The Moon's daughter

Kapitel 56

---- Alexandria POV ----

Jeg kunne ikke sove. Mine forældre havde ladet mig gå op på mit værelse efter vores korte samtale, fordi 'det havde været en lang dag og en lang køretur, så jeg måtte være træt'. Det var jeg også, indtil jeg lagde mig i sengen. Efter en halv time havde jeg rejst mig og pakket ud og nu lå jeg i sengen igen og lavede ikke andet end at vende og dreje mig. Klokken var efterhånden et godt stykke over midnat, men roen ville ikke indfinde sig. Min Ulv, såvel som mig selv var i en form for hjertesorg. Jeg ville gerne benægte det, benægte at mit ophold i Opal Moon og at alt det, der var sket, ikke havde påvirket mig, men det havde det. Min indvendige mur var begyndt at krakelere og måden jeg bare var taget afsted på stak i hjertet. Det samme gjorde samtalen med Atlas. Den blev ved med at køre rundt i mit hoved og var med til at holde mig vågen. Jeg burde have snakket med dem alle tre inden jeg tog hjem, men jeg kunne ikke gøre det. Aries var den jeg havde det bedste forhold til og at se hans ansigt udtryk, der måtte være fyldt med smerte ville have tvunget mig til at blive. Det samme var tilfælde for Attis. Han kunne også have fået mig til at blive, det var jeg sikker på. Shit, selv Atlas kunne nok have fået mig til at blive, hvis bare han havde forsøgt. Jeg var nødt til at indse at jeg faktisk havde nogle reale følelser for de tre røvhuller, selvom jeg ikke burde. De havde behandlet mig dårligt fra start, men der havde været øjeblikke hvor de faktisk havde forsøgt at komme ind på livet af mig og det var de øjeblikke, der havde fået muren til at krakelere. Og så også lidt alle de andre stunder hvor vi havde pisset hinanden af. De var røvhuller ja, men de var mine røvhuller. Jeg rystede på hovedet og kravlede ud af sengen. Der var én måde hvorpå jeg ville komme igennem natten på og kun én, så jeg fandt mine sorte høretelefoner frem. Jeg havde ikke brugt dem længe fordi trillingernes selskab havde hjulpet med at skubbe minderne om overfaldet langt væk. Endnu en ting de ubevidst havde gjort. Jeg tog dem på, startede musikken og kravlede tilbage i sengen med musikken blæsende fra dem. 

Jeg vågnede med et gisp og følelsen af at der var andre i rummet. Og jeg havde ret. Tess, en af Flokkens husholderske stod på mit værelse og var ved at trække gardinerne fra. Hun var en ældre Hun-ulv og hun havde været min husholderske siden jeg var lille. Husholderske var teknisk set hendes titel, men for mig havde og var hun mere en omsorgsgiver. Hun var trådt til når mine forældre ikke kunne være der og hun havde altid gjort hvad der var det bedste for mig. Så hun var egentlig mere familie end min husholderske, der stod for at vække mig, holde mit værelse rent og lave mad for mig såvel som resten af Flokken. Hun trak det sidste gardin fra og jeg trak høretelefonerne af efter havde slukket musikken. "Det er dejligt at se dig igen Alex." Hun kiggede på mig med et kæmpe smil, der så falmede. "Hvad?" Min stemme knækkede og jeg kunne selv høre hvor slidt den var. Hun satte sig på kanten af sengen og tog min hånd. "Er du okay? Er det noget du har lyst til at snakke om?" Hun løftede den ene hånd op og tørrede den hen over min ene kind. "Hvem skal jeg banke med en pande, for at have fået dig til at græde?" Hun sendte mig et nyt smil. Græde? Jeg rørte mit ansigt og jeg kunne mærke at mine kinder var våde. Det samme var min pude. Shit. Jeg havde grædt mig selv i søvn og måtte have fortsat med at græde, eftersom mine kinder stadig var våde. "Jeg er okay Tess." Jeg gav hendes ene hånd et klem og kravlede ud af sengen. Et bad ville være godt oven på det her, så jeg gik ud på badeværelset og kiggede mig i spejlet. Mine øjne var røde og hævet og jeg skar ansigt, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg tændte for vandet i bruseren, smed tøjet og da vandet var varmt nok, gik jeg ind under strålerne.

Tess havde skiftet sengetøjet, mens jeg var i bad og jeg skyndte mig at hoppe i noget nyt tøj, inden jeg farede ned af trappen. Jeg var nødt til at fange hende, inden hun fortalte mine forældre at jeg havde grædt. Jeg skulle havde bedt hende om ikke at sige noget, inden jeg gik i bad, men jeg havde ærligt ikke tænkt videre over det, på det tidspunkt. Jeg var næsten nået til køkkenet, da min far Mind-linkede mig og bad mig komme ind på hans kontor. Med et suk ændrede jeg retning og trådte ind gennem dørene til hans kontor uden at banke på. Jeg var den eneste, der kunne slippe afsted med den opførelse. Eller min mor kunne også, men jeg var ret sikker på at min far altid vidste når hun var på vej. Mine forældre stod og snakkede dæmpet da jeg kom ind, men stoppede med det samme da de fik øje på mig. "Sæt dig ned." Min far sendte mig et halvt smil og slog så hånden ud mod stolene, der stod et stykke fra skrivebordets front. Jeg gjorde som han sagde. Der var ingen grund til at diskutere det her og gøre ham sur, for jeg var nødt til at vente, så det var det rigtige vi diskuterede og ikke noget så åndsvagt som at sidde i en stol. Han gik rundt om skrivebordet og lænede sig op ad fronten og min mor stillede sig ved siden af ham. "Der er noget du glemte at fortælle os i går." Min far foldede hænderne i hans skød. "Tess fortalte at du havde grædt." Min mor kiggede bekymret på mig og min far havde det samme blik, hans havde bare også en hårdt kant. Jeg sukkede indvendigt, men sagde ellers ikke noget, hvilket irriterede mine far. "Fint, gør som du vil, du er voksen." Han vidste at han ikke ville komme nogen vegne med mig. Han sukkede og et såret udtryk fyldte hans ansigt et splitsekund, det samme var tilfældet for min mor. Det stak. Jeg havde altid været ærlig overfor mine forældre, men de skulle spørge mig først selvfølgelig. Mange af de ting jeg rendte rundt og lavede, var ikke noget de behøvede at vide, så jeg sagde ikke noget medmindre de spurgte, men det her kunne jeg ikke fortælle dem. Det ville ikke være fair og min far ville blive rasende. Ikke på mig, men på trillingerne og selvom de måske fortjente min fars vrede, så havde jeg ikke tænkt mig at sige noget, for det ville ikke hjælpe. Nej det ville gøre det modsætte. Min far sukkede igen, besejret af min stilhed. "Vi har stadig ikke løst problemet med overfaldende, men de ekstra hænder har hjulpet lidt." Han gik rundt om skrivebordet og satte sig i sin stol, mens min mor kom hen og satte sig i stolen ved siden af mig. "Nu hvor du er tilbage, har vi været nødt til at tænke på din sikkerhed igen og da vi ikke kan bruge nogle af de Han-ulve som Treznor har sendt, de er nødt til at blive på deres poster, så har vi bedt Everfang Flokken om hjælp." Jeg sparrede øjnene op. "Du mener vel ikke?" Min mor og far nikkede. "Jo. Caelum vil være din personlige bodyguard fra nu af." Min fars ansigtsudtryk fortalte tydeligt at det ikke var til diskussion og det var ikke fordi jeg ikke havde forudset at jeg ville blive tildelt en bodyguard, nu hvor jeg var hjemme, men hvorfor lige Caelum af alle mennesker?