Dont let go

Det er min sag

Klokken var ti da min far kom ind og sagde: ”skat jeg køre ud og henter Niall i lufthavnen nu, men jeg syntes…” jeg skruede op for lyden i mine beats så jeg ikke hørte resten. Da han var færdig med at bevæge munden nikkede jeg og kiggede ned i min computer skærm igen.

Jeg havde ikke andet end undertøj og T-shirt på, og jeg havde skam ikke tænkt mig at skifte, men det fortrød jeg lidt da Niall kom ind af døren. ”Abbey kan vi ikke godt snakke?” han lukkede døren ”har vi ikke allerede gjort det.” jeg kiggede stadig ned i min skærm. Der var stilhed i et øjeblik. ”Helt seriøst?” han gik hen og klappede min computer skærm ned. ”Hvad har du gang i?” jeg tog mine beats af og rejste mig op. ”så nu vil du godt snakke?” han var helt kold. ”Hvad vil du så snakke om?” jeg gik hen og satte mig på mit skrivebord. ”Det ved du udmærket godt.” han pegede på min mave. ”Hey det min sag.” Jeg sagde det ret højt, ”det er da også mit!” hans øjne blev hurtigt meget ubehagelige. ”Hvorfor fortalte du ikke der skete noget den dag?” jeg var begyndt at råbe. ”Fordi…” hans øjne blødte roligt op. ”Ved du hvad lad vær med at svare på det.” jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind. ”Jeg er så ked af det.” han tog min hånd, ”syntes du ikke det er lidt for sent?” jeg skubbede hans hånd væk. Han gik et skridt væk fra mig, ”er vi færdige?” jeg rejste mig op. Han svarede ikke ”det tager jeg som et ja.” jeg skulle til at gå da Niall tog fat i min arm. ”Du kan tro nej!” hans stemme var utrolig skræmmende. ”Ingen af os går før vi har fundet ud af det her.” ”vi kommer da i hvert fald ikke ud i dag.” jeg satte mig i sengen. ”Hvad skal vi gøre?” Niall satte sig ved siden af mig. ”Hvor skulle jeg vide det fra, det er da ikke fordi at beslutningen kommer til at påvirke dig.” jeg kiggede ind i hans øjne. ”ej hvor er jeg da træt af dig!” han gav mig en lussing. ”Hvad fanden laver du.” jeg begyndte at stortude og satte mig ned på gulvet. ”Undskyld.” sagde han hurtigt efter og krammede mig. ”Det har jeg vel fortjent.” jeg gav mig. ”Nej du har ej.” han kiggede på mig med det blik der fik en til at smelte helt sammen. Jeg lagde mit hoved mod hans brystkasse, jeg ville ikke indrømme hvor meget jeg havde savnet hans varme. ”Hvad med touren?” jeg rørte mig ikke. ”Det klare de andre drenge, der er bare nogen der er lidt vigtigere.” han aede min ryg. Der gik lidt tid hvor vi sad uden at røre os det mindste. ”Hvad laver vi egentlig, jeg er sur på dig.” Jeg mærkede vreden hobe sig op igen.