Iced Out

47. EVNEN TIL AT FLYVE

June Cooper

"Er du okay?"
"Ja, jeg har det fint."
"Er du sikker?"
"Ja Gill, er bare en smule nervøs," siger jeg og ser ned ad mig selv. Min dragt sidder som den skal, men alligevel er jeg virkelig nervøs. Mit hår sidder som det skal og alligevel er jeg stadig nervøs. Jeg er altid lidt nervøs inden en konkurrence, men den her gang tænker jeg på så mange andre ting på samme tid. Jeg kan ikke fatte, at jeg troede at der rent faktisk kunne ske noget mellem Luke og jeg. Jeg kan ikke ændre på ham og han kan ikke ændre på mig. Hvis han vil være sammen med en masse piger på samme tid, så er det fint med mig, men jeg vil bare ikke have noget at gøre med ham. Han behøver ikke at lyve. Han sagde han ikke ville Lily, men alligevel finder jeg hende i deres hus, kun iført en spiller trøje. Utroligt. Det var først, da hun gav mig et kram, at det gik op for mig, hun lugter af Luke. Han har været sammen med hende.
"Vi sidder stadig i kø, men vi regner med, at nå ind lige når du skal på," siger Gill entusiastisk ind i røret. Jeg ser ned ad mine ben og nikker, men det går op for mig, at hun ikke kan høre, at jeg nikker.
"Okay," siger jeg tamt for ikke at afslører hvor meget mine nerver sitre lige nu. "Men det skal nok gå godt June." Jeg smiler ved lyden af Gill's glade stemme. Det kan godt være jeg ikke vil indrømme over telefonen hvad der galt, men hun kan altid mærke på mig, når der er noget galt. Hun behøver ikke at spørge for at vide det. Jeg trækker vejret dybt gennem maven og smiler.
"Tak og skynd jer," siger jeg og retter mit blik op. Her er mange mennesker i den her omklædning. Der vrimler med piger, der alle sammen simre af nerver. Jeg rejser mig og føler mig helt kvalt af at være herinde. Så mange mennesker i sådan et lille omklædning. Jeg får mig mast igennem folk og hen mod døren.

Hele ugen har triple axel været på mine tanker 24/7. Jeg har ikke engang haft overskud til at tænke på det med Lily og Luke. Det er kun noget der kommer op, når jeg får en kort pause fra min routine til konkurrence. Jeg er så bange for, at jeg glemmer et trin. Hvert et trin i kunstskøjteløb, har en effekt på hvor god ens samlede score er. Hvis jeg glemmer et trin, som kan være skyld i at jeg ender på en tredjeplads eller en første. Jeg smækker døren efter mig og er ikke rigtig sikker på, hvor jeg har tænkt mig at gå hen. Jeg tør ikke at tage for langt væk, fordi så kan det være jeg kommer i problemer, og det ender med at jeg ikke når det ud på banen.

Jeg føler ikke, jeg har fået lukket et eneste øje hele natten, hvilket ikke er et godt tegn, inden jeg skal ud på en sten hård is. Jeg går ned mod hallen, som er tom, men nogle er allerede begyndt at sætte sig på pladserne. Min familie er ikke kommet i nu og jeg håber virkelig de når det. Jeg går hen til lågen mod hallen. Folk går frem og tilbage fra deres sæder. Jeg ser rundt på sæderne. Jeg genkender nogle af ansigterne. Der er en masse forældre, men det er ikke nogen jeg kender. Nogle få elever fra Briar og elever fra andre colleges. Jeg ser ned på mine hænder, der langsomt begynder at blive varme. Jeg hader svedige håndflader.

"Hey." Jeg ser til min side, hvor Blue dukker op. Jeg læner mig op ad lågen og smiler mod hende. Hun rækker ud mod en krammer, som jeg hurtigt svarer igen. Blue ser ned ad mit tøj og sikkert ikke vant til det her syn af mig. Det er ikke lige fordi, jeg dukker så tit op i mine dragter. Det er ikke lige hverdagsrelateret.
"Du ser godt nok fancy pancy ud," siger hun og rør ved stoffet, min nederdel er lavet ud af. Jeg griner og ser ned ad mig selv. Det er bestemt ikke dragterne jeg elsker ved kunst skøjtning.
"Har du egentlig talt med Luke?" spørger hun og ser bekymret på mig. Hun ved det. Hun ved det om Luke og Lily. Jeg er sikkert den eneste som "ikke" ved det. Eller ikke burde vide det. Jeg smiler stift.

"Jeg har haft lidt travlt," siger jeg og ser ud på banen. Jeg kan ikke tænke på andet end konkurrencen lige nu.
"Jeg prøvede at finde dig i sidste uge, der hvor du var forbi drengenes hus." Jeg ser på Blue, som ser koncentreret på mig. Jeg bider mine læbe og får et flashback til Lily, der kun står i en stor t-shirt. Jeg nikker og synker.
"June." Jeg vender mig om og møder det ansigt jeg mindst har brug for at se lige nu. Luke. Jeg ser på Blue, der ligner hun skal til at sige noget, men jeg tror bare, jeg skulle have blevet inde i omklædningen. Jeg skubber mig væk fra lågen og ser en sidste gang på Blue.
"Jeg bliver nødt til at gøre mig klar nu," siger jeg og ser på Blue og undgår Luke's blik. Jeg går forbi ham, mens hans blik brænder forvirret på mig. Jeg har klaret en hel uge, uden at se ham, så kan jeg også godt klare til efter konkurrencen. Jeg går med hurtige skridt mod omklædningen og kan mærke hans skridt bag mig. Selvfølgelig lader han mig ikke være. Det kan han ikke finde ud af.
"June," siger han. Han siger det ikke højt, hvilket betyder han er lige bag mig. Jeg lægger en hånd på håndtaget og skal til at åbne døren. Luke skynder sig at lægge en hånd på min skulder. Han vender mig om, så jeg står med front mod ham. Jeg skynder mig at se ned i jorden, for ikke at se ham direkte ind i øjnene. Jeg ved, at hvis jeg ser ham ind i øjnene, så bukker jeg under.
"Jeg har ikke tid, Luke," mumler jeg og ser på hans t-shirt. En hold t-shirt, hvor der står 22 på. T-shirten minder mig om Lily igen.
"Du har ikke haft tid hele ugen," siger han og lægger en hånd på min hage og tipper mit ansigt op mod ham. Jeg lagde ikke mærke til det før, men han ligner også en, der ikke har lukket et øje i nat.
"Jeg har haft travlt," siger jeg og krydser mine arme overkors og ser bestemt på ham. Hans hår er rodet og står vitterligt ud til alle sider.
"Du sagde ikke, at du kom forbi huset den anden dag, hvor vi skulle ud og løbe sammen," siger han og ser bekymret på mig. Hvorfor skal han bringe det op? Behøver han at grave dybere ned i det. Jeg behøver ikke at høre hans undskyldninger.
"Jeg så du havde travlt, så ville ikke spilde din tid," siger jeg og bevæger mig mere mod døren. Luke ser forvirret ned på mig.
"Travlt? Jeg ventede på dig den morgen. Jeg havde på ingen måde travlt." Jeg ryster på mit hovedet og ved at jeg får et flip om lidt.
"Du virkede til at have lidt travlt med Lily den morgen, så jeg ville ikke forstyrre," siger jeg og smiler stramt. Jeg åbner døren til omklædningen, mens Luke står og ligner en fortabt hund.
"Lily?"
"Ja, hun stod i din spiller trøje den morgen," siger jeg og blinker nogle par gange. Jeg nægter at tude foran ham. Det kan jeg ikke. Luke ser tænkende på mig og prøver at gennemskue noget, jeg ikke er helt med på.
"Så du hvilket nummer, der stod på hendes trøje?" spørger han og smiler ud af det blå. Jeg ser uforstående på ham. Jeg prøver at tænke tilbage på den dag, for at se om jeg kan huske det. Jeg kan huske der stod noget med 1 og noget andet. Der stod 10.
"10, der stod 10," siger jeg og ser forvirret på ham. Han nikker med et smørret smil. Han tager min hånd. Min instinkt ville sige at jeg burde tage den væk med det samme, men hans greb gør mig blind for hvad mine instinkter siger.
Han fletter sine fingre med mig, som stadig ikke har forstået, hvad han siger. Hans kropssprog prøver at sige noget, men jeg forstår ikke hvad. Han ser ned mod sin trøje. Der står 22. Jeg rynker mine bryn og ved ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det. Hvem har nummeret 10? Døren åbner bag mig og giver straks slip på Luke's hånd. Jeg vender mig mod personen, der har åbnet døren. Det er min træner. Hun ser op fra sit clipboard og op på mig og derefter på Luke. Hun ser en smule irriteret på Luke og derefter på mig. En ishockey spiller og kunstskøjteløber er ikke lige det ideelle match i den her verden.
Hun ser sender et nik mod Luke, som tegn på han skal smutte. Han skynder sig at nikke og smutter mod hallen igen. Jeg prøver at se undskyldende på hende, men hun afviser det koldt og åbner døren mere, så jeg kan komme ind i omklædningen.