The Moon's daughter

Kapitel 54

---- Attis POV ----

Aries havde været i bad og skiftet det ødelagte tøj ud med noget nyt. Atlas havde imens siddet stille på sin seng, præcis som vi havde fundet ham tidligere, da han havde været i fuld gang med at lægge bandager, som han stadig havde på, selvom skaderne burde være healet nu. Apropos healing, så havde Aries været healet efter lyset fra Alex forsvandt. Jeg var stadig ikke helt med på hvad der var sket. Hendes veninder havde godt nok fortalt os deres version af det der var sket, men jeg var ikke sikker på at jeg troede på dem og jeg kunne ikke selv komme med en forklaring. Mit hjerte var nær hoppet ud af min brystkasse da Alex sprang ind foran Aries. Shit jeg havde gruet for hende, uden grund viste det sig, for hun var kommet ud uden én eneste skræmme. Den tøs var sgu badass. "Du vidste det. Du fucking vidste det og sagde ikke en skid til os. Vi er dine brødre for fuck sake!" Aries' vrede stemme bragte mig tilbage til rummet. Aries kastede håndklædet han havde brugt til at tørre sit hår med efter Atlas, der greb det med den ene hånd og smed det på gulvet. Atlas kiggede ikke op eller sagde noget, han havde faktisk været mærkelig stille siden vi var kommet tilbage til hytten og en bange anelse væltede ind over mig. Atlas var aldrig stille. Sidste gang han havde været så stille, var da vores mor døde. Jeg sprang op og løb ud af rummet. "Hvad laver du?" Aries kaldte efter mig, men jeg løb direkte hen til sofaen og fandt ikke andet end et tæppe. Jeg hørte dem komme ud af rummet, men jeg fortsatte op og ind på Alex' værelse. Hendes ting var væk. Eller det vil sige at hun havde efterladt sin halskæde, som hun aldrig tog af midt på sengen, hvor den var fuldt synlig. Jeg samlede den forsigtigt op med rystende hænder og satte mig på sengen. Hun var væk. Ikke bare ovre i Flokhuset, men rigtig fucking væk og det var halskæden beviset på. Aries kom til syne i døråbningen og Atlas stod lænet op ad væggen bag ham med et dødt blik. "Du vidste det... Hvad fanden har du gjort!?" Jeg rejste mig fra sengen, med halskæden i den ene hånd og Aries snurrede rundt mod Atlas med en snerren. Aries knyttede hånden og knaldede den ind i væggen, lige ved siden af Atlas' hoved. Han havde ikke engang forsøgt at flytte sig, som om han havde håbet at Aries ville slå ham. "Jeg regnede med at hun ville flytte over til Flokhuset. Ikke det her." Atlas' stemme var knap nok hørlig. "Men du vidste at hun ville væk." Aries knyttede hænderne endnu en gang og kæmpede for ikke at slå ud efter Atlas igen, så meget at han rystede af anstrengelserne. "Hun sagde at hun var træt. Træt af dramaet og bare ville væk. Jeg vidste ikke hun mente helt væk." Hans stemme var så spinkel at den knap nok var hørlig. Jeg lod mig glide ned af dørkarmen til min røv ramte gulvet. "Fortæl. Jeg vil høre det HELE." Jeg nedstirrede Atlas og efter et øjebliks tøven og en knurren fra Aries gik han i gang.

"Hvordan fanden kunne du lade hende være alene efter det? Hvorfor fanden sagde du ikke noget eller Mind-linkede os med det samme?" Aries' vrede var falmet en smule, men jeg vidste at det var fordi han ligesom mig var nødt til at høre det hele og nu hvor vi havde så var vreden på vej tilbage for fuld hammer. "Jeg troede jeg havde mere tid. Mere tid til at redde trådende ud. Mere tid til fikse det hele." Jeg gryntede. "Det er det, der er problemet. Du tror altid der er mere tid til at fikse problemerne og venter i stedet for at tackle dem med det samme. Og du vil altid gøre det alene. Alex kendte for fuck sake til aftalen mellem Roz og vores far, før vi gjorde! Du burde have fortalt os det hele fra start og så ville hun stadig være her." Rasede Aries, mens jeg lod tumlefingeren glide hen over vedhænget, på Alex' halskæde. Efter at have siddet og stirret på halskæden, jeg ved ikke hvor længe havde jeg opdaget at det faktisk ikke var den halskæde hun gik med. Det var en kopi ligesom dem Jordan og Sydney havde på. Alex havde givet halskæden til dem fordi hun stolede på dem og at de var en del af hendes inder cirkel. Vi havde fået halskæden som en afsked, for hun havde ikke tænkt sig at komme tilbage. Jeg rystede trist på hovedet. "Nej hun ville ikke." De kiggede begge på mig. "Så meget som vi gerne vil skyde skylden på Atlas, så var vi alle tre lige gode om det. Vi skubbede hende alle sammen væk på et eller andet tidspunkt. Vi vidste at vi ikke ville tage hende til Mage og alligevel blev vi. Hvad værre er så var vi sammen med hende. Hun blev ramt af den fucking Lystperiode og i stedet for at blive væk, som vi skulle have gjort, så brugte vi det som en fucking undskyldning for at have sex med hende. Hun holdt sig i armslængde fra os fra start, behandlede os ikke anderledes, selvom vi var hendes Mager. Hun drillede og pirrede os ja, men hun tog den aldrig længere end det. Hun var bedre til det en vi var. Hun fortjener så meget bedre end den måde vi har behandlet hende på. Uden undtagelse." Aries trak vejret tungt ind og satte sig på gulvet med et bump. Han kørte hænderne over ansigtet og sukkede. "Fuck vi har været nogle røvhuller." Han lænede hovedet mod væggen, besejret. Vi var voksne mennesker og vi havde behandlet hende, vores Mage, som lort fra sekundet vi så hende. Der var virkelig ikke noget at diskutere her. Vi havde været så barnlige omkring det hele, at det var åndsvagt. Atlas' øjne blev mørke, som om tingene faldt på plads i hans hoved og knaldede så baghovedet ind i væggen bag ham. Hans øjne var fuldt med så meget smerte og undertrykte følelser. Af os tre var Atlas, den der håndterede følelser dårligst. Han undgik dem så vidt muligt og der skulle meget til før han knækkede under presset. Så det kom ikke helt som en overraskelse da han skiftede til Ulveskikkelse med en knurren. Han vred hovedet fra side til side, som om han forsøgte at smide følelserne fra sig og løb så ned af gangen i høj fart. Han sprang direkte igennem vinduet for enden og efter et par sekunder kunne jeg høre ham lande på jorden. Han satte farten i vejret og løb ind i skoven, hvor han forsvandt. Det sidste vi hørte fra ham, var da han hylede sørgmodigt inde fra skoven af. Jeg havde lidt lyst til at gøre det samme. Vi havde trods alt lige mistet vores Mage.