The Moon's daughter

Kapitel 52

---- Aries POV ----

"Det fucking løgn." Attis knurrede og jeg var et splitsekund fra at sparke til sofaen. Alastor rystede på hovedet. "Nej. Aftalen er sat i værk og i vil gennemføre Mage-Ceremonien med Luce om en måneds tid eller to." Jeg knurrede dæmpet. "Kommer ikke til at ske. Jeg er fucking ligeglad med hvilken aftale du har lavet med Luces far, Roz, for jeg har ingen intentioner om at Mage den møg forkælede tøs!" Der lod en knurren og før jeg vidste af det blev jeg løftet op og kastet gennem et af vinduespartierne. Jeg landede tungt i sneen og alt luften blev slået ud af mine lunger ved sammenstødet. Roz stod på den anden side ad det nu ødelagte vindue og kiggede på mig med kulsorte øjne. Døren til hytten stod på vid gab. Jeg havde slet ikke hørt ham komme ind. Med et arrigt ansigtsudtryk trådte han ud af det ødelagt vindue og gik mod mig i sneen. Jeg kom på benene og duggede mig for slaget han sendte i min retning. Manden trænede vores Kriger og havde derfor også trænet mine brødre og jeg. Så jeg havde ikke en chance, for min teknik var præcis de samme som hans. Jeg var stærkere ja, men han havde erfaring på sin side. Plus jeg var rasende som bare fanden og tænkte ikke klart. Ikke når det drejede sig om at holde mig væk fra min egen fucking Mage. Jeg burde ikke have snakket om Luce sådan, det vidste jeg godt, men hun var altså forkælet, hvis hun havde fået sin far til at lave sådan en aftale. Og jeg havde lagt op til at fortælle at Alex var vores Mage. Jeg var ligeglad med at vi stilletiende havde aftalt ikke at fortælle det til nogen, jeg nåede det bare ikke. Attis kom løbende ud ad døren, men vores far holdt ham tilbage, da han ville kaste sig ind i kampen. Det var mig der havde pisset Roz af, så det var min kamp og ikke Attis'. Og jeg ønskede ikke at han blandede sig. Han behøvede ikke at komme til skade, fordi jeg havde dummet mig.

Det gik ikke godt. Jeg havde flere brækket ribben og et hav af mindre skader og blå mærker fordelt rundt på kroppen. Jeg havde fået et dusin slag ind, på bekostning af selv at blive ramt. Lige nu lå jeg i sneen endnu en gang og kastede blod op. Der lød fodtrin i sneen og jeg kiggede hen over skulderen. Alex stod i udkanten af vores 'arena' med Atlas, der havde den ene hånd om hendes arm og holdt hende derved tilbage. Hendes tilstedeværelse gav mig ny energi og jeg kæmpede mig på benene. Alex var min Mage og jeg havde ikke tænkt mig at smide det væk, for at tage en anden som Mage, men jeg kunne heller ikke holde til meget mere. Der var et par slag mere og jeg endte på knæ i sneen igen. Roz lagde op til sin berømte combo og dermed nålestødet. Der var ingen vej uden om, så jeg gad ikke en gang flyttede mig. Jeg blev bare hvor jeg var klar til at tage imod det. "Alex!" Jeg kiggede op da jeg hørte Atlas' stemme og så Alex springe imellem mig og slaget.

---- Atlas POV ----

Jeg havde det elendigt. Ikke fysisk elendigt, men mentalt elendigt. Jeg forstod godt mine brødre og ville ønske jeg havde forklaret mig selv, i stedet for at få Aries til at se rødt, men i øjeblikket havde jeg haft behov for at slås med nogen. Sådan havde jeg det faktisk stadig. Jeg havde behov for at slå på noget og blive slået. En slåskamp kunne jeg håndtere, men det her følelses pis havde jeg ingen ide om hvordan jeg skulle tackle. Jeg havde gjort det hele værre ved ikke at fortælle mine brødre grunden til at vi skulle tage Luce til Mage, men jeg havde oprigtigt troet at jeg kunne fikse det. At få vores far på andre tænker, men jeg havde ladet Alexandria distraher mig og nu var det for sendt. Jeg gik ud fra værelset med et irriteret suk. Måske jeg kunne få Alexandria til at ændre mening? Eller i hvert fald at sige undskyld. Luften forsvandt pludselig fra mine lunger og jeg greb fat i spisebordet. Aries. Jeg kæmpede med at få luft ned i lungerne igen, mens jeg klamrede mig til bordkanten. Hvad fanden havde du gang i Aries? Jeg kunne mærke smerten fra hvad det var han lavede og da jeg kiggede op, så jeg Alexandria komme farende ud fra hendes værelse. Hun sprang trappetrinene over og løb ud af døren. Med en dyb indånding satte jeg efter hende, både for at stoppe hende og se hvad der forgik.

Aries lå i sneen og kastede blod op. Han var hårdt medtaget så meget var tydeligt. Hans modstander, Luces far, Roz, havde ikke fået nogen synderlige skræmmer og det her var ikke godt. Jeg indhentede Alexandria og stoppede hende, inden hun kom for tæt på. Roz skævede i vores retning samtidig med at Aries kiggede op. Roz viste tænder og jeg fik øje på Attis på den anden side af de kæmpende. Alastor holdt ham tilbage præcis ligesom jeg holdt Alexandria tilbage. Aries røg på knæ i sneen igen og Roz, lagde op til det endelig stød. Hans berømte combo, der sendte alle i gulvet, for det var lige meget om du flyttede dig eller ej. Det første slag gik efter hovedet og hvis du rykkede dig væk eller blokerede det, ville det næste slag, der kom et splitsekund efter ramme dig i ribbenene. Og den måde Roz kæmpede på, gjorde at han havde sat modstanderen i en fælde og man ville falde lige gyldigt hvilket slag ramte en. Det var umuligt at komme ud af den combo, mine brødre og jeg havde forsøgt på det jeg ved ikke hvor mange gange. Alexandria vred sig i det samme fri og løb direkte mod Aries. "Alex!" Jeg så til i rædsel da hun kastede sig ind foran Aries og dermed slaget Roz sendte i deres retning. Det hele foregik som i slowmotion og jeg så hvordan Aries spærrede øjnene op i samme rædsel som jeg selv følte. Attis fik kæmpet sig fri fra vores fars greb og satte i løb og det samme gjorde jeg, selvom jeg vidste at vi ikke ville nå det i tide. Roz' slag kunne gøre seriøs skade, især fordi han ikke lod til at sænke farten og dermed styrken bag. Hans knytnæve var et mikro stykke fra hende og jeg kunne allerede høre hvordan knoglerne brækkede.

Det gjorde de bare ikke. Jeg stoppede overrasket op. Alex havde grebet fat om Roz' håndled og skubbede ham tilbage, med en sådan kraft at han næsten væltede omkuld. Og undgik derved comboen. Jeg kunne ikke tro det. Hvorfor havde vi aldrig forsøgt os med det? "Flyt dig pigebarn." Hans øjne blev mørkere og han viste tænder af hende. "Nej." Hun blev stående foran Aries, der kæmpede for at få hende til at flytte sig, men hun gav sig ikke. Roz styrtede direkte imod Alex igen og lagde igen op til sin combo. Alex flyttede sig væk fra knytnæven, der fløj mod hendes hoved og Roz smilede triumferende. Smilet forsvandt dog, da hun igen greb fat om hans håndled, så hurtigt at jeg knap nok opfangede det. Hun skubbede ham tilbage igen med lige så meget kraft som før. "Flyt dig eller du kommer til skade." Hun rystede langsomt på hovedet. Roz knækkede knogerne på begge hænder og kom imod hende for tredje gang, men denne gang holdt han ikke tilbage. Han havde gjort det en smule mod Aries, for han ønskede ikke rigtig at skade ham, lige meget hvad der havde udløst kampen og han havde holdt meget tilbage ved sit andet udfald mod Alex. Jeg ville for alt i verden skifte plads med Alex lige nu, men det var umuligt. Alex undveg hans udfald igen og igen, men havde fået kørt sig i en stilling hvor hans næste slag ville ramme og det var noget af en knogleknuser. Hun gjorde sig klar til at blokere slaget, men han skiftede retning i sidste sekund og sendte slaget mod Aries. "Jeg sagde NEJ!" Alex' øjne lyste op og hun greb fat i Roz' håndled i sidste sekund og brækkede det uden problemer. Derefter kastede hun ham fra sig om en kludedukke. Jeg spærrede overrasket øjnene op. Hun havde kun haft fat i hans håndled da hun kastede ham fra sig og alligevel røg han et godt stykke. Roz kom på benene og rasede mod hende og jeg holdt vejret. Roz var i følelsernes vold nu og det gjorde ham utilregnelig, men Alex så upåvirket ud. Hun flyttede sig i sidste sekund og fulgte op med en lige højre og jeg kunne høre hans kæbe brække. Han landede hårdt i sneen og blodet sprøjtede ud i sneen. Alex begyndte så at lyse, præcis som hun havde gjort nede i stormkælderen. Hendes væsen så ud som om det fyldte det dobbelte og det var samtidig som om der lå en skikkelse oven i hendes. "Jeg sagde nej og jeg mente det. Du vil ikke lægge så meget som én hånd på ham eller hans brødre." Hendes stemme var kræftfuld og der var et ekko på den, der fik den til at lyde overjordisk.