The Moon's daughter

Kapitel 6

---- Alexandria POV ----

Jeg havde siddet i vinduespartiet i et stykke tid og pillet fraværende ved vedhænget på min halskæde, da trillingerne duggede op udenfor. Hytten var hævet et godt stykke over jorden, så jeg sad og så ned på dem, mens de bevægede sig rundt under mig. Den ene af dem havde en trillebør med sig og stillede den ved siden af træstubben med øksen. En af de andre gik over til bjerget af træ og begyndte at trække brænde ud. Den tredje samlede det brænde op og kastede det over mod træstubben med øksen. Den første gav sig så til at hugge brænde stykkerne i mindre stykker og så smide dem op i trillebøren. Det var tydeligt at de var stoppet med at snakke, så snart de var gået i gang med at arbejde og selv herfra kunne jeg mærke den dårlige stemning imellem dem. Det var også tydeligt, at de havde gjort det her før og at de arbejde som en velsmurt maskine sammen. Og stadig kunne gøre det, selvom de muligvis var sure på hinanden. Efter de havde arbejdet et stykke tid, alt sammen i mens jeg havde siddet og studeret dem, klistrede deres trøjer til deres overkroppe og de træk dem alle tre af og puttede dem i en af deres bukselommer. De måtte have taget vesten af før de var kommet til syne her, for jeg kunne ikke se dem nogle steder og havde faktisk ikke lagt mærke til at de manglede før lige nu. Jeg blinkede et par gange, mens jeg tog det nye syn til mig og flyttede uroligt på mig. Shit de fyre var rippet. Vi snakker six-pack og tonede muskler, der rigtig spillede mens de arbejdede og klistrede på grund af sved. Det var ikke et helt dårligt syn og jeg smilede fjoget mens mine øjne fulgte deres mindste bevægelser. Min kropstemperatur steg et par grader og jeg flyttede uroligt på mig igen. Da min Ulv begyndte at rumstere og hyle i mit hoved kort tid efter, blev jeg enig med mig selv om, at jeg burde slæbe mig selv væk fra vinduet inden de fik øje på mig og inden jeg gjorde noget jeg ville fortryde.

Jeg smagte på indholdet af gryden og hældte så noget mere salt i. Jeg havde været nødt til at give mig selv noget af lave, for at være sikker på at jeg ikke gik tilbage til vinduet for at kigge på dem. Og da jeg var begyndt at være sulten, gav jeg mig til at lave mad. Ikke at de havde særlig meget i køleskabet, til at lave noget fancy, så det måtte blive til en improviseret gryderet af en art. Jeg tjekkede tiden på min mobil og lagde den så tilbage på køkkenbordet. Jeg rodede rundt i skabene igen, for at finde skåle og en brødkurv. Jeg fandt skålene med et samme og trak fire ud, bare for en god ordens skyld og stille mig så på tær for at se om jeg kunne nå brødkurven, der selvfølgelig stod på den øverste hylde i det skab. Jeg kunne lige præcis ikke nå og overvejede at kravle op på bordet, da en krop lænede sig ind mod min ryg og rakte op for at tage stakken med kurvene ned til mig. Jeg stivnede og min højre hånd fløj automatisk op og lagde sig mod den venstre skulder. Panikken rørte på sig og jeg kæmpede for ikke at give vedkommende en albue i siden. Kroppen flyttede sig væk og jeg trak vejret tungt ind før jeg drejede om mod vedkommende. Jeg satte musikken på pause, skubbede høretelefonerne ned og rakte ud efter kurvene. "Du burde ikke have dem der på, for det er alt for nemt at snige sig ind på dig." Jeg stillede kurvene på bordpladen ved siden af brættet og vendte jeg mig rundt for at åbne oven og tage flutesene ud. "I burde ikke have så høje skabe, at man ikke kan nå tingene." Ud af øjenkrogen kunne jeg se ham trække på smilebåndet og til mit held havde han heldigvis taget sin trøje på igen. Han sagde ikke noget, men så bare til mens jeg skar flutesene i gennem og puttede dem i to af kurvene. Ovnen, der stadig stod åben, lukkede jeg halvt i med min fod før jeg gik mod spisebordet med hænderne fyldt med kurvene og skålene. Jeg delte tingene ud mens hoveddøren blev åbnet og de to andre brødre kom ind. De kom begge hen mod bordet med det samme og ham, der havde stået i køkkenet, løftede gryden op og kom også hen til bordet til mig. Selvfølgelig duggede de op, når maden var færdig.

Stilheden var totalt og blev kun afbrudt af vores skeer, der ramte skålene en gang i mellem. Anspændtheden og noget andet, jeg ikke helt kunne sætte en finger på, var tyk og lige til at skære i. Jeg var virkelig ikke vant til noget lig det her og jeg følte mig lettere akavet af en eller anden grund. Og selvom jeg var sulten, rodede jeg mest bare rundt i skålens indhold, for stemning fjernede lige så stille min appetit. Brødrene derimod tog den ene mundfuld efter den anden og fyldte stilheden ud med deres larm, som egentlig ikke var larm. Det lød bare vildt højt fordi der ikke var noget til at skjule den og fordi jeg irriterende nok ikke kunne fokusere på andet. "Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor du har brug for personlig beskyttelse og ikke kan nøjes med den ekstra beskyttelse vi sender ned til jer?" Ham jeg gik ud fra var ældst og som kiggede på mig med et blik, der kunne dræbe, var den der brød stilheden, med sin nedladende tone. Jeg skævede op på ham og lagde skeen fra mig. Han irriterede mig virkelig og det virkede som om han gjorde det bevidst. "Lad mig stille dig et spørgsmål i stedet... Hvor meget ved i om overfaldende?" Hans brødre stoppede med at spise og kiggede på mig. Den ældste kneb øjnene sammen og bed sin kæbe hårdt sammen. "Ikke andet end at en masse Hun-ulve er blevet overfaldet i forskellige Flokke og et par stykker er forsvundet." Ham, der sad til højre for mig, trak en smule på skuldrene. Det var ham, der havde hjulpet mig i køkkenet. "Med andre ord, så ved i ikke en skid om dem." Jeg kiggede skiftevis på dem og rettede mig så op på stolen. Jeg var ufattelig irritabel lige nu fordi ham jeg gik ud fra var ældst behandlede mig sådan, uden nogen grund. "Han-ulvene kommer til Flokkene i ly af mørket og overfalder Hun-ulvene, men det er ikke 'normale' overfald..." "Den del er vi med på." Afbrød den ældste, mens han fulgte det om med at knurre irriteret af mig og det pissede mig bare endnu mere af. "Overfaldene er mere af den seksuelle slags." Jeg kiggede trodsigt tilbage på ham og kunne se hvordan brikkerne faldt på plads hos dem. "Er du blevet voldtaget?" Ham til venstre sparrede overrasket øjnene op, mens ham til højre knurrede lavt. Jeg rystede på hovedet, men holdt den ældstes blik fast. "Nej, jeg var en af de heldige, så at sige." Den ældste lænede sig tilbage i stolen og slog så ud mod mig. "Hvorfor skulle du så være sengeliggende i 2 uger." Hånen i hans stemme ramte de helt rigtige knapper og min højre hånd skød automatisk op mod min venstre skulder, men jeg stoppede mig selv inden den nåede helt derop, men de havde stadig fanget bevægelsen. "Det gjorde du også tidligere." Ham, der havde hjulpet mig i køkkenet, kiggede undrende på mig. "Jeg var heldig fordi jeg ikke blev voldtaget, men jeg slap ikke for nogle 'souvenirs' fra overfaldet." Min stemme afspejlede tydeligt min irritation, men det virkede ikke som om de fangede det. Den ældstes dræberblik, blev til et hånligt et. "Så en smule skrammer satte Alfa datteren ud af spil?" Jeg knyttede hænderne og kunne se hvordan hans brødre kiggede over på ham, som om de ville sige noget, men de gjorde det ikke. "Jeg vil ikke mene at få min hud revet op, kan klassificeres som skrammer." Jeg bed hårdt sammen, men åbnede og lukkede stadig hænderne. Det var ikke deres skyld at de ikke var informeret og mine forældre havde sikkert ikke videregivet grunden til min lange sengeliggende periode. Men de behøvede stadig ikke at opføre sig sådan her. Brødrene på hver side af mig kiggede på mig, som om de håbede de kunne se gennem min kjole. Den ældste kiggede i midlertidigt mistroisk på mig. "Så du vil bilde mig ind at du overlevede et angreb fra en Han-ulv, der var halvt skiftet til sin Ulveform, for ellers ville han ikke have været i stand til at 'rive din hud op'." Han lavede tydeligvis sjov med mig og jeg havde fået nok. Jeg satte hænderne i bordet og skubbede mig op at stå. "Jeg er ligeglad med om du tror mig eller ej, men der er ingen grund til at nedgøre mig." Med det drejede jeg om på hælen og hastede ud af spisestuen, på vej mod mit værelse, inden jeg gjorde noget jeg ikke skulle gøre. Jeg lukkede døren en smule hårdere end nødvendigt, men ikke lige så hårdt som jeg havde lyst til. Skubbede kommoden ind foran den og satte mig på gulvet ved siden af sengen, længst væk fra døren. Jeg var så rasende at tårne pressede sig på. Og bare for at gøre det lidt værre så flashede minderne fra overfaldet gennem mit hoved. Jeg tog høretelefonerne på igen, skruede ekstra højt op for musikken da jeg tændte den og forsøgte at drukne mine minder og følelserne de fremkaldte. Jeg hadede virkelig det her.