The Moon's daughter

Kapitel 81

---- Alexandria POV ----

Jeg vågnede op og kiggede direkte ind i en nøgen overkrop. En arm lå beskyttende om mig og holdt mig på plads, mens personens krop lå puttet ind til mig. Vedkommende, der kom uanmeldt ind lige nu måtte få et chok, mine forældre ville i hvert fald. Jeg lå puttet ind mod Aries' overkrop, med hans ene arm hvilende hen over mit hoved og Attis puttet ind til mig, men der manglede en i sengen. Jeg huskede svagt at blive løftet ud af gyngestolen i børneværelset, men ikke at trillingerne eller to af dem kravlede i seng med mig. Jeg fjernede forsigtigt Attis' arm og snurrede mig forsigtigt ud af sengen. Første punkt var at komme på toilet og det skulle være nu, andet punkt var at få låst døren ind til mit værelse. Jeg kiggede tilbage mod sengen, efter at have låst døren og kunne konstatere at Aries og Attis havde brugt min plads til at brede sig noget mere. Ikke at jeg kunne falde i søvn lige nu alligevel, for jeg vidste at jeg snart ville blive sulten og måtte en tur ned i køkkenet. Jeg kiggede rundt får at komme på noget at lave og lod mærke til at døren ud til stod åben og en meget velkendt skikkelse stod derude. Jeg skubbede døren mere op og trådte ud til Atlas. "Hvor lang tid har du stået herude?" Han kiggede overrasket op, som om han slet ikke havde hørt mig tøffe rundt inde på værelset. "Hvad laver du oppe? Du har brug for en masse hvile." Han lød en anelse bekymret, men gjorde ikke mine til at reagere yderligere og da så jeg ham først rigtigt i det minimale lys. Han havde et fast greb i gelænderet, havde mørke rander under øjnene og hans hår var mere uglet end det plejer. Et tæppe lå på stolen bag ham og en tom kop stod på bordet, sammen med en kaffekande. "Hvornår sov du sidst?" Spurgte jeg ham bekymret. Han skævede til mig, men svarede ikke. "Atlas." Jeg lagde en hånd på hans arm, men han trak sig omgående væk og det stak. Jeg fortjente det efter min opførelse og alle mine hemmeligheder, men jeg troede oprigtigt vi var videre eller det gjorde jeg faktisk ikke helt. Jeg håbede det var sådan, men vidste godt inderst inde, at det ikke var tilfældet. Han sukkede og kiggede ud på skoven. "Jeg fortjener det ikke." Jeg rynkede brynene. "Fortjener ikke hvad?" Han skævede til mig, men kiggede så ud på skoven et split sekund senere. "Dig... Jeg fortjener ikke dig." Han sendte mig et af sine skæve smil, men det var kun skyggen af det oprigtige smil jeg var vild med. "Du havde ret. Du har hele tiden haft ret. Min kvote af kvindelige partner er skyhøj og jeg behandlede dem alle dårligt. Hvad være var, var hvad jeg gjorde mod Luce og fortsatte med at gøre. Jeg udnyttede det faktum at hun var villig og ignorerede fuldstændigt de følerser jeg godt vidste hun havde for mig. Jeg er grunden til at hendes far forlangte at vi tog hende til Mage. Hvad der holder mig vågen nu er min behandling af dig. Jeg er skyld i arret på din kind, hvis jeg ikke havde mistet kontrollen, var det ikke sket. Jeg var grunden til at du faldt ud over klippen. Havde jeg ikke været et røvhul, så var du ikke taget ud af løbe uden Attis og jeg. Aries mistede næsten livet på grund af mig. Det samme galt dig. Jeg var så optaget af Aries, at jeg valgte at ignorere at du ikke trak vejret normalt. Jeg kunne lugte blodet, men handlede ikke. Story of my life... Når jeg handler, er det, det forkerte jeg gør. Jeg smed dig ned af en fucking trappe og knaldede dig ind i en væg. Det er et mirakel at du ikke mistede barnet." Den sidste del var ikke meget mere end en hvisken og det stak i hjertet. Det hele gjorde og det værste var at jeg havde nydt at pine ham, dem alle tre og jeg gjorde det stadig lidt. Hævnen er måske sød for nogen, men for mig var den bitter. Så forbandet bitter. 

Vi stod i stilhed lidt og jeg vendte mig så mod ham helt. "Jeg var ikke meget bedre. Jeg var arrogant og pinte jer bevidst og uden nogen videre grund, end det faktum I var blevet valgt som mine Mager. Du ville ikke havde mistet kontrollen, hvis jeg ikke havde presset dig og tvunget Attis til at træde imellem os. Og jeg skulle have været opmærksom på mine omgivelser da jeg løb med Aries. Det var mig, der ikke ville sige noget om min vejrtrækning og forsøgte at skjule det. Det var MIN beslutning. Det meste af det du gjorde, var min egen skyld fordi jeg selv nægtede at lade være med at provokere. Jeg kunne ikke lade være med at gøre det og gjorde det bevidst. Jeg ville se hvor langt ud jeg kunne tvinge dig og det var mig, der skabte splid imellem jer tre. Jeg var et lige så stort røvhul, hvis ikke mere, fordi jeg nød det." Jeg tvang ham til at dreje rundt mod mig. "Angående det med Luce, så havde jeg INGEN ret til at sige det og slet ikke sådan som jeg sagde det. Jeg kæmpede for at mine ord skulle gøre mest muligt ondt og være så nedladende som muligt og det lykkes. Jeg ville tage det tilbage hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke ændre min egen forfærdelige opførelse og det samme gælder dig. Jeg ved du ikke gjorde det meste af det med vilje. Og når det kommer til barnet, det min egen skyld også. Havde jeg sagt noget, så ville det ikke været sket. Jeg vidste det selvfølgelig ikke, på det tidspunkt med trappen, men jeg skubbede dig ud over kanten og du mistede kontrollen. Jeg valgte at holde min graviditet hemmelig, så hvad end der skete, så er det min skyld. Jeg valgte at håne dig i stedet for at acceptere dine følelser i alt det her." Han kiggede ud mod skoven igen. "Jeg mente det ikke... Eller det var ikke oprigtigt." Jeg bed hårdt sammen og tvang mig selv til ikke at græde. Jeg vidste det, jeg havde håbet at han et eller andet sted mente at han elskede mig, men jeg vidste at det ikke var sandt og det gjorde ondt at få det smidt i hovedet. "Jeg var ved at rive hovedet af mig selv i forsøg på at vinde dig over og jeg gik ud fra det ville gøre det. Jeg tog fejl, for det gjorde det stik modsatte. Det var ikke oprigtigt da jeg sagde det. Det var ikke fyldestgørende nok, for jeg elsker dig ikke." Av. Tårerne pressede endnu mere på og jeg var sikker på at han kunne mærke mit humør skifte, men han fortsatte i samme neutrale toneleje og gjorde det mens han kiggede ud mod skoven. "Det er mere end det. Det er svært at forklare, for jeg forstår det ikke selv. Eller også vil jeg ikke forstå det. Sikkert det sidste. Jeg vil gøre hvad som helst for dig, lige meget hvad det er og uden spørgsmål. Min Ulv længes så meget efter dig at det gør ondt, ikke at være tæt på dig. Da du forlod vores Flok uden et ord, kunne jeg havde brændt hele lortet ned og flyttet hertil bare lige sådan. Men hvad jeg havde gjort mod dig... Jeg havde ingen ret. Det hele var for meget til at håndtere og jeg havde brug for en udvej. Brug for ikke at tænke på den smerte, fysisk såvel som psykisk som jeg havde påført dig. Jeg ville ikke have en Mage og havde det også sådan da jeg så dig første gang, men din stædige personlighed, der var villig til at tage kampen op imod mig, kom gennem mit panser. Du er og bliver hele min verden. Det er lige meget hvor meget jeg vender og drejer det, så er det bare sådan det er. Jeg både håber og frygter barnet er mit, fordi jeg ødelægger alt hvad jeg rør ved og jeg ville ikke overleve hvis jeg i sidste ende, endte med at skade det. Jeg fortjener hverken dig eller barnet." Smerten i hans stemme var tydelig og det stak så forbandet meget, men jeg forstod ham også. Og hvor var jeg et røvhul. Her havde jeg gået i min egen lille boble og havde haft ondt af mig selv, imens han havde gået og lidt alene. Og gad vide om hans brødre ikke også havde det på samme måde? Jeg havde så meget lyst til at trække ham ind i en tæt omfavnelse og eventuelt kysse ham, men jeg var ret sikker på at han ikke ville værdsatte noget af det, sådan som han havde det lige nu.