Dont let go

Barnligt

Niall rejste sig hurtigt op. "Hvorfor fortalte du mig det ikke?" jeg gik hen til hjørnet i værelset og gled ned af væggen, "hvad skulle jeg have sagt?" Niall satte sig i sengen, "måske, vi havde for resten sex i går." jeg kiggede hurtigt på ham. "Dit ansigt, du var så bange." han ville ikke flytte sine øjne fra mig, "så må jeg sku da være ved at dø nu!" jeg begyndte at råbe. "Der er ingen grund til at råbe!" han begyndte selv at råbe. "Hvorfor gør du det så?" jeg blev ved med at råbe.

"Fordi du gør det!"

"Og du bliver ved!" jeg rejste mig op.

"jeg er da ikke den eneste!"

"Fuck dig!" jeg gav ham fingeren.

"Seriøst er det ikke lidt barnligt!" han rejste sig op.

"Ligeså barnligt som at lyve!"

"Ville du at vide at du ikke engang kunne huske din første gang!"

"Du ved da ikke om det var min første gang!" jeg gik hen til ham.

"Når så det var det ikke?" Niall grinede sarkastisk.

"Nej det var det faktisk ikke!"

"Hvem var så din første!"

"Okay det var min første gang, men det kunne du da ikke vide!"

"Jo jeg kunne."

"Hold mund!"

"Du spurgte!"

"Hvad har i to gang i?" min mor kom op, "man kan høre jer helt nede i stuen.

"Det er da ikke min skyld at han er sådan et svin!"

"Så snakker du ordentligt!" min mor gav mig et truende blik.

"Okay." jeg lod vær med at råbe.

"Kan i ikke bare være voksne og snakke ordentligt sammen?" min mor gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af Niall. "Hvis jeg kan høre jer to igen kommer jeg op og hjælper jer med samtalen." "nej." jeg rejste mig hurtigt op igen. "Så snak som voksne mennesker." min mor gik. "Akavet." jeg kunne ikke lade vær med at grine, Niall begyndte også at grine. "Det er jeg ked af." jeg kiggede undskyldende på ham, "kom her." han trak mig ned til ham i sengen. "Hvordan skal vi nogensinde finde ud af det her?" jeg lagde mig ned på siden, "det ved jeg ikke." han lagde sig også ned "men jeg ved vi nok skal klare det." han flettede sine fingre ind i mine. "Jeg elsker dig." Niall kyssede min pande "jeg elsker også dig.".

"Hvornår skal du tilbage på tour?" jeg lagde mig i ske med ham. "Om et par dage desværre." "okay." jeg rejste mig op. "Har du fået frokost?" jeg tog bukser på. "Nej." han rejste sig også op. "jeg har virkelig lyst til KFC." jeg tog min brune læderjakke på. "Det er rart at du ikke er en af de der sundhedsfreaks" han grinede "godt så." vi tog sko på og gik hen til KFC. "Jeg har hørt Mathilde er vågnet." Niall tog min hånd. "Ja, hende skal du for resten også møde." "når så det skal jeg." han grinede. Jeg gav ham et lille puf på skulderen.

Vi sad og spiste på KFC da der kom nogle fans hen og spurgte om et billede med Niall, jeg kunne ikke lade vær med at smile og tænke "det kunne have været mig og Mathilde.". "Det er jeg ked af, men det er altså med i prisen for at date mig." Niall satte sig ned. "Det er okay, altså det kunne have været mig for et halvt år siden." jeg grinede.

Da vi havde spist tog vi over på sygehuset for at besøge Mathilde. Mathildes ansigt lysede op da hun så Niall, men det blev hurtigt seriøst igen, "hvad har du at sige til dit forsvar." hun lavede en mikrofon med sin hånd og satte den op til Nialls mund. "øh... Hej." "det går an." hun grinede. "Så er det overstået." jeg grinede med hende. Jeg satte mig i sengen ved siden af hende og Niall satte sig i stolen ved siden af. "Hvornår må du så tage hjem?" spurgte Niall. "I næste uge, det var meningen at jeg skulle være hjemme på besøg nu, men noget kom i vejen." Mathilde smilede til Niall. "Når beholder i så barnet eller?" Mathilde kiggede frem og tilbage på os. "Øh..." jeg kiggede hen på Niall "ja." sagde han hurtigt. "Det skal vi lige have diskuteret." sagde jeg lige efter Niall. "Okay." Mathilde kiggede underligt på os begge.

Da vi havde snakket lidt blev mig og Niall enige om at tage hjem. "Det var hyggeligt at møde dig." Mathilde og Niall krammede hurtigt. "Jeg kommer om lidt." "okay." Niall gik ud på gangen. "Jeg er ked af at jeg spurgte om det der." Mathilde krammede mig, "det går nok." jeg gav hende et smil og gik ud til Niall. "Det skal vi altså have snakket om." vi stod i elevatoren. "Jeg vil gerne beholde barnet." "det vil jeg også, men jeg er sytten og har stadig et par år tilbage." tårende pressede på. "Vi skal nok klare det." Niall tog mine hænder, "Du bliver den mest fantastiske mor nogensinde." han smilede, "og du bliver den mest fantastiske far." jeg gengældte smilet. "Vi skal være forældre." Niall nærmest hoppede af glæde. "Ja vi skal.".