The Moon's daughter

Kapitel 68

---- Aries POV ----

Caelums 'tip' eller bemærkning, havde sat en masse tanker i gang og jeg var ret sikker på, at jeg endelig var kommet op med en god ide. Jeg sad i pejsestuen og ventede på at Alex kom ned. Jeg havde holdt mig lidt i baggrunden det sidste stykke tid og var ved at gå ud af mit gode skind over at sidde og vente på hende. Hendes duft ramte mig endelig og jeg rejste mig. Hun stoppede brat op, da hun så mig stå for foden af trappen. Hun lignede en der havde grædt og jeg håbede virkelig ikke at Atlas havde gjort et eller andet, men da jeg ikke så Caelum komme ned ad trapperne bag hende. Tja et lille håb om at de var blevet uvenner sneg sig ind. Jeg kunne virkelig ikke udstå den fyr og det var ikke kun fordi han var så tæt med Alex, men hans eget og hans Floks ry. Han var en dræb først, spørg aldrig person og det var ret mærkeligt at se ham så underdegn omkring Alex. Hun skubbede sig langsomt forbi og jeg greb hendes håndled. Den velkendte elektriske følelse skød op i mig og jeg blev opmærksom på hvor meget jeg havde savnet den følelse også selvom den først var dugget op efter turen på klubben. "Jeg tænkte på om jeg måtte følge med dig, i dag?" Hun trak armen til sig med rynket bryn. "Du plejer da ikke at spørge om du må stalke mig. Det gør dine brødre for den sags skyld heller ikke." Hendes toneleje var neutralt, men ordene stak stadig. Hun havde dog lidt ret, for det kunne nok godt virke som om vi stalkede hende. Jeg kløede mig eftertænksomt i nakken. Det var med at formulere det rigtigt. "Øhm... Jeg tænkte på om jeg måtte være med til...Nej om jeg måtte overvære dine opgaver...Som Selene altså." Fuck. Det gik virkelig ikke så godt, men mit humør steg da jeg lod mærke til smilet, der spillede om hendes læber. "Du vil se hvordan en Selene arbejder?" Hun hævede spørgende det ene øjenbryn og jeg nikkede. "Vores mor døde mens vi stadig var små og det er ikke ligefrem fordi jeg har lyst til at se hvordan Brielle arbejder." Jeg skar ansigt og hun gjorde det samme, bare i mindre grad. "Så det er den eneste grund? At jeg er den eneste, der kan vise dig det?" Hendes stemme var en smule kold. Fuck. Jeg havde fået sagt det forkert, igen. Vi havde virkelig ikke noget held. "At være Selene er vigtigt for dig, så derfor er det vigtigt for mig. Hvis du ikke vil have mig med, så skal jeg nok finde noget andet at lave." Endnu et smil spillede om hendes læber. "Ikke noget med at skræmme min Flok." Med et oprigtigt smil, drejede hun om på hælen og begyndte at gå ud af pejsestuen. Det tog mig lidt for lang tid at opfatte at hun havde accepteret min anmodning. Jeg smilede som en idiot og hastede efter hende. Det var med at fejre de små sejre nogle gange og det her var en af dem.

Det var viste sig faktisk at være spændende, at se hvordan hun gjorde tingene som Selene. Jeg havde regnet med at det ville være kedeligt, men det var en mulig indgangsvinkel, så jeg havde taget den. Så jeg var glad, da jeg opdagede at jeg havde taget fejl. Hendes job var en del anderledes end en Alfas og hun havde meget mere nærkontakt med det enkelte Flokmedlem. Hun havde varme drikke og muffins med ud til Krigerne, der patruljerede og snakkede kort med dem. Her formåede hun at få en del informationer om Lovløse Ulve, såvel som mennesker, der kom for tæt på. Plantevækst, population af dyrene og optøningen af omgivelserne. Information, man normalt ikke ville få at vide, da det ikke vil blive set som vigtigt. Hun lyttede oprigtigt interesseret og lignede en der lavede mentale noter over informationen. Så gik turen videre til Krigerne, der ikke var på patrulje, så træning, hvor hun hjælp instruktøren med at kører dem igennem rutinen. Hun tog endda del i nogle af øvelserne og gav mine til at jeg gjorde det samme. Måden de trænede på, var anderledes end vores. Deres handlede meget mere om adræthed, smedlighed og lignede. Vores træning var mere dedikeret til råstyrke, så jeg lignede en idiot, da det var tydeligt at jeg slet ikke havde den samme smedlighed i mine led, som de havde. Det og så var min krop en del større end deres. Det fik Alex til at smile og hun var til tider ved at grine, så jeg fortsatte kampen, det var at gøre de samme ting som dem. Jeg åndede dog lettet op, da hun fortalte at det var tid til at komme videre.

Vi var inde og hilse på de få der var indlagt i deres hospitalsvinge og personalet. Hun snakkede med alle og det betød også at hun stak hovedet ind på hver og en af de stuer, hvor der lå folk. Smil spredte sig hvor end hun gik og hun fik folks humør til at stige, hvor end hun gik. Efter der havde vi et pitstop i køkkenet, hvor Tess, Alex' personlige husholderske, der virkede mere som en omsorgsperson havde lavet en tallerken fuld sandwicher, skåle med blandet frugt og sat lidt forskelligt drikkelse frem. Alex hoppede op på køkkenbordet, præcis som hun havde gjort tilbage i vores hytte og trak det ene ben op under sig. Alex sendte sin sandwich et skævt smil, da Tess sendte mig onde øjne inden hun gik ud af køkkenet. Hun kunne virkelig ikke lide os. En håndfuld af Flokkens børn kom løbende ind i køkkenet, men stoppede brat da de så Alex og kiggede så nervøst over på mig. "Han gør ikke noget. Han er bare én stor bamsebjørn." En pige med store grønne øjne, der var et par år ældre end de andre børn, banede sig vej gennem børneflokken. Jeg kiggede overrasket på Alex, der var ved at falde ned af bordet af grin. Jeg greb fat i hendes arm inden hun faldt helt ned og hun lænede sig ind til mig, for så at lade sig glide ned af bordet. Pigen med de grønne øjne kiggede forvirret fra Alex, så til mig og så tilbage til Alex. Vent, det var da den pige, der havde været på værelset sammen med Alex, da vi kom og hentede hende. Hun havde virket så skræmt og nu... Tja hun var ikke skræmt overhovedet. "Det er han, ikke?" Hendes forvirring var total og blev kun værre af Alex, der grinede og mit lettere forfærdet ansigtsudtryk. Bamsebjørn? Jeg var absolut ikke nogen bamsebjørn. Alex kæmpede med at stoppe med at grine og rømmede sig et par gange. "Jo han er en bamsebjørn." Hun skævede til mig og begyndte så at grine igen. Jeg var endnu mere forfærdet over at hun sagde det igen, end barnet.