Iced Out

8. FUCK VERDEN

Luke Finley

Fuck June Cooper. Fuck skole. Fuck penge. Fuck følelser. Fuck vrede. Fuck fuck. Og allermest fuck min fucking far, den fandens fucktart. Jeg kunne vitterligt dræbe manden der var 50% del af at skabe mig. Jeg er blevet en lige så stor idiot som ham, ved at gøre June Cooper fortræd. En pige der yngre end mig! En freshman. Siden hvornår er jeg blevet voldelig? June virkede dog ikke til hun synes det gjorde ondt, men det jo ikke det der er sagen. Jeg lagde en hånd på hende uden hendes tilladelse! Fuck jeg gjorde hende fortræd! Urgh jeg har så dårlig samvittighed. Jeg næsten lyst til at kaste op ad følelsen. Hvordan kunne jeg finde på at gøre det, som jeg altid ikke har kunne fordrage min far for at gøre. Jeg hader ham og nu hader jeg også mig selv. Hvis bare han kunne have lad mig være i fred og ikke ødelægge en fucking dag for mig, men nej han skal ringe til mig med sin rædselsfulde stemme og be om penge. Fordi sådan er Jeff Finley... giver fuck om alle andre end ham selv. Sådan har han altid været. Kommer han til at ændre sig? nej.

Jeg har stormet ud af en kantine fyldt med mennesker med følelsen af skyldfølelse. Jeg ville bare ønske jeg kunne lave hele den fucking scene om. Ja June var en bitch om at tage min plads igen, men hvad havde jeg forventet? Hun er bare endnu en ny freshman der gerne vil op fange min opmærksomhed. Forskellen på hende og alle andre freshmans er bare hun rent faktisk formår at få min opmærksomhed. Hun er god til lade som om hun ikke finder mig attraktiv, selvom jeg ved at hun inderst inde har frække tanker. Det kan godt være hun ligner en goodie goodie ude på, men indeni er hun lige så dirty minded som en horny teenage-dreng. Jeg har gennemskuet dig June Cooper.

Jeg går med raske skridt mod hallen. Oliver og Matt er lige i hælene på mig, hvilket jeg ikke tror er nogen god ide. Jeg er som en tikkende bombe efter mit opkald med min far. Oliver løber op foran mig og stopper mig med sine hænder. Jeg kigger vredt op på ham. Han ser bekymret på mig. Er jeg nået så langt ud at en pothead er blevet bekymret for mig? Woaw.

"Smut jeg skal forbi" hvæser jeg vredt af Oliver, der selvfølgelig ikke bliver bange for mig. Hverken Matt eller Oliver ville aldrig nogensinde være bange for mig, ikke fordi at jeg ikke kan smadre dem hvis jeg ville, men fordi jeg ikke kunne finde på det. Jeg rør ikke mine drenge.

"Har han ringet igen?" spørger Matt der kommer op ved Olivers side. Han har det samme bekymrede blik som Oliver. Jeg nikker og ser ned i asfalten. De kender begge til min baggrund og problemer hjemme fra. De stiller ikke spørgsmål til min vrede og ved begge godt at det intet har at gøre med en fandens plads. Det var bare uheldigvis en plads der fik mit pis i kog, hvilket gik ud over June. Det irritere mig endda at jeg kan huske hendes navn. June fucking Cooper.
Oliver træder tættere på mig og klapper mig på skulderen og derefter giver han mig et en knytnæve på min skulder, som rent faktisk gør low key ondt. Jeg kigger chokeret op på Oliver der har et forstående blik men på sammen tid et vredt et.
"Luke, jeg ved du har det svært... men du bliver nødt til at styre din vrede overfor andre! Det går ikke at du nærmest lader din vrede gå ud over June ved give hende din smerte" siger Oliver og ser alvorligt på mig. Det kan godt være han er den goofy af os, imens det plejer at være Matt der er den mere ansvarlige af os, hvor jeg er... det ved jeg ikke, idioten?
Jeg spænder i min kæbe og ser fortrydende på Oliver.
"Det var ikke meningen... det var slet ikke meningen at jeg skulle gøre hende fortræd" siger jeg og ser fortabt op på himmelen.
"Fuck! hun er kun en fucking freshman!" udbryder jeg vredt og slår en knytnæve ud i luften af frustration. Jeg må på en eller anden måde gøre det godt igen. Folk begynder igen at strømme ud af bygningen hvor kantinen er, og begynder at gå enden mod deres lokaler eller hjem til deres campus. Jeg spotter hurtigt June og Mille komme gående. Mille spotter hurtigt mig og sender det sygeste dræberblik. Hun ser ikke specielt glad ud. Garret går ved hendes side og ser hvor hendes dræberblik lander hen. Han spørg hende om et eller andet og Mille svarer frustreret tilbage, hvilket for Junes blik til også at lande på mig. Hun ser ikke sur eller såret ud, mere skræmt. Det er næsten det værste udtryk hun kunne have. Hun er bange for mig. Fuck jeg er har virkelig fucket up den her gang.
Oliver trækker pludselig i min arm og trækker mig mod hallen. Vi skal træne. Jeg sender et sidste blik mod June, hvor jeg prøver at vise hvor ked af det jeg er over min opførsel, men hun under mig ikke et blik tilbage.