The Moon's daughter

Kapitel 1

Atlas var færdig med at patruljere området og nikkede til en af Krigerne og fortsatte indenfor. Sneen var begyndt at falde igen og Atlas' ånde var tydelig at se i luften. Som varulv var han ikke generet af kulden og han træk lidt på hans indre Ulvs kræfter for at fjerne spændingerne i ryggen, der var opstået efter den lange patruljering. Atlas styrede direkte mod motionsrummet hvor han vidste at hans brødre allerede var i gang med at træne. Og Atlas fandt dem ganske rigtigt i motionsrummet, med høj techno blæsende ud af højtalerne. Attis løb i høj fart på løbebåndet og Aries lå under en vægtstang. Aries fornemmede Atlas, som den første, da han trådte ind i rummet, lagde vægtstangen på plads og satte sig op. Attis satte farten ned på løbebåndet, sekundet efter og vendte sig mod sine brødre. Inden et ord kunne nå at blive vekslet mellem dem, blev de Mind-linket af flokkens Alfa og blev informeret om at alle skulle møde op i fællesrummet. Atlas sukkede irriteret og ventede på at hans brødre kom hen til ham, efter de havde tørret det værste sved af i hver deres håndklæde. I samlet flok begav de sig mod fællesrummet, med en irriteret mine.

Atlas, Aries og Attis, var trillinger, med Atlas som den førstefødte og de lignede til forveksling hinanden udseendemæssigt og de var sønner af flokkes Alfa og tidligere Selene. Efter deres far havde fundet sig en ny Mage, den skøge til Brielle, havde trillingernes forhold til deres far styrtdykket og faren vidste det. De kunne ikke udstå hans nye Mage eller Magens søn. Og farens uvilje til at se hans Mages rædselsfulde opførelse, hjalp heller ikke på forholdet. Når de var sammen med resten af flokken, som lige nu i fællesrummet opførte de sig ordentligt, fordi det var hvad, der var forventet af dem, men i enerum sagde de deres far imod uden problemer. Trillingerne stod sammen i døråbningen og ventede på at deres far kom ind i rummet. Og de skulle ikke vente længe. Faren trådte autoritært ind i rummet og hans energi som Alfa fyldte det med det samme og tvang alle til at tie og kigge i hans retning. Han stillede sig midt i rummet sammen med hans Mage stående rank ved sin side og hun kiggede ud over flokken, som var hun bedre end alle andre. Alfaen rømmede sig, da han var sikker på at han havde folks opmærksomhed. "Som de fleste nok har hørt, så har flere Flokke været udsat for overfald på deres kvindelige ulve og det er også derfor vi har sat vores egen patruljering op. Det er en Alfas job at passe på sin egen Flok, men en af vores nabo-Flokke har spurgt os om hjælp. Deres flok har været hårdt ramt af disse overfald og har som sagt søgt hjælp hos os, da vi er den stærkeste Flok i området. Og jeg har sagt ja til at hjælpe." Mumlen spredte sig gennem folk, men Alfaen kaldte folk til ro igen med en armbevægelse. "Mindre grupper af unge Han-ulve uden Mager vil tage ned til dem i hold af seks. Dem der er afsted, vil hjælpe med at beskytte Flokken under deres ophold, men også for at se om deres Mage muligvis er der." En af de ældre Ulve rakte hånden op, inden Alfaen var færdig med at forklare og Alfaen nikkede mod vedkommende. "Hvilken Flok drejer det sig om?" Alfaen rømmede sig igen og trillingerne lod mærke til hvordan han tøvede et sekund inden han svarede. De havde en del mindre Flokke omkring sig, der nød godt af deres Floks størrelse, da det normalt betød at andre Flokke eller Lovløse holdt sig væk, men de her overfald havde været modige. De havde ramt alle de mindre Flokke, men havde ikke været i nærheden af deres. Alfaen kiggede på sine sønner og holdt deres fokus fast med hans blik. "Flokken, der har søgt om hjælp er Crescent Moon." Trillingerne rettede sig op og deres fulde opmærksomhed var nu udelukkende rettet mod deres far. Folk begyndte at snakke i munden på hinanden, men Alfaen holdt sine sønners blik fast, på trods af spørgsmålene der heglede ned over ham. Trillingernes mor havde i sin tid været en del af den Flok, hvilket også var grunden til at Alfaen var gået med til at yde beskyttelse til den. Normalt spurgte andre Alfaer ikke om hjælp, fordi som Alfaen lige havde sagt, var man ansvarlig for sin egen Flok. Alfaen kaldte folk til ro igen, efter at have sikret sig, at trillingerne udelukkende havde fokus på ham. "Det første hold vil blive sent afsted i morgen og senere i dag vil jeg give dem, der indgår i holdet besked." Han lavede en affærdigende bevægelse og Flokken begyndte langsomt at forlade rummet. Stemningen mellem de Han-ulve, uden Mager, der stod overfor at skulle sendes afsted, var høj. Ingen vidste hvem der skulle afsted, men de glædede sig alle, eller glæden ramte ikke trillingerne. For det at finde en Mage var ikke høj på deres to-do liste og slet ikke en der højst sandsynligvis var dikteret af deres rædselsfulde stedmor, gennem deres far.

Deres far havde totalt blindsided dem med nyheden og de ville ikke lade det gå uset hen. Så de ventede til Flokken, havde forladt rummet og gik så mod farens kontor, da han havde formået at smutte væk, da folk forlod rummet. Atlas skubbede døren hårdt op og trillingerne gik direkte mod farens skrivebord, da han sad på stolen bag det. "Så du havde tænkt dig at sende os afsted, bare lige sådan? Har vi ikke noget at skulle have sagt?" Atlas nedstirrede sin far, der kiggede upåvirket tilbage på sine sønner. "I er ikke tænkt ind i nogle af seksmandsholdende, der bliver sendt derned." Aries kneb øjnene lidt sammen, for han havde luret deres far. Det havde de alle tre. "Hvad er det du ikke fortæller os?" Atlas og Attis knurrede lavmælt for at signalere at de delte deres brors mening. Faren placerede sin hænder på bordpladen og skubbede sig langsomt op fra stolen. Alfa energien strålede ud fra ham, men trillingerne blev stående upåvirket af energien, der ville tvinge andre til at gå i knæ. Trillingerne ville blive Flokkens overhoveder, når deres far gik af og Alfa energien var allerede begyndt at løbe gennem dem også, hvilket betød at deres far havde planer om snart at give posten videre. "I tre er blevet flyttet ud til en af hytterne uden for Flokhuset." Trillingerne knurrede i kor, men sagde ellers ikke noget for de ventede på resten. "I tre kommer til dele hytten med Alfaens datter..." Atlas slog hånden hårdt ned i skrivebordet og lavede en ordentlig bule i træet. "Laver du sjov med os? Vi har ikke brug for en fucking Mage og slet ikke en der er blevet valgt for os!" Aries og Attis knurrede sammenstykkende. "I vil have til opgave at beskytte Alfaens datter." Attis kneb øjnene sammen. "Hvorfor? Hvorfor skal vi agere bodyguard og hvorfor lige for Alfaens datter?" Deres far, der var vant til hans sønners modstand, sukkede dybt. "Alexandria, Alfaens datter er den seneste i rækken af overfaldet Hun-ulve. En episode, der så hende sengeliggende i lidt over 2 uger. Hun minder ikke om den skrøbelige porcelæns pige, nogle Alfa døtre er, så det faktum at hendes far har bedt om hjælp til at passe på hende personligt... Jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej, desuden kunne i tre lære at være lidt... Mildere." Atlas blev rød i hovedet af arrighed. "MILDERE! Alfaer skal for fuck sake ikke være milde fjolser!" Deres far gned sig mellem øjnene. "Er du klar over hvor mange ting, der kan gå galt?" Aries stemme var holdt i en knap så hård tone og dog var den alligevel stort set blottet for følelser. "Du har allerede mødt hende." Attis blandede sig også og deres far sukkede dybt inden han satte sig ned i kontorstolen igen. "Ja jeg har mødt hende, for jeg ville være sikker på at i tre ikke ville gøre mere skade på hende, inden jeg sagde ja... Jeg vil ikke mene, at det er en mulighed for jer at skade hende mere. Og ja der var sikkert en masse der kunne gå galt hvis hun stadig var et barn, men hun er voksen ligesom som jer tre, nogle gange virker hun mere voksen, selvom hun er et par år yngre end jer. Og I vil beskytte hende. Det er en ordre."