Dont let go

Den gyldne måge

Jeg vågnede ved at Mathilde skubbede mig ned af sengen og råbte ”godmorgen sovetryne!” ”tænk at jeg har savnet dine måder at vække mig på.” jeg begyndte at grine. Jeg stod op, ”skal jeg hente morgenmad?” jeg tog min sweater på. ”Hvor?” spurgte Mathilde, ”den gyldne måne.” jeg smilede og tog min pung frem ”seriøst tror du virkelig at morgenmad fra McDonald’s smager godt.” Mathilde begyndte at grine, ”det er et forsøg vær.” ”Må jeg komme med?” hun virkede ivrig, ”selvfølgelig.” jeg gik hen og hjalp hende op. ”kom så, du kan godt.” jeg hev lidt i hende for at få hende til at gå. Da hun rejste gav hendes ben op. ”Av.” hun skreg. Jeg løb ud på gangen og råbte ”hjælp!”. Der kom en sygeplejerske spurtende, hun løb ind og hjalp Mathilde op i sengen igen ”der går lidt tid før du kan begynde at gå igen, men hvis du gerne vil ud så kan jeg hente en kørestol.” hun smilede til Mathilde, ”ja tak.” sagde jeg hurtigt. Jeg vidste at Mathilde syntes det var nedeladene. ”Jeg er ked af det, men du bliver nød til det.” jeg tog hendes hånd, hun nikkede. Da kørestolen var kommet, gik vi ned til venteværelset og spurgte Mai om vi måtte tage på McDonald´s, og det måtte vi selvfølgelig. Mathilde lyste op da vi kom udenfor ”har det altid været så ret at være udenfor.” jeg grinte bare.

Vi var på vej hjem fra McDonald´s da Mathilde spurgte ”hvad har du tænkt dig at sige til Niall?” ”Det ved jeg virkelig ikke.” jeg fik det pludseligt meget dårligt, så jeg blev nød til at stoppe. ”Hvad sker der.” Mathilde så underligt på mig, jeg skulle lige til at svare da jeg kastede op. ”lækkert.” hun prøvede at være seriøs, men jeg kunne se at hun var ved at dø af grin. ”Hold mund.” jeg tørrede mig rundt om munden gik tilbage til hospitalet.