Første kapitel - skrevet af dig?

North West High School af Hopelessvin

Kylies POV

"Kom ned Kylie!" Råber min mor. Jeg brummer og begraver mit hoved dybere ned i min hvide pude. Den værste stemme fra undergrunden har gjort sig mærkværdig. Den stemme er min mors. Det er en spøg, jeg elsker min mamma. Jeg trækker dynen over mig og krøller mig sammen igen."Hvis du ikke kommer ned nu, kommer jeg op, og det kommer du til at fortryde," råbte min mor igen.Argh. Jeg ruller øjnene af hende og kaster dynen af mig. Jeg får straks gåsehud og bander tavst for mig selv. Damn you mum. Jeg har et godt forhold til min mor, men nogle gange går hun over stregen. Så var der også min bror. Han er den værste djævel og er et år ældre end mig, altså 18. Ja og min far. Ham har jeg ikke set i ti år nu. Han skred fra os, og det har jeg det okay med nu. Jeg hader ham i hvert fald ikke så meget længere."Jeg kommer!" Råber jeg og rejser mig op fra sengen. Uh gulvet er koldt. Jeg tager mine sutsko på og går hen og åbner for mit vindue. Morgenduften er altid min trofaste ven, når jeg skal.. Ja når jeg skal stå op. Til helvede med morgenstunde.Jeg tager et blik mod min seng og overvejer, om jeg skal rede den. Selvfølgelig skal jeg rede den, ellers brænder min mor mig levende. Et stort suk forlader min mund og jeg skynder mig hen for at rede sengen. "succes," mumler jeg og går mod mit badeværelse.Jeg ser mig selv i spejlet og rynker brynene. Mit gyldne hår ligner en fuglerede. Jeg brummer og reder det ud, så det igen går mig til lige over numsen. Jeg ser mig selv i spejlet. Under mine grå øjne er der sorte rande. Selvfølgelig. Det er så typisk det her. Hver gang jeg skal noget, så sker det her. Jeg ligner lort praktisk talt. Jeg brummer og ignorerer det. Jeg finder hurtigt min tandbørste frem og børster tænderne. Derefter sætter jeg mit hår op i en hestehale og snubler grublende ud af mit badeværelse. Jeg tager hylsteret fra min natkomode og fisker mine briller op. De er sorte og minder en smule om dem, Harry Potter som regel går rundt i. Jeg tager dem hurtigt på. "Hvis du ikke kommer ned nu, så kommer du forsent på gymnasiet," råber min mor. "Snart bor jeg her heller ikke mor!" råber jeg tilbage og skuer til siden mod mit klædeskab. I en hurtig bevægelse åbner jeg mit klædeskab, som er alt for stort til mig. Jeg ser hummende på mit tøj, før jeg beslutter mig for at tage en sweater og bukser på. Ikke døm mig. Jeg er bare ikke ikke pigen der går rundt i kjoler og ser sød ud. Efter at have taget tøjet på, puster jeg lettet ud og tager min skoletaske over skulderen. I dag er starten på mit sidste år hos North West High School. Det havde jeg ærligt talt intet problem med. Jeg ville bare få afsluttet semestret og studere medicin på universitet. Som du nok har regnet ud, er jeg ikke den populære på min skole. Jeg tror ærligt talt ikke, at nogen i mine fag har lagt mærke til mig endnu. Og hvis de har, ville det være, fordi jeg rækker fingeren op eller fordi Stacy Williams, skolens prinsesse og bitch, har formået at få alle på gymnasiet til at afsky mig. Hvem ved. Ellers er jeg kendt som: Nørden. Åh altså. Tilbage til helvedet som skal give mig gode karakterer nok til at jeg kan komme væk i en fart. 

"Kylie Jessica Anderson. Hvis du ikke kommer ned i en-" 

"Jesus mor, jeg er lige bag ved dig. Prøver du på at sprænge mine trommehinder?!" råber jeg og min mor der i øvrigt heder Clarissa, vender sig forbavset om fra køkkenbordet. Hendes forvirrede blik ændrer sig til et blik, jeg kender alt for godt. 

"Du skal aldrig igen hæve stemmen på den måde igen!" belærer hun mig med et surt blik. Hun prøver i hvert fald på at holde masken, men jeg kender min mor. Jeg tager blidt fat i hendes albue på en kærtegnende måde, og stirrer ind i hendes grønne øjne med et hundehvalps blik. Jeg havde ejet mine øjne fra min far, men min bror havde også grønne øjne. Hvor uretfærdigt. "Jeg ved det Clarissa, og det er jeg meget ked af. Det sker ikke igen."

Jeg smiler et stort, skævt smil, og ser min mors mundvige trække sig ned af i en skulen. Hun hader, når jeg kalder hende ved fornavn. Jeg kan se, hun skal til at sige noget, men en anden stemme kommer hende i løbet. "Slap af kvinder, og Ky hvis du ikke stopper med at skræmme mor, får hun snart et hjertestop." Jeg vender mig om mod trappetrinene og ser min bror, Hunter og tager et æble fra frugtskålen. 

"Haha, sjovt Hunter. Du skal da også lade vær med at fyre sådan noget af foran mor," svarer jeg kækt tilbage." Jeg tager et æble og sætter mig foran Hunter. Jeg smiler djævelsk og han blinker til mig. Hunter og jeg har altid været konkurerende mod hinanden, selv helt fra da vi var små og kæmpede om det sidste stykke kage. Jeg kigger ind i hans grønne øjne og ser på hans perfekte mørke hår. Han sender mig et skævt smil. 

"Jeg skal køre nu, vi ses børn. Og lad endelig vær med at gå i halsen på hinanden, når jeg træder ud af huset okay?" siger min mor. Hunter og jeg vender hovedet i hendes retning og nikker. Så hører vi hoveddøren slå i og en motor tændes. Jeg vender blikket mod Hunter igen. 

"Hvorfor har du det der på?" spørger han straks og ser dømmende på mit tøj, "Du er godt klar over, at det er varmt udenfor, ikke?" Jeg ruller øjnene og ser på hans tøj. Selvfølgelig er der intet at kritisere. Min bror er en 'golden boy', hvilket vil sige, at alle kan lide ham. Og han er flot. Selvom jeg aldrig har indrømmet det, ved han det udmærket godt selv. Sådan en player han er med hans mørke hår og grønne øjne. Vi er komplet modsætninger af hinanden og selvom jeg hader ham, ville jeg ønske, at han kunne være der for mig i det her sidste semester. Men han gik ud sidste år og er nu startet på universitetet. Øv bøv. 

"Jeg er ligeglad, med hvordan jeg ser ud," svarer jeg hakkende. Han tager hænderne op, som om han ikke prøvede på at fornærmede mig det mindste. 

"Jeg siger bare, at hvis du gjorde noget ud af dig selv, ville du nok have venner lille Ky," siger han og smiler et djævelsk smil.

"Hold mund, jeg har venner Huntie," svarer jeg flabet med et glimt i øjet. Men det var en løgn.Han hader, når jeg kalder ham Huntie. Jeg ser hans blik ændre sig og vilddyret i ham stå op. Jeg ved, hvad der sker nu. Han jagter mig og fanger mig som regel, hvorefter han sætter sig på mig, indtil jeg siger undskyld hundrede gange. "Okay undskyld Hunter. Jeg har virkelig ikke tid til det her i dag, hov se, klokken er blevet mange," skynder jeg mig at sige og rejse mig op. Han smiler satanisk og rejser sig også op. "Det skulle du have tænkt på, før du kaldte mig Hunter," siger han og løber i mod mig. Jeg bliver panisk og løber mod entreen. Jeg føler pulsen i mig stige og bander mentalt, over hvor dum jeg er at kalde ham Huntie, når jeg i forvejen havde travlt. Jeg ser min taske ligge på gulvet. Jeg løber hen til den, tager den på ryggen og spænder mod hoveddøren. Jeg flår hoveddøren op og løber ud af den lige i øjeblikket, til at se Hunter kommer i gennem den. Jeg løber videre uden at stoppe og griner af ham, da jeg ser, han stopper op og hviler forpustet hænderne på knæene. Det er fordelen ved at gå til tennis og ikke amerikansk fodbold som Hunter går til. Selvom amerikansk fodbold er hårdt, er man ikke i gang hele tiden som tennis som er individuelt. Men hey. Nu er der ingen frokost til mig. Jeg mærker ned i mine lommer og gisper lettet, da jeg mærker en seddel. Jeg er fredet. Tak gud. Jeg løber resten af vejen, væk fra villa kvarteret som jeg bor i, og hen til busstopstedet. Jeg træder ind i skolebussen og finder et sæde alene, i midten. Jeg putter høretelefoner i ørene og lukker mig ude fra omverdenen.Jeg har tre regler for at overleve semestret, som jeg er fast besluttet på at overholde.1: Ikke snak med nogen. Medmindre det er en lærer. 2: Hold dig væk fra Stacy. Hun er en bitch.3: Hold dig også væk fra football drengene. De er nogle røvhuller. Overholder jeg dem, skal jeg nok overleve. Men altså. Jeg er Kylie og jeg skal nok overleve det aller sidste semester. Bussen stopper og jeg får øje på den store bygning, hvis kroge jeg kunne uden ad.

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Bonjour monde et être humain! (Det er fransk og goddag/hej verden og mennesker)

Jeg håber, I har fået en lige så god start på ugen, som jeg har:)

Dette kapitel er skrevet af Hopelessvin, og er starten på bogen North West High School, hvilket egentlig bare er en rigtig god bog, så smut ind og læs videre, tro mig, den bliver endnu bedre.

Cordialement _paust_ 

Ps cordialement er også fransk betyder venlig hilsen;)