Dont let go

Blikket

Vi sad i venteværelset og ventede på at Mathilde var kommet til sig selv igen. Hele min krop rystede af spænding, jeg skulle sige hej til min bedste veninde, som jeg ikke havde snakket med i snart seks måneder. "Mathilde er klar til dig nu." Mais øjne var røde. Jeg nikkede og nærmest spurtede op på Mathildes stue, mit hjerte hamrede helt sindssygt.

Jeg stod nu foran døren til Mathildes stue, jeg trak vejret dybt og åbnede døren. "Hej." Mathilde smilede, jeg løb hen og krammede hende. "Hvor har jeg savnet dig." jag fik tårer i øjnene, Mathilde lagde sin arm om min skulder og førte mig ind til hendes bryst. "Hvad er jeg gået glip af?" spurgte hun lidt efter, "meget, men først skal du lige se dette." jeg tog min mobil frem og viste hende et billede af mig og Niall, hvor vi kyssede på min fødselsdag. "Det løgn." sagde hun og skreg lidt, "nej." svarede jeg og skreg med hende. "Hold da fast jeg er gået glip af meget," hun fik tåre i øjnene. Jeg fik det helt dårligt på hendes vegne, "der er ting som du skal være glad for at du er gået glip af." sagde jeg for at muntre hende op. "Som hvad?" hun kiggede ulykkeligt på mig. "Altså der var den slåskamp jeg havde med mine forældre, skolen og da vi fandt ud af at jeg er gravid." jeg mumlede det sidste. "Hvad, er du gravid?" nærmest råbte hun. "Ja, men jeg ved ikke om jeg beholder det." jeg kunne mærke mit humør styrtdykke, "hvornår fandt du ud af det?" hun kiggede medfølende på mig, "I dag." svarede jeg. "Hvad sagde din mor?" hun tog min hånd, "altså først blev hun sur, men så kølede hun af og sagde at jeg må vælge om jeg vil beholde det." jeg strammede grebet om hendes hånd. "Hvad hvis du beholder det?" "hvis jeg vil beholde det sagde hun at det kunne hun godt forstå og at hun ville hjælpe mig med barnet." svarede jeg, "jeg er her for dig, husk det." hun gav mig et lille smil "det ved jeg." jeg smilede tilbage. "hvordan er han så?" spurgte Mathilde nysgerrigt "hvem?" jeg var ikke helt med. "Din far, Niall din tosse." hun grinede og gav mig et slag på min skulder. "Fantastisk indtil i dag." jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, "det skal nok gå." Mathilde lagde sin hånd på min mave, "hvad laver du?" jeg kunne ikke lade være med at grine, "jeg vil mærke babyen." "jeg tror ikke du kan mærke den endnu." jeg grinede mere "ikke ødelægge øjeblikket." hun begyndte selv at grine. "Jeg ved bare hvordan jeg skal få dig til at grine." Mathilde gav mig hendes blik, jeg havde savnet det blik i jeg ved ikke hvor lang tid.