The Moon's daughter

Kapitel 17

---- Alexandria POV ----

Stadig med musikken bragene, var jeg faldt i søvn på gulvet ved siden af sengen i går. Så jeg vågnede op helt stiv i kroppen og med en dundrende hovedpine. Jeg rejste mig og begyndte at strække og rette kroppen ud igen, hvilket fik forskellige led til at smælde på plads. Stivheden var stadig i kroppen efterfølgende og jeg skiftede til mit træningstøj. Jeg slukkede musikken og gik ud på badeværelset, hvor jeg stod foran spejlet i mørket i et stykke tid inden jeg tog mig sammen til at tænde lyset. Jeg bed hårdt sammen og trak forsigtigt bandagen af kinden. Fuck, det var slemt. Jeg burde have healet det i går aftes, men i øjeblikket havde jeg ønsket at Atlas skulle se flængen dagen efter. At han skulle se hvad det var han havde gjort. Nu ønskede jeg at jeg havde healet den bare lidt, for sådan som lortet så ud, så ville det blive til et ar. Jeg kunne selvfølgelig heale det nu, men det ville krave noget ekstra styrke fra min Ulv og gøre mig træt, såvel som fjerne effekten af de duft neutraliserende indsprøjtninger. Og uden dem ville jeg være nødt til at blive på mit værelse, mens tiden gik indtil jeg kunne tage den næste indsprøjtning og det gad jeg ikke. Jeg rykkede lidt tættere på spejlet og dubbede forsigtigt flængen. Smerten strålede ud fra såret og jeg bed hårdt sammen. Flængen var ubehagelig dyb og bred, så det ville tage lidt tid før det var healet. Dertil var området omkring flængen rød og hævet og ret så følsom. Utroligt hvad et hjørne på et bord kunne gøre. Jeg kunne også godt droppe at sætte en ny bandage på, medmindre jeg ville ligne en mumie, for den kunne umuligt klæde ordentlig på den omkringliggende hud. Jeg slukkede lyset og gik hen til værelses døren, for at skubbe kommoden væk. Jeg vidste godt at den ikke ville forhindre dem i at komme ind, hvis det var det de ville, men nu hvor der ingen nøgle var til døren, så var kommoden mit bedste alternativ. Jeg stak forsigtigt hovedet ud og kiggede ned mod køkkenet. Min Ulv var følelsesmæssig ustabil, hvilket gjorde at mine følelser også sad uden på tøjet. Jeg ville gerne ud og løbe også hvis det betød at jeg bare løb et par gange rundt om bygningen. Så jeg gik mod hoveddøren, men tøvede med hånden på håndtaget. Jeg havde lovet ikke at gå nogen steder uden dem, men efter i går og min Ulvs tilstand havde jeg ikke lyst til at se dem. "Hvor skal du hen?" Jeg sprang forskrækket op af den pludselig lyd og gispede højlydt. Aries, der havde rejst sig fra sofaen, stoppede sin fremgang og kiggede nervøst på mig. Lidt som om, han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere mig. "Lø...be." Jeg stammede på grund af forskrækkelsen og kæmpede med at få min Ulv rolig igen. "Kan...du?" Jeg vinkede af mig selv med rystende bevægelser. Aries gik forsigtigt hen til mig og hans duft begyndte at emme fra ham. Langsomt, begyndte min Ulv at falde til ro, på grund af hans duft og selvom jeg ikke ville indrømme det, så kunne jeg godt lide effekten hans duft havde på mig. Og lugten, som mindede om duften, der var umildbart efter et regnskyl. Han-ulve havde det med altid at dufte af en træsort eller et naturfænomen, som regnskyl. Hvor Hun-ulve for det meste duftede af blomster eller frugter. Selv ved duft, fik de dem, der var stærke i sig selv. Jeg tvang mig selv til at fokusere tilbage på mine omgivelser og det var altid noget at Aries lige nu opfattede hvad jeg mente, uden at jeg behøvede at uddybe. For jeg kom virkelig ikke til at sige det højt. Jeg lukkede øjnene og lod duften rulle ind over mig. Lige meget hvor lidt jeg ønsker at have en Mage, så måtte jeg erkende at Aries gav mig følelsen af tryghed og at være hjemme. Efter Attis save i går, så er han også kommet ind under huden på mig. Begges handlinger fortæller mig tydeligt hvad for nogle personer de er og det går rent ind. Atlas derimod, kan rende mig et vidst sted.

Efter et stykke tid tager Aries forsigtigt fat om min hage og drejer mit hoved op. Jeg åbner langsomt øjnene og fanger hans blik. "Undskyld." Jeg rynker undrende brynene ad hans kommentar. "Det var ikke din skyld." Han ryster langsomt på hovedet. "Og så alligevel. Han er min bror og jeg burde have vidst hvad han ville gøre." Jeg flytter langsomt mit hoved væk fra hans hånd og han giver uden videre slip. "Jeg tvivler på at du kunne have forudset det her. Og desuden, så var du ikke til stede." Jeg peger mod mit ansigt og han skærer ansigt. En tristhed er tydelig at se i hans øjne, selvom han laver sådan et udtryk. "Jeg trænger til at komme ud og bevæge mig, vil du med?" Jeg har ikke lyst til at snakke om det, så jeg skifter emne og han ser ikke ud til at have noget imod det. Han sender mig et lille smil og laver så en fejlene bevægelse mod døren. "Efter dig." Han er stadig alvorlig, men går da med ud ad døren. Jeg lunter mod skoven og han følger uden problemer med, iført støvler og cargobukser. Tja, jeg gav ham ikke rigtig mulighed for at skifte til træningstøj, men han ser heller ikke ud til at vil klage over det. Da vi når udkanten af skoven, fanger jeg hans blik. "Lad os se hvor hurtigt sådan en Alfa søn virkelig er." Med det sætter jeg i fuld spurt og farer gennem skoven. Det kommer bag på Aries og han sakker bagud et sekund, men er så ved min side kort tid efter. Jeg trækker lidt mere på min Ulvs kræfter og sætter farten op. Aries følger trop og vi farer gennem skoven som slørede glimt, mens vi væver rundt om træer. Vi rør nærmest ikke jorden, så hurtigt bevæger vi os og midt i det hele fanger Aries mit blik. Han sender mig et skævt smil og jeg sætter farten endnu op, mens jeg kigger fremad igen. Hvis jeg ville kunne jeg sagtens løbe fra ham, men det er ikke hvad det her handler om. Ud af øjenkrogen ser jeg ham lægge hovedet på skrå, med sammenknebet øjne og rynket bryn. Jeg drejer hovedet og kigger undrende på ham, men sætter ikke farten ned. Han sparer øjnene op, men det er for sent, for jeg er løbet direkte ud over kanten, jeg ikke vidste var der.

En krop kolliderer med min og trækker mig ind til sig, men det stopper ikke faldet. Jeg kan mærke hvordan vi rammer det ene bump efter det andet, mens vi ruller rundt i luften og rammer derved jorden forskellige steder med vores kroppe. Vi rammer hårdt jorden for foden af klippen og jeg ruller ud af Aries greb og videre ind i et træ. Luften bliver slået ud af mig og det sorterne for øjnene. Jeg bliver hvor jeg er mens jeg kæmper for ikke at besvime. "Aries?" Min stemme er spag og knap nok hørlig, så jeg er ikke overrasket over at han ikke svarer. Jeg ormer mig op at sidde og kigger i hans retning. Han ligger halvt på siden og med lukkede øjne. Hans brystkasse bevæger sig ikke umildbart og panikken vælder op i mig. "Aries!" Jeg kommer halvt op at stå, blot for at falde ned igen, men jeg kæmper mig fortsat over mod ham. Jeg skubber ham om på ryggen og lægger hovedet mod hans brystkasse. Hans hjerte slår uregelmæssigt, som er det på overarbejde. Med panikken uden på tøjet, læner jeg mig ind over hans hoved og tager min ene hånd op for at se om jeg kan mærke hans ånde mod den. Jeg holder vejret og puster så ud, da jeg endelig mærker hans ånde. Den pludselig bevægelse sender et jag af smerte gennem min krop og det begynder at flimre for mine øjne igen, men jeg havde ikke tid til at tjekke mig selv. Jeg tager fat i hans trøje og river den op. Hans overkrop er nærmest ikke andet end mørke mærker. Shit, jeg må have været besvimet efter jeg ramte træet, uden at jeg opdagede det, for det tager tid få mærkerne at blive så markante i deres farve. Jeg trykker forsigtigt ned forskellige steder på hans brystkasse og kan mærke hvordan ribbenene, giver sig en smule. Ikke godt. Hans vejrtrækning begynder at komme i små stod og begynder så at ralle. Panikken er på sit højeste og han har ikke lang tid igen. Jeg har ikke taget min egen mobil med, ikke at det ville hjælpe for jeg har alligevel ikke nogen af numrene til Flokkens medlemmer. Med følelsen af at være på lånt tid roder jeg hans lommer igennem, men de er tomme. Pis. Jeg kigger på klippen vi er faldt ned af og bider mig i underlæben. Jeg får ham aldrig op af den og jeg kan ikke gå fra ham, ikke sådan som hans tilstand er. Jeg lukker øjnene et øjeblik, for der er kun en mulighed tilbage, men jeg er ikke videre begejstret for den. Med et stramt drag om munden sætter jeg, mig overskrævs på hans hofter og kalder min Ulv en smule frem. Jeg glider tungen over min Ulvs tænderne og læner mig så ned mod ham, mens jeg løfter hans overkrop en smule op. Min egen stilling gør ondt, men det er bare ærgerligt lige nu. Jeg bider hårdt ned i hans skulderblad. Det her havde bare at virke hurtigt.