The Moon's daughter

Kapitel 22

---- Alexandria POV ----

Der var lidt mere høflighedssnakken mellem os. Den ukendte Han-ulvens navn var Devdan og han og Reade havde været et par de sidste 5 år. Devdan, der stadig stod i sit arbejdstøj og derfor stadig skulle holde en vis professionalisme, mens vi stod i hospitalsvingen, kæmpede med ikke at gå med på Reades slappetante maner. Reade var også den der lavmælt fortalte mig at Flokkens nuværende Selene, Brielle ikke var trillingernes mor, hvilket jeg havde gættet. Men også at Brielle havde været sammen med en del af Flokkens mænd og at hun havde noget af et negativt ry blandt vores generation af Ulve, i deres Flok. Og at nu hvor hun var Alfaens Mage mente at hun var hævet over alle andre og at hun mente at trillingerne faktisk ikke egnede sig til, at blive Flokkens Alfaer, men at hendes ældste søn Kai, havde været et langt bedre valg. Kai, var dog bare død, så nu kæmpede hun halvt for at hans bror Tucker, hendes yngste søn, måske kunne få rollen som fremtidig Alfa i stedet. Problemet var bare at Tucker, var et langt værre valg end trillingerne, for han var lige nu på afvænning for fjerde gang på lige så mange år. Han havde hang til alle mulige stoffer og alkohol i store mængder, så han var lidt at et vrag selv på gode dage. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke en den samme tanke, som fra fællesmåltidet med Flokken. Nemlig sikke en familie der sad på toppen af Opal Moon Flokken. De var mere dysfunktionel end jeg havde regnet med, men det forklarede også trillingernes opførelse mod deres stedmor. Bare ikke rigtigt deres far, for det kunne ikke kun være på grund af at han var sammen med denne Brielle at de var sure på ham. Nej der måtte være noget mere bag det og selvom jeg gerne ville vide hvad det var, der foregik her, så var det ikke min plads. Jeg havde ikke ret til at snage, heller ikke selvom de var mine Mager. 

"Du er ikke Bundet til nogen?" Devdan kiggede nysgerrigt på mig og denne gang var det Reade, der puffede til ham. Jeg rystede på hovedet og i det samme blev døren ind til Aries' rum åbnet og Atlas og Attis kom ud. "Nej jeg har ikke én Mage." Begge brødre stivnede i døråbningen og jeg frydede mig indvendigt over deres reaktion. Og selvom det godt kunne lyde som en løgn, så var det teknisk set ikke. Mit svar havde helt klart været for at provokere Atlas, men jeg kunne godt have formuleret det anderledes. Attis havde ikke fortjent min fjendtlighed. "Hvorfor ikke? Hvis jeg må spørge." Devdan stak hænderne i lommerne på hans kittel og jeg sendte ham et skævt smil. Det var normalt at Alfa-døtre blev 'giftet' bort for at styrke alliancer med andre Flokke, men ikke i mit tilfælde. "Min far ville lade mig vælge sin egen Mage og jeg har ikke travlt." Devdan skævede fra mig til brødrene. "Så i er ikke..." Han lod sætningen blive i luften. Jeg vidste at den ville komme, for med brødrenes opførelse lige nu og taget i betrækning af at Aries havde vovet sit eget liv for mit. Og at jeg derefter reddede hans, så var muligheden, der helt klart og vi var da også teknisk set også Mager, men ingen af os gjorde noget videre ved det. Det og så vidste jeg Atlas' holdning til det. Så jeg lod som om jeg fik colaen galt i halsen og rystede på hovedet mens jeg hostede. "Gud nej..." Jeg hostede lidt mere. "Der er ikke noget imellem os." Jeg behøvede ikke at se på Atlas, for at vide at han var ved at eksplodere. Reade klappede i hænderne af min proklamation. "Perfekt!" Jeg kiggede overrasket op på ham og han trak undskyldende på skuldrene. "Jeg mener, vi er en gruppe, der tager ind til byen i aften. Så hvorfor ikke tage med? Det er den perfekte mulighed at lære nogle nye at kende." Reade smilede stort til mig, efter at have glattet hans energiske udbrød ud og Devdan sendte mig et halvt smil. "Så længe at du lover at du ikke vil lege Kirsten Giftekniv." Jeg hævede det ene øjenbryn af ham og han begyndte at grine. "Det kan jeg ikke love." Devdan nikkede til mig. "Jeg skal nok holde ham i kort snor." Jeg nikkede til ham og han sendte Reade et smil. "Ikke tale om! Du skal ingen steder hen!" Atlas' stemme var hårdere end normalt og lød en smule ildevarslende. "Ikke alene nej, for du og Attis skal selvfølgelig også med." Jeg sendte ham et sødt smil og blinkede ekstra kraftigt med øjenvipperne. Attis kæmpede for ikke at grine, mens Atlas blev ildrød i hovedet af arrighed. "Jeg sagde NEJ!" Han kæmpede for ikke at lave en scene midt i hospitalsvingen, men det gik ikke helt godt for ham. Jeg kunne ikke lade værre med at pirre ham, for han gjorde det simpelthen for nemt. Jeg lagde en hånd om min hage, så pegefingeren lagde sig på arret på kinden. "Jeg tager afsted og så kan du jo vælge om du vil med eller ej." Jeg kørte diskret fingeren hen over arret og kiggede så på Reade og Devdan. "Ses senere." Med det drejede jeg om på hælen og gik mod udgangen.

"Hvad fanden var det!" Atlas, formåede at være stille hele vejen tilbage til hytten, men så holdt den heller ikke længere. Vi var kun lige kommet ind da han eksploderede. "Hvad fanden var hvad?" Jeg gik ind på mit værelse og uden at kigge tilbage, vidste jeg at de begge fulgte efter. "At du tager med dem og at du ikke har en Mage! Hvad fanden var det!" Ligeglad med at de begge stod i døren ind til mit værelse, træk jeg sweateren af og smed den på sengen. Deres dufte steg i styrke og fyldte langsomt rummet op. Min Ulv begyndte at røre på sig. Hun ville for alt i verden gerne tættere på dem, men jeg havde ikke lyst. "Tja, jeg har jo ikke en Mage, vel? Jeg har teknisk set tre. Tre Mager, som ikke vel have mig, ikke sandt?" Jeg lod en finger glide hen over kjolerne, der hang på bøjler i skabet og skulle til at trække en af strikkjolerne ud, da jeg pludselig blev skubbet ned på sengen. Atlas havde bevæget sig lynhurtigt gennem rummet og stod nu foroverbøjet over mig, med hænderne placeret på hver side af mine skuldre. Hans øjne var mørke og vreden, såvel som begæret var tydelig at se. Han hæv vejret tungt, mens hans øjne langsomt gled ned over min overkrop. "Atlas." Attis' stemme var advarende, men der lå også mere i det. Jeg havde pirret til dem bevidst og det her var resultatet. De ville begge have mig, men den ene af dem ville bare ikke indrømme det, men han havde lige gjort det igen. Jeg greb fat i Atlas' trøje og trak os tættere på hinanden, til jeg kunne mærke hans ånde mod min bare hud. "To bad." Jeg hviskede det dæmpet i hans øre og skiftede så greb. Og sendte ham over mit hoved, så han ramte den anden side af sengen og faldt videre end på gulvet. Han landede med et grynt på gulvet og blev hvor han var. Attis knækkede sammen af grin og jeg rejste mig op fra sengen og kiggede hen over den, for at kigge på Atlas, der kiggede overrasket op i luften. "Bare fordi du pludselig er i humør til det, betyder det ikke at jeg er din til at tage." Overraskelsen falmede og blev erstattet af et såret udtryk. Han lignede en, der lige var blevet slået tværs over ansigtet, hårdt. Det her var hvad en afvisning fra ens Mage, selv en der ikke var Bundet til en, føltes. Det var lammende og det gjorde fysisk ondt, såvel som mentalt. Havde Atlas fortjent det? Helt sikkert, med den opførelse han lagde for dagen og for arret på min kind. Burde jeg havde gjort det? Nej, det burde jeg ikke. Det havde ikke været et direkte nej, men det var tæt nok på, så smerten var den samme. Og den fortjente han ikke, heller ikke selvom han var et røvhul.