The Moon's daughter

Kapitel 86

---- Alexandria POV ----

Vi endte med at gentage vores tøseaften, den vi havde tilbage ved trillingers Flok. Der var dog nogle enkelte ting der var ændret. For det første så var det denne gang min Flok, der var afsted og alle Flokkens 'unge' medlemmer havde indtaget en af byens mest populære klubber. Der var styrke i numre, hvilket var derfor de også var her og så havde vi klubben for os selv, eller personalet var her også, men ellers var det kun min Flok. For det andet så fejrede vi min graviditet på bedste Jordan og Sydney maner, med drinks til alle andre end mig. Og for det tredje forsøgte jeg ikke at provokere en reaktion fra trillingerne. Jeg havde en lang mørkeblå maxikjole på, der havde rigeligt plads til min højgravide mave og et par sorte ballerina på, fordi jeg ikke magtede at spankulere rundt i et par højhælede sko. Den fjerde grund til at det hele var anderledes var at vi var i gang med at lære hinanden lidt bedre at kende ved, at lege 'Never have I ever'. Lege hvor jeg var den eneste der ikke indtog alkohol som straf, hvilket var heldigt, fordi jeg drak på de fleste, opstillede situationer. Jordan og Sydney kendte mig for godt og fyrede det ene groteske spørgsmål afsted efter det andet. Trillingerne havde forsøgt at overtale mig til at blive hjemme, men jeg havde nægtet. Jeg havde dog lovet at sidde ned det meste af tiden og kun rejse mig hvis jeg skulle på toilettet. De havde heller ikke været til tilfredse med ikke at vide hvad køn babyen var, da de havde hørt Sarah spørge om hvorvidt jeg stadig ikke ville vide noget om det, men de havde accepteret mit valg. Grunden var at jeg virkelig gerne ville overraskes og jeg stod ved det valg. Sarah havde dog også forklaret at grunden til at jeg ikke følte jeg kunne få luft, var en blanding af angst og frygt for barnets velbefindende efter mit styrt, hvilket var ganske normalt. Og at alt var som det skulle være med den lille. Efter den her aften, så stod den på afslapning, afslapning og lidt mere afslapning, for jeg havde tænkt mig at følge min læges råd. Trillingerne sad forholdsvis tæt på mig og rejste sig alle tre når jeg skulle på toilet, for at følge mig derud. Og tilbage til min stol. Jeg skulle også bruge lidt hjælp til at komme op og ned ad den høje barstol og de var mere end villige til at hjælpe. Hvilket fik mig til at indse at jeg betød lige så meget for dem, som de betød for mig og min skræk for at sige mine følelser højt var noget bullshit. Og at de var lige så bekymret for barnets tilstand som jeg var, selvom Sarah havde forsikret os alle at alt var i orden. Bekymring var dog stadig at spore i deres øjne og jeg var sikker på at man også kunne se det på mig. Jep den stod virkelig kun på afslapning efter i aften. Ingen af os havde nerver til at se mig tonse rundt, som jeg havde gjort indtil nu. Jeg havde slet ikke rigtigt taget hensyn til at jeg var gravid og det kom til at stoppe nu. Også selvom det først var her på falderebet.

Teanna havde joined Jordan, Sydney, deres Mager, trillingerne og jeg ved vores bord og var lige så god som Jordan og Sydney, til at hive opstillede situationer op, jeg havde gjort og dermed var nødt til at drikke på. Det viste sig dog også at Teanna havde lavet en del lort også og det samme galt trillingerne. Vi var alle nogle være rødder og hver gang der kom en situation op, der havde noget med sex at gøre, skævede Atlas altid til mig, inden han drak. Han kunne dog være helt rolig, for jeg var ikke den mindste jaloux, det var han dog og hans brødre når jeg drak på de selv samme spørgsmål. Caelum og jeg havde ikke holdt igen og ligesom jeg ikke spurgte ind til deres sexliv, så spurgte de ikke ind til mit. Teanna rystede på hovedet. "Hold da kæft. Hvem skulle tro at lille miss perfekt over here, gjorde den slags?" Hun fløjtede dæmpet af det faktum, at jeg lige havde drukket på at have flashed en fremmed. En ting som Jordan og Sydney, havde været de eneste der vidste indtil nu. Det havde dog været en lettere fuld Sydney, der havde bragt den situation på banen og hun havde grinet smørret da jeg greb om glasset. Jeg trak bare på skuldrene. "Miss perfect var et Wild Child." Det fik Jordan og Sydney til at grine. "Ja klart." Jordan rømmede sig og løftede sit glas op, klar til at komme med den næste situation. "Never have I ever taget del i en firkant." Hun hævede det ene øjenbryn af mig og jeg rystede på hovedet, da jeg tømte mit glas. Trillingerne gjorde det samme, ikke at jeg var i tvivl om den her. Jeg havde trods alt været en del af den firkant. "Never have I ever blevet opdaget med tre nøgne fyre på mit værelse." Sydney kiggede på mig hen over sit glas og jeg rullede med øjnene inden jeg tømte glasset jeg lige havde fyldt. Jeg blev dog overrasket over at Teanna tømte sit også og hun trak på skuldrene, da hun så jeg kiggede på hende. "Tre partner på en aften og ikke én firkant. De var tilfældigvis bare alle i rummet, da nogen valgte at dugge uanmeldt op." Hun sendte mig et skævt smil og fyldte sit glas igen. 

Efter Never have I ever, gik vi over til sandhed og konsekvens, bare uden sandheds delen og det udviklede sig hurtigt til noget mere skandaløst end den første leg. Hvilket jeg hurtigt meldte mig ud af, ligesom trillingerne og de andre fyre, og så til fra sidelinjen, eller mere præcist min stol ved bordet, mens Jordan, Sydney og Teanna udfordrede hinanden til den ene ting efter den anden. Jeg rystede på hovedet, men kunne ikke skjule det smil, der bredte sig over mine læber. "Kan vi snakke?" Jeg fjernede blikket fra tøserne og kiggede op på Atlas, der stod helt tæt på mig. Jeg havde slet ikke set ham forlade sin egen stol. Han holdt en hånd frem mod mig og jeg tog den. Han holdt godt fast, mens jeg lod mig selv glide ned fra den høje barstol. Med den ene hånd i min og den anden hånd, nederst på min ryg styrede han mig gennem mængden af dansende kroppe og med udenfor. Her tog han sin jakke af og lagde den om mine skuldre. Han trak mig så tættere ind til sig og begyndte at svaje til musikken, vi lige akkurat kunne høre gennem døren. Han kiggede lige frem for sig og rømmede sig et par gange. "Hvad jeg fortalte dig tidligere. Omkring ikke at føle sig værdig." Han stoppede og kiggede ned på mig. "Sådan har du det stadig?" Han nikkede og kiggede så op igen. "Det er måske ikke en lige så stor følelsesmæssig vægt bag, men følelsen er der stadig." Vi drejede rundt et par gange uden at nogen af os sagde noget. "Hvad hvis jeg sagde, at jeg ville stoppe jeres kurmageri fordi jeg allerede havde besluttet mig?" Jeg stirrede direkte ind i hans adamsæble og blev ved med det selv da han stoppede med, at svaje til musikken og tog et skridt baglæns fra mig. Han holdt dog stadig fast i min hånd, måske fordi jeg ikke ville give slip, måske ikke. "Og det er?" Der var en let skælven i hans stemme og nervøsiteten var tydelig. "Det samme som det hele tiden har været. Jeg har bare ikke villet sige det højt før nu." Jeg hviskede den sidste del, jeg var stadig lidt usikker på hvorvidt jeg skulle sige det eller ej. Ikke fordi jeg var usikker på om de følte det samme, men om nu var det rigtige tidspunkt at gøre det på. Han tog endnu et skridt baglæns og denne gang forlod hans hånd min. Jeg kiggede op for at sige, det jeg var nødt til at sige og luften blev slået ud af mig, på grund af hans blik. Han så så knust ud, at det skar i hjertet og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg kunne ikke flytte mig ud af stedet over den rå smerte i hans øjne og hvad jeg ville have sagt blev siddende som en klump i halsen. Med et snurrede han rundt og hastede ned gennem gyden. Og jeg indså min fejl. Hvor dum kan man være? Jeg havde hele tiden givet udtryk for at jeg ikke ville have dem og det var det han fik ud af mit tidligere svar. Jeg satte i løb ned gennem gyden efter ham, men jeg var ikke længere lige så hurtigt som jeg plejede og kunne ikke løbe lige så langt. "ATLAS!" Min stemme rungede gennem gydens murstensvægge og selvom jeg vidste at han hørte det, så fortsatte han bare med at gå væk fra mig. Med en hånd hvilende på låget af en affaldscontainer så jeg ham blive mindre og mindre. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, mens han forsvandt ud af syne og jeg følte mig lige så knust som Atlas havde set ud. Ude af stand til længere at holde mig oppe faldt jeg ned på mine knæ og hyklede for fulde hammer. I det samme blev en klud holdt op foran mit ansigt og den forfærdelige lugt af kloroform fyldte mine lunger. Jeg panikkede og ville slå ud efter vedkommende, men jeg var for oprørt til at gøre modstand og før jeg vidste af det blev alt sort.