The Moon's daughter

Kapitel 78

---- Alexandria POV ----

"Det her er latterligt." Attis rystede irriteret på hovedet. De havde godt nok siddet ved mig, men kun ganske kort, før de så havde flyttet sig væk. Og jeg havde ønsket at de ville sætte sig ved mig igen. Attis ord stak, men han havde ret. Det her var latterligt. Latterligt af mig. Jeg kiggede ned og skubbede mig hen over sengen. Jeg rejste mig kluntet og gik hen til døren. Hvorfor fanden havde jeg troet, at de ville acceptere det? Eller tilgive mig. Jeg var en idiot og jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Denne gang kunne jeg dog ikke skyde skylden på hormonerne, for at græde. Det her måtte være hvad Atlas, måtte have følt efter jeg afviste hans kærlighedserklæring eller den halve afvisning på sex, for så lang tid siden. Tænk sig at jeg havde tydeligt afvist ham to gange og han var her stadig. Det stak så forbandet meget og jeg kunne næsten ikke trække vejret. "Hvor skal du hen?" Det var Attis, der stillede spørgsmålet, men jeg kunne høre dem alle rejse sig. "Jeg finder er andet sted at være latterlig." Min stemme var knap nok hørlig og de første par tårer begyndte at falde. En af dem greb fast om mit håndled og træk min hånd væk fra dørhåndtaget. "Det var ikke det jeg mente." Attis' anden hånd tog fat om min hage og tvang mig til at kigge op. "Det er latterligt, at vi har gået og skubbet hinanden væk fra start, når vi vidste vi ikke havde en chance for nogensinde at vælge en anden. Eller ville vælge en anden." Han flyttede begge hænder, så de lå om mit ansigt og tørrede tårerne, der trillede langsomt ned ad mine kinder væk, med sine tommelfingre. Hans brødre kom hen og vi endte i et stort gruppekram, med mig i midten. Ret komisk, når man tænkte på hvor lidt fysisk kontakt vi ellers havde. Min Lystperiode havde været det eneste tidspunkt hvor vi egentlig rigtig havde haft fysisk kontakt alle sammen. Det skal dog lige siges at kramme tre personer på en gang, ikke er nemt og slet ikke når man er højgravid, men jeg nød det. Aries rømmede sig. "Vi burde få snakket ud om alt." Atlas og Attis brummede irriteret af Aries og jeg sukkede. "Du skal da også bare ødelægge det." Aries kiggede overrasket på mig og jeg var ret sikker på at hans brødre gjorde det samme og så brød de ud i grin. Ikke at det var synderlig morsomt sagt, men når man tog i betragtning af at jeg havde været den, der stort set havde undgået fysisk kontakt i hele forløbet og været den der pirrede dem... Tja så var det vel morsomt.

De fortalte om samtalen de havde haft på kontoret, som havde været med deres far og ikke min, som jeg havde troet. Der havde ikke været noget videre at fortælle, men at de faktisk havde sagt fra på den måde, overraskede mig lidt. De havde ikke det bedste forhold til deres far, men han var stadig deres Alfa og det var langt fra sådan de havde behandlet ham i det øjeblik og Aries' opførelse havde været endnu mere overraskende. Opførelse jeg havde været i skyld, på grund af det, der var sket ved vandfaldet. Men samtalen med deres far, den som de ikke havde haft før nu, havde været med til at forhindrede os i at gå længere. Min del var lidt mere... Nervepirrende og kompliceret at komme igennem. Især fordi jeg besluttede at være fuldstændig ærlig og fordi jeg så valgte at starte det forkerte sted. Jeg startede nemlig med at fortælle stort set det samme som jeg havde fortalt Aries, da vi sad på toppen af vandfaldet. Min holdning til Mager, før jeg fandt dem, det med skillevejen og Caelum. Det sidstnævnte fik Atlas og Attis til at knurrede advarende, men der var ingen vej uden om. Caelum havde været mere end bare en ven og det var de nødt til at vide, ligesom de også skulle vide, at den del af forholdet var et afsluttet kapitel. Det samme var aftalen om at få et barn sammen og det var ikke fordi jeg var gravid selv. Nej det var på grund af trillingerne selv, men selvom den seksuelle del var væk mellem Caelum og jeg og jeg nu havde trillingerne havde jeg ikke tænkt mig at smide venskabet med Caelum bort. Det fik brødrene til at knurre igen, men jeg havde stået fast og havde nævnt at jeg heller ikke forventede, at de smed venskabet med Luce væk, bare fordi tingene var gået lidt skævt. Om de stadig havde et forhold til hende, når de engang så hende igen var noget andet. Jeg skar ansigt og tog mig til siden igen, da jeg endnu en gang begyndte at have ondt. Det fik Atlas til at gnide hænderne over sit ansigt et par gange. "Fuck. Det at skubbe dig ind i væggen kunne have fået dig til at abortere." Jeg rystede på hovedet. "Ifølge Sarah ville det ikke være sket. 1, fordi jeg er så langt henne. 2, fordi barnet er exceptionelt stærkt, så selvom jeg ikke havde været særlig langt henne, er hun ret sikker på, at der ikke ville være sket noget med barnet." Jeg tog Atlas' hånd i min. "Du vidste det ikke og jeg bebrejder dig heller ikke. Jeg blev sur og bange efterfølgende, men det er min egen skyld for ikke at sige noget." Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen med et suk. Jeg var udmærket klar over at, jeg ikke bare sådan lige kunne fjerne hans skyldfølelse, selvom der ikke var sket noget. Hans skyldfølelse fortalte mig dog også at han var klar på at varetage rollen som far, hvis barnet altså var hans. "Men hvad med hoppet fra vandfaldet? Det kunne ikke have været sundt." Jeg bed mig i siden af underlæben. "Jeg hoppede ikke." De rynkede alle tre brynene. "Men vi så dig hoppe og jeg hoppede med dig anden gang." Den sidste bemærkning fik Atlas og Attis til at kigge på Aries. "Teanna, en af Hun-ulvene på jeres alder, arbejder som dykker og det var hende, der hoppede for mig første gang. Jeg skabte bare en illusion, så hun lignede mig. Hun forblev under vandet efter hoppet og det var så mig, der gik op af det efterfølgende. Jeg ventede ved bredden indtil da. Anden gang var også en illusion. Jeg ville virkelig gerne have hoppet selv, men turde ikke, så jeg fik dig til at tro at jeg gjorde. Det jeg sagde var rigtigt nok. Jeg var der bare ikke fysisk, før efter du ramte vandet." Et sekund så Aries såret ud, men så nikkede han. "Så længe, at resten ikke var en illusion, er det okay." Han gav mit knæ et klem, men jeg var sikker på at han stadig var lidt såret, selvom han sagde noget andet. "Så hvor mange vidste det før os?" Attis kæmpede for at holde sin stemme neutral, men det lykkes ikke helt og jeg foldede hænderne i skødet. "Kun 2. Sarah fordi hun opdagede det og Teanna, fordi hun ikke ville bryde en tradition, uden at kende grunden." De kiggede overrasket på mig. "Så Caelum vidste det ikke?" Et smil bredte sig langsomt om deres læber, selvom det havde været Atlas, der stillede spørgsmålet. Jeg rystede på hovedet. "Han var klar over at der var et eller andet på færde, men jeg fortalte ham det ikke." De kiggede vidende på hinanden og smilet blev større. "Så han ved alligevel ikke alt." Aries kunne ikke dy sig og jeg kunne se at hans brødre tænkte det samme. "Han ved alt, der er at vide. På nær det her." Deres smil forsvandt og jeg kæmpede for ikke at grine. "Hey... Jeg har kendt ham længere end jer og det var ikke ligefrem fordi nogle af os fire havde travlt med at lære hinanden bedre at kende. Det går begge veje." De rettede sig op. "Men det kommer til at ændre sig." Atlas og Aries brummede medgivende. Det her skulle nok blive sjovt. Måske. Men først skulle vi lige igennem de næste par dages halvt planlagte aktiviteter. Ikke noget jeg så frem til og jeg var ret sikker på at trillingerne ikke havde nogen ide om hvad, der var i vente, hvilket nok skulle gøre det underholdende nok til, at jeg kunne slæbe mig selv igennem dem. Men vi havde stadig et forhold at arbejde på og en snak om Flok titler og lignede ventede stadig. Der var faktisk en masse ting omkring det med barnet vi manglede at få styr på, men en ting ad gangen. Lige nu var det nok at vide, at kløften imellem os var blevet lidt mindre. Der var stadig såret følelser at takle og dumheder at komme over.