Første kapitel - skrevet af dig?

~Satstified~ - af SaraWraa

  Det er nu 3 dage siden, jeg mærker stadig den tomhed der fylder i mit hjerte. Jeg føler, at mit liv bliver mere grå samt dét mister sin glæde. Jeg har mistet min kærlighed. Jeg har mistet min elskede kæreste. Ham der betød så utrolig meget, og fyldte min hverdag med sin glæde. Men han er væk, han er væk fra mig. Jeg husker, mine forældre, ham, og jeg var på vej til Kroatien. Men min far kørte for langsomt, så en anden bil stødte ind i vores bil. Min omkommende kæreste hed Adrian, han var den eneste der ikke kunne overleve uheldet. Han fik for mange glas stumper i sit baghoved, og forblødte. Andgående os andre, vi er skam ''okay''. Jeg er gået ind i en depression. Der er sår langs mine arme, og ben. Mit hoved er et stort rod, det samme navn går om og om igen; Adrian, Adrian, Adrian.. '' Jeg kan ikke slå det fra, selvom jeg prøver. Jeg savner ham så forfærdelig meget. Mine forældre ser ud til allerede have glemt ham. Jeg kan ikke snakke med dem om ham mere, som jeg kunne dengang. De sender mig blot blikket med det store spørgsmålstegn, som om de aldrig havde hørt om ham. De forstår slet ikke min smerte, jeg føler at jeg er alene om dette. Det er ''første'' skoledag i dag, jeg skal i 9 klasse. Det sidste år af mit folkeskole-liv. Dét knurre sig i min mave, de fleste elever ved hvad der er sket. De ved dét med uheldet. Men de er ligeglade, de mangler bare drama der skal ske. De kender mig knap nok. Der er en minde forsamling i festsalen kl. 10.00, til ære for Adrian. Jeg vil gerne støtte den minde forsamling, men jeg er bange for hvad der vil ske. Hvad nu hvis, at der bliver holdt negative taler om ham? Hvad nu hvis der ikke er blomster nok.. Jeg bekymre mig om de mindste ting, men jeg kan ikke lade vær'. Jeg har grædt i flere timer, flere døgn nu. Jeg er ikke parat til at kunne se på andres triste ansigter. Men mine forældre mener, at det er jeg. Jeg må prøve mig frem ad, ellers kommer jeg ingen vegne. Jeg er nu foran skolens parkerings plads, jeg hører skoleklokken ringe ind. Jeg ser en bekendt cykel, bliver parkeret oppe foran porten. Jeg kan genkende det brune lange bølgede hår, der falder blidt ned på hendes skuldre. Mine ben sætter farten op af sig selv, og løber op til hende. Hun vender sig om, jeg kan se hendes blå øjne glitre af medlidenhed.

'' Hej Kathrine. Hvordan har du det? '' hun spørger mig, samt hun trækker mig indtil ét kram.  

"Hej Jenna. '' siger jeg, og modtager hendes kram. Jeg lader mit hoved hvile på hendes ene skulder. Hun aer mig på ryggen, jeg lader tårerene løbe frit ned af mine røde blege kinder.

'' Det skal nok gå, han er der hvor han høre til. '' hun hvisker dén sætning i mit øre, jeg mærker igen den ubehagelig følelse i maven. Han er ikke der hvor han høre til, han skulle være hos mig. Men han er væk, hvordan kunne hun tillade sig at sige sådan noget? min mund bliver til en tynd streg. Jeg trækker mig fra krammet og ser hende ind i øjnene, jeg ved at hun prøver at berolige mig. Hun er min bedste veninde, og såmænd min eneste ven der er her for mig. Jeg ryster på hovedet, hendes hånd vikler sig om min. Vi følges ind ad porten, og indenfor. Jeg mærker alles blik rettet mod mig. Vi går langsomt ind af døren til klasseværelset, jeg ser alles øjne. De er dystre og mørke, der er helt stille. Jeg slipper grebet om Jennas' hånd og finder vej til min plads. Jeg når lige at sætte mig, inden læreren kommer ind af døren. Læreren har sin mund formet som en tynd streg, ligesom alle andre. Læreren vender sig om mod os alle, han møder mit blik og smiler så svagt. Jeg afviser anmodningen om at smile, men kigger ned i bogen istedet. Jeg kan høre døren indtil klasseværelset blive åbnet igen, og en dreng kommer ind.

'' Du kommer for sent Dylan Cackenviele. Såmænd på første skoledag, det ligner ikke dig. '' lyder det fra læreren.

'' Undskyld jeg kommer for sent, trafikken you know.. '' svarer Dylan.

'' Trafikken? Den har jeg hørt før. Jeg kom kørende hertil arbejde i min sorte Audi. Men der var ingen trafikproblemer overhovedet.'' siger læreren koldt. Dylan står med munden på vidt gab, og ved ikke hvad han skal svarer.

'' Eh.. Har du en Audi? '' spørger Dylan dumt.

'' Sæt dig ned mr. Cackenviele. Godt at se dig igen. '' lyder det fra læreren. Dylan adlyder, og finder så sin plads. Timen går langsomt, vi løser ligninger, og finder de matematiske kompetencer. Men mine tanker er kun om én ting, Adrian. Hvad mon der sker, når man opgiver om livet? Hvor vil man komme hen? Spørgsmålene kører igennem mit hoved og fylder dét store tomrum. Da jeg vender tilbage, finder jeg ud af at timen er slut. Alle på skolen skal hen i festsalen til minde forsamlingen. Jeg møder Jennas' øjne, da hun bevæger sig hen imod mig. Hun bevæger langsomt sin hånd omkring mig, og vi følges hen til festsalen. Festesalen er pyntet op med blomster, smukke og sommerfarver der danner hinanden. Henne på scenen står der et billede, et billede af den skønneste Adrian. Det billede tog jeg, jeg kan tydeligt huske det. Vi var ude i parken, vi dansede til forårsfesten. Det er ikke spor lang tid siden det blev taget, jeg savner ham. Jeg ser håbløst på billedet, indtil Jenna river mig i min arm. Hun fører os hen til to ledige pladser i midten i salen. Jeg ser lærerenes' øjne. De har alle tårer rendende ned af deres kinder. Alle er i sorg, men jeg kan se at eleverne rundt i salen har den attitude på: I don't give a fuck about this. '' Deres øjne signalere fint, at de hellere vil lave en stil på 10 sider end at sidde her. Minde forsamlingen går som den skal, lærerene holder en fin tale. Rektoren kalder mig op på scenen, jeg tøver kort. Jeg har bestemt ikke lyst til at græde foran alle på skolen. Der går 10-15 sekunder, jeg bevæger mig oppe mod scenen. Jeg kan se ude fra min øjenkrog at alle kigger på mig. Jeg stiller mig foran mikrofonen, og rektoren overgiver scenen til mig. Jeg prøver at finde på de rigtige ord, hvad skal jeg sige?

'' Hej alle sammen. Jeg er glad for.. '' jeg stopper i en sætning, jeg har det virkelig svært med hvordan jeg skal sige det her. Jeg forsætter så, og prøver med det jeg kan.

''- At i kan være her, for at vise den støtte til min elskede men bortgående kæreste. '' der går ikke længe, jeg bryder ud i gråd. Rektoren kommer op ved siden af mig, hun smiler til mig og overtager mikrofonen.

'' Det Kathrine her, prøver at sige er. Det er hårdt at miste en ven, en kæreste, en bedste ven. Han vil altid kunne være ved os, til evigetid. '' Så hold dog kæft med det kristne pis.

Jeg lukker hendes stemme fra, den er så provokerende. Jeg står ved hendes side i nok 10-15 minutter, også bevæger jeg mod min plads igen. Der er så mange følelser på spil lige nu, dét ene øjeblik er jeg helt færdig. Det næste pisse fornærmet, også det tredje forvirret. Det fjerde håbløst forelsket i en afdød dreng, det femte ingen forstår mig. Jeg kunne forsætte.. Jeg vil bare hjem, gemme mig under min dyne. Men mest af alt, jeg vil have min Adrian tilbage.

Minde forsamlingen forsætter, vi synger salmer. En projekter kører billeder af Adrian igennem. Jeg kigger op fra min samle bog, og ser rundt på alle eleverne. De fleste har tabt modet, de lader tårerene have frit løb ned langs kinderne. Det er nok den værste ''første'' skoledag nogensinde. Jeg vil bare have en ende på det hele. 

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Halløjsa!

Jeg håber I har haft en god dag/måned indtil videre, og hvis ikke så husk på, vi er cirka halvvejs igennem november, og udover det kan I jo smutte ind på @@sarawraa s (brug dette link på computeren) SaraWraa  (brug dette link på telefonen) SaraWraa profil og læse videre i denne gode bog ~Satstified~ det er en super god bog som jeg helt sikkert synes I skulle tage og følge med i, + hun har snart fødselsdag så hvorfor ikke være så sød at følge hendes bog i den anledning?

I må have en super duper fortsat fantastisk uge!:D

Vh _Paust_