The Moon's daughter

Kapitel 82

---- Alexandria POV ----

Vi stod i stilhed igen, ham der kiggede ud over skoven og jeg der bare stirrede på ham. Jeg ville så gerne sige noget, men jeg vidste ikke hvad, for hvad fanden siger man lige til det? Han følte sig ikke værdig til at være i min nærhed på grund af det vi havde udsat hinanden for. En stærk smerte bølge ramte mig pludselig og jeg peb ved den pludselig smerte. En bølge af kvalme fulgte med smerten og omgivelserne begyndte at snurre. Atlas slap omgående gelænderet og greb fat i mig for støtte mig. Døren, jeg ikke have lagt mærke til var lukket i igen, blev revet op og Aries og Attis væltede ud til os. Atlas rakte mig til dem og de tog over uden et ord. Jeg blev hjulpet indenfor og det stak i hjertet at se Atlas, bare se til i stedet for at hjælpe, ikke at de kunne være tre til det, men stadig. Attis gav slip på mig og løb over til sengen og skubbede puderne og dynen op ad væggen, hvor Aries så hjælp mig ned at sidde. De kiggede begge op på Atlas og nikkede, hvorefter han forsvandt ud af værelset. De måtte have Mind-linket hinanden, i stedet for at snakke højt. Kvalmen lagde sig langsomt og smerten fortrak sig en smule og jeg kunne trække vejret normalt igen. Omgivelserne snurrede stadig lidt, men det forsvandt stille og roligt. "Jeg skulle være gået ned i køkkenet." De rynkede brynene uforstående ad mig. "Jeg skal bare have noget at spise." De sukkede begge to lettet og Attis' øjne blev så blanke, da han Mind-linkede en, højst sandsynligt Atlas, da de ikke kunne Mind-linke andre her i Flokken. Jeg rettede mig lidt op i puderne og ventede på at Attis blev færdig, før jeg skiftevis kiggede på dem. "Vidste i det med Atlas? Hvad der optager hans tanker for tiden?" De skævede til hinanden, men sagde ellers ikke noget. "Seriøst? Hvad blev der af at snakke om tingene?" Den sidste del var mere end snerren end noget andet og de rørte uroligt på sig. Det var ikke fair, for jeg var ikke bedre selv når det kom til at snakke om tingene, men det her måtte seriøst stoppe. Vi kom ingen steder hvis vi blev ved med at fortie tingene. Attis kørte en hånd gennem sit hår og Aries tog fat om sin skulder, den præcis samme som jeg havde bidt ned i, i sin tid. Selv herfra kunne jeg se den svage aftegning af mine tænder. Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til de mærker på noget tidspunkt siden jeg havde givet ham dem. Så sukkede de. "Ja, vi vidste det godt. Vores Bånd er stærkt nok til at vi kan fornemme det, men han vil ikke snakke om det." Jeg blinkede et par gange, overrasket over tilståelsen. Jeg havde håbet at de vidste det, men havde faktisk ikke regnet med det, fordi Atlas var som han var. "Og hvad med jer? Har I det også sådan?" De kiggede bare ned på mig og jeg kunne halvt aflæse sandheden i deres øjne. Et svar der var både og. Og som stak. Men jeg blev distraheret om den del med Båndet imellem dem, som var interessant. Meget interessant faktisk. Båndet mellem tvillinger eller trillinger var altid stærkere end det mellem søskende, der ikke havde delt livmoder, men jeg havde på fornemmelsen det her var noget andet. "Har det altid været sådan? Sådan med Båndet?" Deres sindsstemning var vigtigere end det med Båndet, men jeg kunne ikke slippe den tankegang min hjerne var røget ud ad. Attis rystede på hovedet. "Båndet har udviklet sig på det sidste, hvorfor eller hvornår det skete er vi ikke sikre på." Han skævede kort til Aries, der trak halvt på den ene skulder. Atlas kom tilbage i netop det sekund med en bakke fyldt med mad og satte den ned på sengen. Han kiggede skiftevis på os, men ingen af os sagde noget og jeg gav mig til at spise.

Jeg kunne ikke tænkte på andet end hvad de havde fortalt mig om Båndet imellem dem og jeg var ret sikker på jeg vidste hvad det var galt med Atlas. Eller noget ad det. Det her var min skyld også selvom jeg ikke vidste at det ville ske. Der var stadig en del jeg ikke vidste om mit eget Bånd til Juno, men det her havde helt sikkert noget at gøre med den forbindelse. Jeg vidste ikke engang hvor stærk jeg faktisk var og hvad grænsen på mine ekstra kræfter var. Jeg havde aldrig stødt på, ikke at kunne gøre det jeg ville med dem, så det var ikke til at sige om der overhovedet var nogen begrænsninger for hvad jeg kunne. Da jeg havde spist og var sikker på at jeg ikke ville dejse om når jeg rejste mig, kom jeg langsomt på bene med Attis' og Aries hjælp. Atlas stod i baggrunden og hans øjne udstrålede tydeligt hans indre kamp. Jeg nikkede taknemligt til Attis og Aries inden jeg tøffede over til Atlas. Uden et ord greb jeg fat i sømmen på hans trøje og begyndte at trække den overhovedet på ham. Han lod mig gøre det uden et ord, men det misbilligende blik i hans øjne, fortalte tydeligt at han ikke var med på ideen. "Hvad laver du?" Atlas' stemme var neutral da han endelig sagde noget, men jeg rystede bare på hovedet, placerede en hånd på hans brystkasse og bakkede ham baglæns. Hans hæle ramte sækkestolen og jeg skubbede ham ned i den og så støvet flyve ud af den. Jeg burde skifte begge sækkestole ud. "Alex?" Aries' stemme havde et hint af nervøsitet, men der var også en advarsel skjult i den. Jeg kiggede over skulderen og så ham og Attis stå bag mig. Jeg rystede på hovedet og kiggede så tilbage på Atlas, hvis hænder var knuget mod hans side og den indre kamp i hans øjne var endnu tydeligere end før. "Stoler du på mig?" Jeg lagde hovedet en smule på skrå inden jeg sagde det og han kiggede forbi mig, hen på sine brødre, inden han kiggede op på mig. "Ja." Hans stemme rystede og jeg var næsten ked af, det jeg skulle til at gøre, hvis det ikke var fordi jeg vidste det ville hjælpe. Jeg lænede mig frem mod hans overkrop og bøjede hovedet ned til hans skulder. Han greb fat i mine håndled og klemte til, med sådan en styrke at det gjorde ondt. Jeg gispede mod hans hud og han strammede grebet. I stedet for at stoppe og trække mig væk som jeg havde lyst til, bed jeg ned i hans skulder med min Ulvs tænder. Et stød gik igennem ham og han slappede langsomt af. Hans greb om mine håndled forsvandt, lagde sig om mine hofter i stedet og trak mig op på hans skød. Med den nye stilling kunne jeg komme bedre til og bed hårdere ned i hans hud. Han gispede med den forøget styrke og begæret skød gennem min krop, hvilket fik mig til at lade mine hænder glide op over hans overkrop. Hele vejen op til de nåede skulderne og jeg lod så den venstre arm glide om hans nakke, hvor jeg viklede fingeren ind i hans hår. Hans krop blev vækket til live under mig og han knurrede dybt. Så mærkede jeg et pop i brødrenes fælles Bånd, som jeg var en del af fordi jeg bed ned i stedet man Mærkede sin Mage. Jeg gav slip på ham og væltede baglæns ned fra ham. Heldigvis greb Aries og Attis mig, inden jeg landede på røven. De kiggede overrasket fra Atlas til mig og så tilbage på ham igen. Den indre kamp, der var afspejlet i Atlas blik var væk og hans sorte øjne klæbede til min krop. Hans ophidselse tydelig og det fik mig til at smile. Ja jeg var en perv og en gravid en af slagsen, men jeg kunne ikke ændre på hvordan de fik min krop til at reagere. Jeg var dog ikke færdig, for jeg manglede en. Jeg vendte mig mod Attis, tog fat i sømmen på hans trøje, som han havde taget på, på et eller andet tidspunkt efter jeg forlod sengen første gang og trak den over hans hoved. Så bakkede jeg ham baglæns til han faldt ned på sengen og kravlede op over ham. Han satte sig op med begæret lysende ud fra hans øjne, men det måtte vente. Jeg satte mig overskrævs på ham og bed ned i hans skulder, præcis som jeg havde gjort ved Atlas. Jeg behøvede dog ikke holde bidet lige så længe hos ham, så da jeg var sikker på at bidet havde gjort hvad det skulle, gav jeg slip på hans skulder og kyssede ham i stedet. Vores læber havde stort set kun lige ramt hinanden, da hans brødre joinede ind. Det var begrænset hvad vi kunne med min højgravide mave, men fuck hvor havde jeg savnet dem. Så jeg tog glædeligt hvad jeg kunne få.