Første kapitel - skrevet af dig?

Kærlighedens spil af H_moonligt, kapitel 1

Vi havde fået fri og jeg var på vej hjem. "Hey Helena! Wait!" Jeg kiggede bagud og så Frank kom løbende. Jeg stoppede cyklen, så han kunne indhente mig. "Hey Frank, why are you here?" "I shall home and I shall the same way as you." "Really? Where do you live?" "On... øm, I don't know how to say it on Danish." "Try." "I think it was Sondergardsvaj." "Søndergårdsvej?" "Yes exactly." "I live there to!" "Really?" Jeg nikkede. "Cool. Then we can go together to school and back home if you will." Jeg smilede over hele ansigtet. At følges med ham hver dag ville være vidunderligt. Jeg behøvede ikke sige noget for han kunne se svaret i mit ansigtsudtryk. Jeg steg af cyklen og trak den istedet for. Vi talte og grinte hele vejen hjem til ham. Han biede i et hus med røde og gule mursten. Han boede lidt tættere på skolen end jeg gjorde. "See you tomorrow," vinkede Frank. "Yeah see you." Jeg vinkede tilbage og kørte hjem. Han havde fortalt mig at han boede sammen med sin mor, far, storebror, lillesøster og fire små hunde. Det var godt nok mange at bo sammen med. Jeg bor bare sammen med min far, mor, lillebror, min kanin og min lillebrors hamster. Nåh ligemeget. Jeg glædede mig sådan til imorgen."Hi," sagde en person lidt væk fra mig. Jeg drejede mit hoved så jeg kunne se hvem det var. Det var Franklin.  "Hej," sagde jeg lidt forvirret. "We are going in the same class right?" Spurgte han lidt genert. "Ja, I mean yes," sagde jeg mere forvirret og satte mig op. Han satte sig ved siden af mig. Jeg havde glemt at han kun talte engelsk. "Your name is Franklin right?" "That's my name, but just call me Frank." "Alright Frank, my name is Helena." "Helena, that's a pretty name." "Thanks." Jeg rødmede. Der var ingen før der havde kaldt midt navn pænt. Jeg tror han så at jeg rødmede, for han smilte et sødt og genert smil til mig. "Why are you not together with the other in basis?" Spurgte jeg ham. "I don't know."  "Okay. So do you come to the next lesson?" "Yes, we have english in that lesson right?" "Yes we have english, so that will not be so hard to you." "No, it will not be hard." "I can tell you that our English teacher isn't so good and because of that are we not so good." "Oh, but it sounds like you are good to English." "We have learned a little bit of English, but not so much." Han ser lit væk og kradser sig i hårbunden. "Maybe I can help sometimes." "It would be great." Jeg smilede til ham og han smilede tilbage. Han så så sød ud og han virker anderledes end alle andre, ligesom mig. Klokken ringer ind til time. "We should go to the class now," sagde jeg. Han nikkede. han rejste sig op og rakte mig sin hånd. Jeg tog den og han hjalp mig op. Sammen gik vi ind i klassen.   Det var nok en af de sjoveste engelsktimer. Frank rettede heletiden på vores engelsk lære Betina. Hele klassen flækkede af grin og det så ud som om at drengene i klassen begyndte at kunne lide ham. Det er et godt tegn at de er ved at lukke ham ind i gruppen. Solen skinnede og der var kun nogle få skyer på den lyseblå himmel. "Hey Helena vil du være med til nutella?" spurgte min veninde Simone. "Nej jeg tror jeg springer over i dag." "Hvorfor? Du vil jo altid være med til den leg," sagde Sabina. "Jeg har bare ikke lyst i dag." "Okaay, det må du selv om," sagde Simone og gik hen til resten der ville være med til nutella. Nutella er en leg vi har opfundet. Vi fandt på den fordi vi kede os vildt meget. Det er nok noget af det sjoveste man kunne lave her i mellemtrinnets skolegård, for hvis jeg skal være ærlig havde vi den kedeligste skolegård nogen sinde. Jeg rejste mig op og gik ned i den anden ende af skolegården hvor der var græs, bakker og træer. Jeg gik og nynnede for mig selv. Jeg gik bare rundt og tænkte på Franklin. Der havde været en forbindelse da vi så på hinanden. Jeg lagde mig ned i græsset og stirrede op i himlen. Jeg ville så gerne lære ham at kende, men det er svært når han går i basis. Min veninde Sabina gik i basis før hun rigtig kom i min klasse og nu er vi bedste veninder. Men det tog et par år før vi blev venner, for hun var næsten aldrig i klassen. Jeg håber bare ikke at det er sådan med Franklin. Dorthe havde sagt at han skulle være her i tre år. Jeg tror godt at jeg kan nå at lære ham at kende. Man siger jo at det er: kærlighed ved første blik. Og det var det der skete. Jeg forelskede mig i ham. Jeg havde en følelse i mig som jeg aldrig havde haft før. "Han vil være her i nogle af timerne, men ellers er han i basisklassen og lærer at tale dansk," sagde Dorthe, "come Franklin." Dorthe gik ud af døren sammen med Franklin. Jeg fulgte dem med blikket hele vejen ud indtil døren blev lukket. "Nå, lad os komme tilbage til matematikken," sagde Charlotte. Alle vendte tilbage til deres matematik, undtagen de drenge der altid skal fjolle og mig. Jeg kunne bare ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Franklin. Endelig ringede det ud til frikvarter. Jeg pakkede mit matematik sammen og lagde det i min taske. Jeg gik udenfor hvor jeg satte mig op ad væggen til bygningen og så op på himlen.Pludselig kom der en knagede lyd af at døren blev åbnet. Jeg vendte mig om og så Dorthe, en af lærerne på skolen. "Må jeg lige afbryde timen Charlotte?" spurgte hun min matematiklærer. "Selvfølgelig." "Tak. Hør her alle sammen, må jeg præsentere jeres nye klassekammerat," sagde Dorthe. En dreng kom ind ad døren. Hans hår var sort som natten og hans øjne bag hans tynde sorte briller var brune som to kastanjer. Hans hud var lys og i ansigtet havde han næsten helt usynlige fregner. Tøjet bestod af en sort t-shirt uden på en grå trøje, nogle cowboybukser og nogle gummisko. "Hans navn er Franklin Mann. Han og hans familie er rejst hertil fra Texas og skal være her i tre år. Say hello to your new class Franklin." "Hallo," sagde han og vinkede. Han kiggede hen på mig og vi fik øjenkontakt. Med et var jeg tryllebundet. Der var noget magisk over ham. Kender du ikke det med at man længes efter at finde sin kærlighed, at finde sin eneste ene? For det gjorde jeg. Jeg ønskede at finde min kærlighed mere en noget andet. Jeg viste bare ikke hvornår jeg ville finde ham eller hvem han var. Men en ting viste jeg. Jeg viste at når jeg så ham ville jeg være sikker på at han var min eneste ene. Nu vil jeg fortælle dig om hvordan jeg fandt min udkårede.  Det var morgen og jeg var i skole ca. en uge efter sommerferien. Jeg sad ned og lavede nogle matematikstykker. "Helena, ved du hvad svaret er i opgave 6 er?" spurgte min sidemakker Julie B. mig om. "Det er 56," svarede jeg hende. "Mange tak," sagde hun og skrev det ned, mens jeg vendte tilbage til mit regnestykke.¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Hejsa venner (eller noget)
Jeg aner ikke om folk stadig følger med i den her bog, men da jeg for et par uger siden endelig kunne åbne min Wattpad bruger igen, så jeg der lå en besked fra en pige (hendes kapitel kommer senere), så tænke jeg kunne starte det her op igen.
Dagens gode kapitel er skrevet af , som er den af de ventende, der har ventet længst tid (spørgsmål; tror i godt man kan drukne i samvittighed?) Jeg læste det og fik vildt meget lyst til at læse videre, så gå ind og læs hendes bog:)
VH _Paust_