The Moon's daughter

Kapitel 76

---- Alexandria POV ----

"Hvad!?" Aries og Attis sagde det samtidigt bag mig, med stemmer, der knækkede over. Atlas kiggede overrasket op på mig, ude af stand til at sige noget, fordi hans luftveje blev presset sammen. Min far drejede langsomt hovedet i min retning og låste mit blik fast. "Det er ikke tiden til jokes" Han knurrede det af mig. "Ingen grund til, at skjule det længere." Jeg hviskede det og lukkede øjnene. Jeg lod illusionen falde og jeg kunne høre dem alle snappe efter vejret, eller Atlas gjorde et forsøg. Jeg åbnede øjnene og kiggede ned på min far, hvis øjne var rettet mod min mave. Det her var noget jeg skulle have sagt for længst, men jeg kunne ikke få mig selv til det og jeg havde da heller ikke tænkt mig, at annoncere det sådan her. Men jeg havde været nervøs for Atlas, så jeg havde ubevidst sagt det. Fucking hormoner og jeg fortrød virkelig at det var kommet ud sådan her. Jeg havde en meget tydelig baby-bump, da jeg var lidt over 4 måneder henne. Hun-ulve havde en kortere graviditet end mennesker, den blev endnu kortere jo stærkere Han-ulven var. I midt tilfælde havde faren tregange en Alfa's styrke, da trillingernes sammenlagt Alfa-energi blev tredoblet fordi de var tre, så barnet ville være stærkere end en normal Alfa. Oven i det kom mine egne kræfter, der forkortede graviditeten endnu mere, men hvor meget var der ingen, der kunne svare på. Jeg vidste dog at barnet ville være ualmindeligt stærk på grund af dens forældre. Hvad jeg ikke kunne fake var hormonerne, der emmede fra mig og min duft, der var stærkere end normalt og havde den velkendte duft, som Hun-ulven havde når de var med barn. Duft neutraliserende midler var ikke nok til at undertrykke de dufte, men det kunne mine Juno-kræfter og jeg havde skjult duftene og maven siden jeg fandt ud af det. Hvilket var den dag jeg var inde og få tjekket mit ben, efter duellen med Aries fordi det ikke ville heale. "Hvem er faren?" Min fars stemme bragte mig tilbage til mine omgivelser og han havde løsnet sit greb en lillebitte smule, men ikke nok til at Atlas kunne trække vejret rigtigt og hans stemme havde været neutral. "Øhh." Jeg kiggede ned på Atlas og så tilbage på Attis og Aries, der havde samme overrasket og chokeret ansigtsudtryk som Atlas. "Det ved jeg ikke." Min far knurrede, gav slip på Atlas og rejste sig. "Hvordan kan du ikke vide det!?" Atlas tog sig til halsen og trak vejret tungt, jeg nåede dog at se mærkerne på den ene side af hans hals. Det havde været tæt på, for tæt på. "Vil du virkelig vide det?" Jeg lagde armene over kors, hvilket gjorde at de hvilede oven på maven. Min fars øjne blev et splitsekund mørkere og så lysnede de. "Hvorfor har du ikke sagt noget?" Hans stemme knækkede over og hans blik blev mildere. Jeg slog ud mod ham, mens tårerne pressede på. Fucking hormoner! Han lod mærke til det og trak mig ind til sig. Den ene hånd gled ned over mit hår, noget han altid havde gjort, når jeg var ked af det. Den trøstede omfavnelse og kærtegnene af håret og ryggen, fik tårerne til at falde. Jeg lagde armene om ham og begravede hovedet i hans skulder. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre." Jeg mumlede det ind mod ham, men jeg var udmærket klar over at alle hørte mig. "Det her er noget fucking lort." Fulgte jeg op med i en lav stemme og trak vejret i små stød.

Vi blev stående sådan indtil tårerne stoppede og jeg trak mig langsomt fri. Jeg rømmede mig et par gange. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det var ikke ligefrem planlagt... Og det hele er noget rod." Min stemme var stadig præget af gråden fra tidligere og jeg viftede åndsvagt med armene mod mine omgivelser. Min far nikkede forstående, tog min ene hånd og gav den et klem. "Vi finder ud af det." Han sendte mig et smil og kiggede så ned på Atlas, med et anstrengt, men bestemt ansigtsudtryk. Han kiggede derefter på Attis og Aries, med samme ansigtsudtryk. Jeg turde ikke kigge på dem, for jeg var udmærket klar over at jeg burde have sagt det da jeg fandt ud af det, eller i hvert fald et par dage efter. Jeg havde bare ikke gjort det og for hver dag, der gik følte jeg det var for sent at sige noget. Det og så var jeg ikke sikker på hvordan de ville reagere. Tanken om at jeg kunne miste dem for altid havde gjort, at jeg ikke sagde noget. Det var forkert og det vidste jeg og skyldfølelsen havde været forfærdelig. Graviditeten var også en stor del af grunden til at jeg ikke havde ladet dem komme igennem mit panser. Jeg havde været kold og forfærdelig overfor dem, fordi det betød at de blev længere, fordi de ikke havde vundet mig over endnu og de havde bare at være til stede, når barnet blev født. Og graviditeten smed også en kap i hjulpet på mine perfekte lagte planer og de havde et eller andet sted krav på at barnet kom med tilbage til deres Flok. Og endnu mere hvis det var en dreng, for så var han endnu en kommende Alfa. Og det her var virkelig noget fucking rod og fordi jeg ikke vidste hvordan de ville reagere, ikke at jeg på noget tidspunkt havde troet at de bare ville forlange at barnet kom tilbage med dem, så var jeg lammet af følelsen af at blive efterladt. Af dem. "Vi burde finde din mor." Min far trak mig ud af mit tankemylder og begyndende panik og jeg nikkede. Ja hun burde også vide det, faktisk burde hun havde vidst det fra start, ligesom alle andre. "Hvor lang tid har du vidst det?" Atlas stemme, der knap nok var hørlig, bragte mig til standsning og jeg kiggede langsomt op på ham, nu hvor han havde rejst sig. Hans blik var et væld af følelser, men den værste var det sårede blik, han kortvarigt havde. "Siden den dag Reid udfordrede Aries." Atlas blegnede og kiggede væk. "Hvorfor har du ikke sagt noget?" Attis' stemme var lige så lav som Atlas' havde været og jeg drejede hovedet over mod ham. Han holdt stadig fast om sin kæbe, der var begyndt at hæve, så det var imponerende at han overhovedet kunne snakke. "Så I kunne tvinge mig tilbage til jeres Flok? Ellers tak." Jeg bed mig omgående i underlæben. Det var ondt sagt Alex og Attis sænkede blikket, som om jeg havde slået ham. "Jeg..." Jeg kiggede rundt på trillingerne og så ikke andet end nedslået blikke, hvilket fik tårerne til at presse sig på igen. "Jeg vidste ikke hvad jeg ville og... hvordan I ville reagere." Min stemme knækkede over og tårerne trillede atter ned ad mine kinder igen. Fucking hormoner og fuck min usikkerhed. Min far trak mig ind til sig, så siden af min krop hvilede ind mod hans front. Jeg kunne ikke klare hans omsorg, når jeg udmærket var klar over, at det her var min skyld. Jeg skubbede mig væk fra ham og løb mod huset. Jeg var måske højgravid, men jeg kunne stadig løbe og jeg havde brug for at være alene. Og så selvom det slet ikke ville hjælpe, men jeg kunne ikke kapere andres følelser lige nu. Især ikke når jeg var skyld i dem, fordi jeg havde været svag.