Første kapitel - skrevet af dig?

Lifeline - af Random_Author_

Inden I begynder at læse, vil jeg gerne lige gøre opmærksom på at, denne historie indeholder selvmord, så ønsker I ikke at læse om dette, vil jeg foreslå jer at læse noget andet.

Der går de. De lykkelige. Jeg skulle have været hende. Men jeg fangede ikke chancen da den fløj hen imod mig. Nu står hun der. På min plads. Omringet af mine venner. Af min kæreste. De er så tæt på. Men alligevel så langt væk. Hun er på et niveau jeg aldrig ville Kunne kravle op til. Jeg bliver nød til flytte mit hoved bagover hvis jeg skal kunne se hans standarter. Jeg passer ikke i den form de fleste passer i. Men det var fordi formen var lavet efter hende. Smuk, sød, Venlig. 3 karaktertræk jeg ikke besidder. Han fortalte mig at det var det han godt kunne lide ved mig. Jeg var ikke skræddersyet til nogen. Jeg fortryder det. Hvordan får du et stof der sidder helt forkert til  at passer. Du syer det til. Desværre er det ikke noget jeg har planer om.

Jeg løb op ad trappen. Højere højere højere. Aldrig havde jeg været så sikker. Jeg løb og løb.  Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg ikke kiggede tilbage. Selvom det var løgn. Hans øjne gennemborede mine. Han fnyste og vendte sig hen mod hende og begyndte at æde hende. Jeg drejede rundt om hjørnet for at imødekomme et sæt trapper til. Og et til. Mit liv flasher for mine øjne. Den kærlighed jeg aldrig fik. Den kærlighed jeg aldrig fortjente. Mit liv er et fuckshow. Dette fuckshow skal til at slutte.

Jeg nåede til det sidste skridt. Jeg åbnede døren. Vinden blæste. Aldrig havde det blæst på den måde. Aldrig skulle det blæse på den måde igen. I hvert fald ville jeg ikke opleve det igen. For næste gang ville jeg ikke være her. Jeg lukkede døren bag mig. Jeg løb hen mod kanten. Jeg satte mig ned. Benene hængende ned fra en 10 meters højde. Jeg tog min tid til at kigge på alle de ting jeg havde taget for givet. Græsset, træerne, Brostenene. Ja selv det lille egen der fløj hen over campus. Menneskerne dernede havde ikke opdaget mig. Eller det troede jeg ikke. Ikke før en dreng kiggede op. Derefter løb han ind mens han råbte noget jeg ikke kunne høre. Jeg blev siddende. Tænkte. Ligepludselig ramte et skær af tvivl mig. Det gik hurtigt væk. Drengen kom ud igen efterfulgt at nogle drenge som han vist tog for sine venner. Bare han vidste at han en dag ville blive stukket i ryggen af dem. De ville fortælle ham at de bare var groede fra hinanden. Senere ville han sidde i min position. Hans venner gik rundt til alle i gården og pegede på mig. Derefter ville de holde sig for munden. Og løbe ind til deres venner. Sådan ville det gå lige indtil Axel og Aia kom. Det var den jeg ventede på. De skulle få hvad de ville have. De ville se mig død.  En dreng trak Axel med ud. Aia gik med Cora i hånden. Da drengen plejede på mig gik Axel i chok. Efterhånden havde der samlet sig en god gruppe på Campus pladsen.  "DET HER ER HVAD DU FUCKING ØNSKEDE!" Råbte jeg til Axel. Han var stadig målløs. Han løb indenfor. "IK VÆR EN LILLE BITCH OG LØB VÆK FRA DIT LORT" Råbte jeg efter han. Aia løb efter Axel men kom hurtigt tilbage.  "IK FUCKING GØR DET!" Råbte Cora efter mig. "DU ER LIGEGLAD ALLIGEVEL." Jeg skreg så hele Campus kunne høre det. Klokken ringede. Alle blev stående "JEG ER IKKE LIGEGLAD! JEG ELSKER DIG MEL!" Råbte hun tilbage. I dette sekunder startede hun er bølge. En bølge af løgn.   "EN ELLER ANDEN HENT AXEL SÅ HAN KAN SE DET LORT HAN SELV HAR STARTET SLUTTE!"  " jeg er lige her." En kendt stemme bag mig rev mig ud af mine tanker. "Hvad vil du?" Spurgte jeg ham. "Please ikke hop." Han virkede som om han ikke var ligeglad. "Giv mig en god grund." Jeg havde rejst mig op og stod med armene over kryds. "Jeg elsker dig. Jeg har brug for dig." "Du elsker Aia. Og det har du gjort meget tydeligt de sidste par måneder." Han måtte kunne komme med noget. Noget der kunne redde mig. Noget der fik mig ud at det helvede jeg havde fundet min vej i. Noget der var bedre end hans svar. " jeg ved det ikke Mellis." "Forkert svar." Jeg havde aldrig været mere sikker da jeg tog skridet ud over kanten. Jeg kunnet høre alle pigernes skrig og drengene der tastede 112 på deres telefoner. Men det var for sent.

<><><><><><><><><>

Olá

Jeg håber at størstedelen af jer har læst kapitlet, men helt fair hvis I ikke har, og kæmpe respekt til @Random_Author_ for at have skrevet denne historie Lifeline og komme ind på sådan et alvorligt emne på sådan en fin måde. Og som jeg har skrevet tidligere så synes jeg det er vigtigt, at komme ind på den slags emner, så derfor synes jeg det er godt at der kommer sådan et kapitel her nu og da.

Men nok om triste emner (medmindre I allerede er smuttet ind på hendes profil for at læse videre hvilket jeg absolut forstår - skulle jeg ikke skrive det her, læste jeg også videre lige nu! Waow en god start, det er netop derfor jeg har denne bog) men jeps, er der nogen SKAM-fans?! Er jeg den eneste der sidder og halvt tænker, waow godt det er løst og kom nu med et kliiiip? Jeg elsker at det skifter synsvinkel hele tiden!
Eeeej det er simpelthen så dejligt der snart er ferie, jeg glæder mig så ufattelig meget

Fortsat god uge, jeg håber I får jer en god start på ferien

Vi ses måske i næste uge - skal lige afgøre med mig selv hvornår jeg holder Wattpad ferie - I får selvfølgelig en update på valget

Sommerglade-hilsner _Paust_