Dont let go

Jase

Jeg vågnede op i Nialls arme. Jeg flyttede dem og gik ned i køkkenet hvor mine forældre sad. "Godmorgen." min far smilede til mig "godmorgen." jeg gengældte smilet. "Sovet godt?" "meget fint tak." jeg satte mig ned overfor ham.

"Vil du have pandekager?" min mor vente sig om og kiggede på mig, "ja tak.". "Værsgo." min mor satte en tallerken foran mig, "tror du Niall vil have nogle?" "det tror jeg." "okay jeg laver en tallerken til ham også." hun smilede mere end normalt. "Hvorfor er i to så glade." jeg kiggede frem og tilbage på dem begge. "Vi er bare glade for at dig og Niall har det så godt sammen." min far tog en bid af hans pandekager. "Okay..." jeg gav dem et akavet smil og begyndte så at spise. "Godmorgen." Niall kom hen og gav mig et kys på panden, "værsgo." min mor rakte ham pandekagerne. "Tusind tak." Han satte sig ned ved siden af mig. "Når Niall hvornår tager du så hjem?" min mor satte sig ved siden af min far, "På tirsdag tror jeg." han smilede.

Da de havde udspurgt Niall om alting sagde jeg "Det var hyggeligt, men nu er vi altså færdige med at spise.". mine forældre begyndte at grine "stop så." jeg gav dem mit i er så pinlige blik. Vi gik op på værelset "det er jeg ked af, de ved bare ikke hvornår de skal stoppe." jeg satte mig på skrivebordet. "Det går nok." han grinede. "De vil bare sikre sig at jeg ikke dater en idiot igen." jeg kiggede ned i gulvet, "Igen?" Niall kom tættere mod mig. "Glem det." Jeg kiggede hurtigt på ham. "Nu kan jeg ikke bare glemme det." han kiggede på mig.

"Da jeg var fjorten var mig og min farfar var meget tætte engang, jeg tog altid hjem til ham efter skole og hvis det var sommer fik vi koldskål og gik ud til hans dam han havde i haven og hvis det var vinter fik vi risengrød og så film. Men en dag da jeg kom derhjem var der ingen der svarede, så jeg gik bare ind og så ham ligge i lænestolen. Jeg troede bare han sov." min stemme knækkede. Niall tog min hånd og gav mig et lille smil.

"Når men altså efter det var jeg knust og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv mere. Så jeg begyndte at gå i sort tøj og farvede mit hår rødt. Jeg begyndte at blive en af de børn der røg og drak og alle mine venner var også sådan nogle typer. Men så en dag var jeg ude med en af mine veninder og der mødte vi så Jase som han kaldte sig. Han forstod hvordan jeg havde det og behandlede mig som en prinsesse, han var den sødeste på det tidspunkt, men han var også fire år ældre end mig, og jeg var altså kun fjorten. Så jeg begyndte at hænge ud med Jase og hans venner. Jeg følte virkelig at Jase var den eneste ene, og jeg havde aldrig følt mig mere glad. Men så en dag ville de have mig til at stjæle en halskæde for 1000kr." jeg kunne ikke holde tårende inde mere.

"Jeg ville gerne passe ind i deres gruppe så jeg stjal halskæden, og jeg nåede ud til dem. Men da jeg troede at jeg var sluppet af sted med det, kom en sikkerheds vagt efter mig. Jase og hans venner løb fra mig så de ikke ville få problemer. Så der stod jeg med halskæden i hånden og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gør det dummeste nogensinde, jeg løber nemlig lige ind i sikkerhedsvagten. Da sikkerhedsvagten tager mig væk fra centeret ser jeg Jase stå og kigge på mig. Jeg blev ved med at råbe hjælp, men han blev bare stående der og gjorde ingenting og det var sidste gang jeg så ham." Jeg kiggede på Niall der sad med store øjne. "Hvordan blev du så dig slev igen?" han kiggede stadig på mig. "Mathilde hjalp mig med at indse at Jase var et svin og at det ikke var mig bag det røde hår." Jeg gav ham et kys, "tilfreds? Så har du også fået hele min livshistorie at vide." jeg grinede. "tænk du har haft sådan et dramarisk liv." han gav mig et smækkys.