Første kapitel - skrevet af dig?

Glem mig... Aldrig - af RPoetsch

De fleste mennesker har en tåbelig mani med at tale om vejret, når der ikke er andet at snakke om. Måske er det bare fordi, det er noget der påvirker os alle fra tid til anden. Men den dag Martha h De fleste mennesker har en tåbelig mani med at tale om vejret, når der ikke er andet at snakke om. Måske er det bare fordi, det er noget der påvirker os alle fra tid til anden. Men den dag Martha hev Tracy til side for at snakke om onsdagens regnvejr ved vandbeholderen, havde Tracy mest af alt lyst til at skrige. Normalt kunne hun godt nikke og smile og være noget så forstående for at det havde været dårligt vejr, men denne dag havde hun ikke tid til høfligheder. Hendes lille lejlighed flød, som hvis en tornado var kommet forbi og hevet alt frem fra hylder, skabe og skuffer og kastet det overalt. Hun var oven i købet ret sikker på at der levede et eller andet i hendes enorme vasketøjs bunke, som hun efterhånden ikke havde gjort noget ved den sidste måned. Deodorant og en hurtig pletfjerning ude ved køkkenvasken havde været løsningen. Den skjorte hun havde valgt at tage på, på denne dag, havde en stor chokoladeplet nederst, så hun havde stoppet den ned i et par højtaljede jeans.

Martha, hendes lidt ældre kollega, var påbegyndt en rant om torsdagens vejr, hvilket var i dag, som Tracy blev nød til at afbryde hende i for at nå sin bus. Martha smilede bare til hende, som om det overhovedet ikke havde været ubehøvlet, og hun et eller andet sted blot stod og trak tiden ud ved vandbeholderen, for at undgå at arbejde. Tracy nåede da også at høre hende påbegynde samme samtale med Sandra over ved kopimaskinen, før hun åbnede døren ud til menneske myldret og satte i løb imod busstopstedet. Men da hun nåede rundt om hjørnet, så hun den netop sætte fra busstopstedet og køre fra hende. Hun trampede irriteret i jorden.     "Dammit Martha!" Sagde hun lidt for højt og blev i samme nu klar over at hun ikke var alene. Hun kastede derfor et hurtigt blik rundt for at se om nogen havde hørt hende, og forsatte så ned ad gaden for at tjekke den næste tid. Der gik en bus igen om en halv time, hvilket gav hende nok tid til at smutte over og forkæle sig selv.

Der var ingen kø da hun trådte ind på Starbucks. Men klokken var så også kun halv fem og mange fik først fri omkring klokken fem, så hun skyndte sig op til kassen og bestilte hurtigt hvad hun skulle have. I det hun skulle til at gå ud af døren kom en våd ung mand ind af døren. Hendes første tanke var at Marthas rant omkring vejret havde været rigtig nok. Nu stod det ned. Hun stoppede derfor op ved døren og overvejede om hun orkede at stå i det møgvejr.

"Tracy?" Hun vendte sig forbløffet om, da nogen sagde hendes navn. "Det er virkelig dig!" Den unge mand der netop var kommet ind af døren driv våd, havde vendt sig imod hende. Glæden lyste ud af hans hassel farvede øjne, der skjulte sig halvt under hans mørkebrune våde hår, der var gemt under en hætte på hans hættetrøje. Hun så sig befippet rundt for at sikre sig at det rent faktisk var hende han snakkede til. Hun smilede påtaget og blev en smule flov over at hun overhovedet ikke kunne huske hvor hun havde set ham før. Hun håbede sådan at han ville fortælle hende hvem han var, så hun ikke skulle til at spørger ham. Det ville være enormt pinligt, eftersom han virkede frygteligt glad for at se hende. "Du har ingen ide om hvor længe jeg har ledt efter dig!" Hun havde virkelig ingen ide om det. "Der er så meget jeg har ville fortælle dig, så meget jeg har ønsket at undskylde for.. Det var aldrig meningen at jeg ville såre dig.. Jeg.. Jeg fik bare kolde fødder.. Hvilket jeg har hørt er ret normalt for mænd at få på deres bryllupsdag.." Hun pressede øjne tænkende sammen til en lille sprække og rettede på sin taske der hang over hendes skulder.

  "Jeg er ret sikker på at du har forvekslet mig med en anden.." Sagde hun og skævede ud på vejret. Hun kunne dårligt undgå at tænke at Gud måske havde ombestemt sig og nu syntes menneskerne skulle have en vandflod mere. Han var pludselig blevet stille, så hun så på ham endnu engang. Hans hud var helt solbrun, som om han lige var kommet hjem fra ferie. Måske havde han været i Thailand og spist svampe. Det havde hun i hvert fald hørt, var noget der kunne give folk underlige vrangforstillinger. Hans mørke brede øjenbryn gjorde et bekymret vip, som om han tænkte et eller andet foruroligende for et øjeblik.

"Kan du slet ikke huske mig?" Hun pressede læberne sammen og rystede på hovedet.

"Nej, ikke lige.."

"Jamen Tracy.. Vi var forlovede.."

<><><><><><><><><><><><>

Gutentag!

Jeg håber I har haft en super duper mega over nice start på denne uge, jeg har i hvert fald, hele den her "wuhuu jeg er på skitur igen!" følelse er ikke helt væk, så alt er bare lidt federe. Tro mig, hvis I er gået kold, så er en skitur en fantastisk god måde at få mere energi på igen. Men hvis I ikke lige har muligheden for at nyde suset ned af et bjerg på en pist i Alperne, kunne I selvfølgelig læse videre i denne gode bog Glem mig... Aldrig skrevet af @RPoetsch for hvis I spørger mig er denne bog super god!

Jeg håber I får en fortsat super duper mega over nice uge, hvor henne I nu end er:)

Vh _Paust_