Dont let go

Kolde fødder

Der var snart gået 3 måneder siden vi var kommet hjem fra London. Der var kun en måned til vores bryllup vi var blevet enige om at det var bedst vi gjorde det så hurtigt som muligt og at det ikke skulle være det største, "kun et par 100 stykker." havde Niall sagt, hvilket fik mig til at tabe kæben og spørge: "Hvor mange mennesker tror du lige jeg kender?" Han havde bare grinet af mig. Min mor og jeg havde været ude og kigge på kjoler og havde fundet den helt rigtige. den var fyldt med blonder på brystet og sad stramt på mig. bunden var fyldt med lag af silke og et langt slæb. Brylluppet skulle holdes i London eftersom de fleste af gæsterne var Nialls folk, og så fløj dem herfra bare med derover.

"Hvad tænker du på?" Niall sad overfor mig. Vi havde lige spist morgenmad. "Alt." Jeg gav ham et smil og tog hans hånd. "Spændene." han gengældte smilet og aede min håndryg med hans tommelfinger. "18 og gift." tænkte jeg højt. Flot Abbey! For nu kiggede Niall bekymret på mig. "Er der noget galt med det." "Nej slet ikke." Jeg kiggede ind i hans øjne, men i virkeligheden gik det mig meget på. Jeg havde mistet hele min ungdom. Jeg ville aldrig komme til at opleve at gå i byen eller have sex til højre og venstre, jeg var bundet. Tankerne havde kørt rundt i hovedet siden vi begyndte at planlægge. Jeg havde selv valgt at få Ellie og hun gjorde mig så lykkelig og jeg havde selv valgt at sige ja til Niall, så hvorfor havde jeg det sådan her.

"Undskyld mig, men er det okay jeg går en tur med Ellie." Jeg tog hende op af legetæppet og kiggede hen på Niall. "Jeg går med." Han rejste sig. "Nej skat, må jeg ikke få lidt alene tid med hende." Jeg kiggede undskyldende på ham. "Okay da." Han kiggede såret ned i bordet. Hvorfor skulle jeg ødelægge alt var? "Jeg elsker dig!" Nærmest råbte jeg og gik ud gangen for at give Ellie tøj på. Da hun havde fået tøj på gik vi ud og jeg lagde hende i barnevognen. Jeg gik lidt hurtigt væk fra huset. jeg følte at jeg ikke kunne trække vejret, og da jeg nåede til skoven, fandt jeg en bænk og satte mig ned, barnevognen stillede jeg ved siden af mig. Der var heldigvis ikke nogen eftersom alle var på arbejde og i skole, der var et par gamle mennesker engang imellem, men det var det. Jeg sad i fosterstilling og mærkede tårerene løbe ned ad mine kinder, det var 3 måneders gråd der bare kom strømmende. Hvorfor fik jeg ligepludselig så kolde fødder? Jeg hadede mig selv for det! Hvorfor skulle jeg altid gøre sådan noget? Ligepludselig hørte jeg Ellie begynde at græde, jeg tog hende op, og vuggede frem og tilbage. Mine øjne var stadig fyldt med tårer.

Efter en halv times tid, var jeg klar til at gå igen, tårerene var der godt nok stadig, men de ville nok gå væk inden jeg kom hjem. Da jeg nåede gaden tørrede jeg den sidste tåre væk. Den virkede pludselig så lang, hvilket jeg ikke havde noget imod (for at være ærlig). Da jeg endelig nåede huset, trak jeg min mobil frem og kiggede lige om man kunne se jeg havde grædt, mine øjne og kinder var lidt røde, me det var også lidt koldt udenfor (siger vi bare lige).

"Hej." Jeg åbnede døren til huset, varmen bredte sig til mine fingre med det samme. "Hvordan var turen?" Nialls stemme nærmede sig. "Den var meget fin." svarede jeg forsigtigt. og lukkede døren bag mig. Føleserne var der stadig, så jeg kunne finde på en ting, der måske ville gøre mig glad i noget tid. "Hvor lang tid har vi til mine forældre kommer hjem?" Jeg gav ham mit forførende blik. "Om et par timer." Han kiggede på sit ur. "Så har vi masser af tid." Jeg smed mine sko og bar Ellie med op og lagde hende i hendes vugge. Hun sov. Jeg smed min jakke. Og løb hen til niall og kyssede ham inderligt og tog hans trøje af. Det fik mig til at føle mig tryg og sikker i hans arme. Men gad vide hvor lang tid det ville holde?  

-------------------------

Omg, hvad mon der sker?

tror i hun siger det og de aflyser brylluppet?

jeg vil gerne høre jeres meninger!

Okay så jeg har ændret det til 50 kapitler, så der er 7 kapitler tilbage <3 <3 <3