Iced Out

48. PAS PÅ HENDE

Luke Finley

Luke 5 år
"Jeg kan ikke tåle synet af dig lige nu," væser mor ind i fars ansigt. Han ser fortrydende på hende. Jeg ser på Michelle, der ligger og sutter på hendes gule sut. Jeg stopper med, at dingle med mine ben og ser på mor. Hun har tårer, som triller ned ad hendes kinder. Hun har noget lyserødt på øjnene med noget guld glimmer. Det har hun altid på inden en konkurrence. Far tager fat i hendes håndled.
"Det var ikke meningen du skulle finde ud af det," siger han og har sit stenhårde blik i øjnene. Det blik han har på, når Michelle græder for højt om natten. Det blik jeg får, når jeg klager over mine skøjter gør ondt. Det er et blik, som viser at svare igen er uacceptabelt.
"Det var ikke meningen, at jeg skulle finde ud af det?!" råber mor, så det giver et ekko i hele gangen. Jeg lader min hånd strejfe over Michelles pande og ned mod hendes øre. Jeg lukker dem i, så hun ikke høre deres råb. Hun bliver utryg ved lyden af dem, der råber.
"Hvad var så meningen Jeff? Skulle jeg aldrig finde ud af det? Skulle jeg leve med en, som jeg troede elskede mig? men i virkeligheden hellere ville knalde min veninde, mens jeg går og tror, at jeg har fundet den eneste ene!" hyler hun og peger på far. Hun går helt tæt mod ham. Hun har sine skøjter i den ene hånd. Hun træder helt tæt på far, mens hendes tårer strømmer som et vandfald ned ad hendes kinder. Jeg har aldrig set mor græde før. Kun glædeståre. Ellers græder hun i skjul, så Michelle og jeg ikke høre det.
"Kan vi ikke tage det her efter din konkurrence og hvor Luke og Michelle ikke lytter?" spørger far og ser irriteret på mor. Hun vender sit blik mod mig og mildner straks. Jeg tager mine hænder væk fra Michelle's øre og ser mors øjnene. Hun prøver at smile til mig, men smilet er ikke det smil, som hun sender mig, når hun siger, at hun elsker mig. Det er smilet, som hun giver, når hun har fået en tredjeplads. Hun træder et skridt væk fra far og går mod mig. Hun sætter sig på hug og ser mig ind i øjnene. Hendes kastanje brune øjne, der plejer at lyse, men er mørke nu. Ikke lyse.
Hun smiler varmt og trækker mig ind i et kram.
"Min dejlige søn," hvisker hun ind i mit øre. Hun snøfter. Jeg dufter duften af hendes hår, som dufter af roser. Jeg lader min fingre glide gennem hendes røde hår. Hendes ildrøde hår. Hun trækker sig og ser mig ind i mine øjne.
"Aldrig ændre dig," siger hun og aer mig på hovedet. Hendes ord giver ikke mening. Hun vender sit blik ned på Michelle der smiler mod os. Hun rokker uroligt i hendes stol. Hun kan ikke finde ud af at sidde stille. Hun har ild i røven, som mor siger. Hun aer hendes forsigtigt over hendes bløde hår. Hun har også rødt hår.
"Min smukke pige." Jeg ser ned på Michelle, der griner. Mor smiler oprigtigt, men hendes øjne løber stadig i vand. Jeg lægger en hånd på hendes kind for at få tårerne til at stoppe. Jeg kan ikke lide, når hun græder. Det betyder hun ikke er glad.
"Luke, sørg for at Michelle altid forbliver Michelle. Lad hende skrige, når hun vil skrige. Lad hende have udbryd når hun vil og vigtigts af alt," siger hun og ser fra Michelle og op på mig.
"Pas på hende. Åh, pas for Gud skyld på hende," siger hun og ser afventende på mig. Jeg smiler skævt, men ikke længe. Far kan ikke lide, når jeg smiler. Det betyder at jeg har det for let, så jeg smiler ikke tit. Kun når det er kun mig og mor. Jeg nikker og lægger min hånd i Michelles.
"Michaela, du skal på nu," siger en dame med et headset og et clipboard. Mor ser på hende og nikker. Hun synker og ser på mig en sidste gang. Hun kysser mig på panden og rejser sig op. Hun ser på far og smiler ikke. Hun kysser ham ikke. Det plejer hun at gøre inden en konkurrence. Hun vender sig om og går ned ad gangen, som åbner op til hallen. Jeg tager Michelle ud af hendes babystol og tager hende op i mine arme.
"Luke, sæt hende ned. Du er ikke stærk nok," siger far og lægger en hånd på min skulder. Jeg ryster den af og krammer Michelle tættere ind til mig. Mor bedte mig om, at passe på hende. Ikke ham. Jeg går ned ad gangen og ind i hallen. Mor står midt på banen, mens lyset fokusere på hende. Hun har lukkede øjne og fokusere. Musikken starter og hun følger hendes sædvanlige trin. Hun ligner altid at hun skal til at flyve. Lette fra jordens overflade, men falder så ned på jorden igen. Hun drejer og drejer. Hendes nederdel er vandret ud i luften. Jeg føler synet er kort. Fordi det næste øjeblik ligger hun på jorden og jeg tror, jeg forstår, hvad hun mente med, at jeg skulle passe på Michelle.