Chloe

Kapitel 57

The last one

Hun omfavner mig igen og holder længe om mig.

"Du bliver nød til at fortælle mig det hele" siger hun og trækker mig mod udgangen.

Vi sætter os ud i hendes bil.

Hun ser bekymret på mig.

"Hvad skete der smukke?" Spørger hun.

Jeg piller ved kanten af min trøje.

Og så fortæller jeg hende det hele.

Vi sidder helt stille efter jeg har fortalt.

Stemningen er trist som den ellers aldrig plejer at være mellem os.

En tåre triller ned af min kind.

As trækker mig ind til sig og holder om mig til jeg ikke har mere at græde af.

"Helt ærligt det kan han fandeme ikke være bekendt" siger hun lidt efter.

"Og lad mig væde med, at hun er grimmere end dig" siger hun vredt"

Der er noget ved den måde hun siger det på der får mig til at smile.

For anden gang efter den aften.

"Hey"
- "det der.? Det var da et lille smil" siger hun drillende og niver mig let i kinden.

Hun begynder at kilde mig og jeg kan ikke holde det inde mere.

Jeg griner og kilder hende igen.

Vi griner begge to så meget, at vi ikke kan stoppe.

"Tak fordi du altid er der for mig" siger jeg og omfavner hende.

"Jeg elsker dig" siger hun.

"Og jeg elsker dig" siger jeg.

Hun tænder for radioen og vi skråler med til sangene mens vi kører rundt i byen.

"Vi får nok ballade for at pjække, men det er det værd" siger jeg.

Og så griner vi igen.

"Meeeen jeg bliver nok nød til at lave min aflevering" siger jeg.

As smiler. "Jeg må nok også hellere tilbage, jeg har en MEGA sur lærer i historie, skal jeg sætte dig af et sted på vejen?" Spørger hun.

"Ved caféen måske?" Svarer jeg.

• • • •

Jeg giver hende et farvel knus og vinker mens hun kører afsted.

Træder ind i caféen med en let klingen fra klokken over døren.

Bliver mødt af en varme samt duften af kaffe og kage.

"Mmmhh" mumler jeg.

"Hej" siger baristaen bag disken og smiler.

Jeg gengælder smilet og går hen mod et bord i et hjørne af caféen.

Jeg pakker mine bøger og min computer ud på bordet og hun kommer ned lidt efter.

"Hvad skulle det så være?" Spørger hun venligt.

"En café latte med caramel sirup, tak" siger jeg og smiler.

Dørklokken klinger igen og jeg ser derhen af ren refleks.

Mads træder ind i caféen.

Hans lyse hår er blevet lidt pjusket efter vinden og hans kinder er en smule lyserøde.