Han ser bare koldt på mig ignorer alt hvad der kommer ud ad min mund. Han rykker sig tættere på mig, så hans muskuløse vaskebræt bliver presset i mod mine...bryster. Det er lige til at få Claus af... men det er rart. Hans nærhed. Hver gang han kommer så tæt på kan jeg ikke undgå at reagere behageligt på det.
"Du kommer til kampen i aften. Du tager notater på hvordan og hvornår jeg skal forbedre min teknik. Din teknik med at tage hurtigere fra for at dreje skarpere... virker. Du er ikke færdig med at undervise mig i at forbedre min teknik. Jeg skal være perfekt på banen. Så du kommer til den kamp om din lille fornemme røv vil det eller ej" siger Luke ud i en lang kold tone. Han ser på mig som om, hvis jeg trodser hans hotte røv, så er jeg på hans krigsstig.
En hver pige ville sikkert være skræmt ud af bukserne over hans dræberblik... men jeg gider ikke mere af hans: jeg er en muskuløs ishocker der bestemmer det hele. Bruh vi er i 2020 hvilket betyder intet hierki! Ligestilling for god sake.
Jeg smiler falsk og sukkersødt til ham.
Jeg skubber ham af mig, hvilket er sygt svært, manden vejer jo flere ton.
"Glem det" svarer jeg med et smil.
"Hvad skal jeg ned på fucling knæ igen? Jeg har allerede kæmpet nok kampe med dig June Cooper, jeg har forhelvedet ikke flere trick i ærmet" siger han og ser irriteret over min mangel af sammenarbejdet.