The Moon's daughter

Kapitel 27

---- Atlas POV ----

Efter Attis var gået, havde det været min plan at placere Alex på sædet ved siden af, men hans bemærkning og det faktum at hun var iskold, fik mig til at ændre mening. Det var ikke meget bodyguard over at lade hende lide på grund af kulden. Så i stedet rykkede jeg lidt rundt på hende og lagde armene om hende. Hendes hoved lå på min venstre skulder og jeg kunne mærke hendes ånde mod min hud en gang imellem og min Ulv reagerede på det hver gang det skete. Det her var tortur. Min Ulv higede efter hende, fordi hun var hans Mage, men han kunne ikke få hende. Ikke tale om, at jeg ville lade det ske. Attis kom tilbage til bilen samtidig med resten og der måtte laves en lille omrokering så der var plads til alle, hvilket betød at Andre sad bagerst sammen med de to Hun-ulve, hvor af den ene sad på skødet af ham. Den sidste Han-ulv var ikke kommet tilbage, men Reade havde fortalt at han havde fundet et andet lift hjem og gjort det med et skævt smil. Hvilket betød at Attis og jeg havde sæderne her helt for os selv, så jeg løftede Alex' ben op og lagde dem på Attis ben, så hun ikke sad så sammenkrøllet og så han kunne varme den del af hende. Han lagde uden et ord armen rundt om hendes ben og satte sig bedre til rette i sædet. Han var alt for fortrolig med hende. Han havde ingen problemer med at røre hvad vi ikke kunne få. Det kom til at gøre ondt, når han og Aries indså hvor umuligt det her var.

Jeg fornemmede at bilen stoppede og åbnede øjnene. Attis, der ligeledes måtte have fornemmet det slog også øjnene op og gabte så, mens han strakte sig en smule i sædet. Vi holdt et lille stykke fra vores hytte og jeg skulle til at række ud efter dørhåndtaget, blot for at opdage at jeg ikke kunne gøre det. Alex havde flyttet sig i søvne og lå med hovedet mod mit kraveben og min venstre arm var glemt halvt fast mellem hendes og min krop. Hendes ene hånd knugede om stoffet på min trøje i højre side. Attis havde sluppet hendes ben og var kravlet ud. Han sendte mig nu et skævt smil, før han gik rundt om bilen og åbnede døren i min side. Med besvær fik jeg bakset os begge ud af bilen og nikkede til Reade, før jeg gik mod hyttens dør. Alex jamrede lidt da kulden ramte hende, men vågnede ikke. Hun puttede sig bare tættere ind til mig. Reade gassede en smule op og kørte så mod parkeringspladsen, på den anden side af Flokhuset. Jeg skubbede døren til hytten op med skulderen og styrede mod Alex' rum. Jeg stoppede kort i døren og huskede hvordan det var endt, da jeg sidst var her, men gik så mod sengen og lagde hende forsigtigt ned på den. Hun holdt så godt fast i min trøje at jeg ikke kunne rette mig op, så jeg lirkede trøjen over hovedet. Attis stod i døråbningen og smilede skævt, mens han rystede på hovedet ad mig. Jeg ignorerede ham og løsnede hendes støvler for så at stille dem på gulvet foran skabet og trak så dynen op over hende. Jeg skubbede mig forbi Attis i døren, da han stadig stod der og smilede tåbeligt og gik mod vores eget værelse med et gab. Jeg var smadret og jeg kunne mærke at jeg havde en nerve i klemme et sted efter stillingen i bilen. Attis fulgte med, men han havde stadig det irriterende smil om læberne.

Et skrig fyldte hytten og jeg havde nær pisset ud over det hele. Jeg kunne høre Attis vælte ud af sengen og løbe gennem værelset, men jeg havde ikke tænkt mig at gå nogen steder inden jeg var færdig. Der kom endnu et skrig og jeg skyndte mig, med det der kunne skyndes på vel at mærke. Hendes skrigeri var irriterende men også bekymrende. Jeg håbede fandme ikke at der var nogen i hytten, der ikke skulle være her, for så var vi verdens værste bodyguards hvis det var tilfældet. Jeg hastede ud fra badeværelset og gennem værelset for at komme ud i køkkenet og videre mod Alex' værelse. Hun sad ret op i sengen med knæene trykket op til brystkassen. Hun kørte træt hænderne hen over ansigtet og jeg lod mærke til at hun rystede en smule da hun gjorde det. Attis stod midt i rummet og kiggede bekymret rundt i rummet. "Er du okay?" Hun kiggede op på Attis og sukkede så dybt. "Det var bare et mareridt." Hun skævede fordi Attis og hen på mig og så tilbage til dynen. "Vækkede jeg jer?" Attis gik helt hen til sengen, men stoppede så, som om han var usikker på hvad han så skulle gøre. "Det er okay." Hun rystede på hovedet og begravede hovedet i dynen. "Det er ikke okay... Jeg tror at... Minder fra mit overfald er blevet tricket igen." Hun mumlede lavt gennem dynebetrækket, men jeg hørte stadig hvad hun sagde. Attis skævede til mig over sin skulder og jeg trak på skuldrene. Jeg havde ikke nogen ide om hvad vi skulle gøre ved det. Stadig med hovedet gemt væk i dynen greb hun fat om Attis håndled. "Tror du, at du kunne... Lægge med mig?" Hendes stemme var lav, men stadig tydelig. Attis øjne blev straks mørke og hans duft en smule kraftigere. "Det er ikke fordi jeg ikke vil, men..." Han skævede til mig. Fuck, hvad jeg ikke ville give lige nu for at være den hun spurgte. Jeg bed hårdt sammen og skubbede tanken til siden, for jeg kunne ikke tænke sådan.

---- Alexandria POV ----

Attis stoppede midt i sætningen, men jeg vidste godt hvad det var han ikke sagde. Han kunne ikke gøre det fordi det han troede jeg spurgte om kræve samtykke fra hans brødre, men det var ikke det jeg var efter. Jeg skulle have formuleret mig anderledes... Hvem prøvede jeg at narre? Jeg ville have dem og det var grunden til at jeg havde formuleret mig som jeg havde, men det ville være så dumt hvis vi gjorde det. Jeg kiggede op og så dem kigge stilletiende på hinanden og gik ud fra at de Mind-linkede hinanden, så jeg ikke kunne høre hvad de snakkede om. Sikke et syn de var. De stod begge i boksershorts, som den eneste påklædning og selv i halvmørket kunne jeg se hvor trænet de var. Hvilket havde været grunden til at jeg havde begravet hovedet i dynen. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på dem, fordi de slog min Ulv helt ud af kurs og jeg kunne mærke at hun inderligt ønskede at de kravlede op i sengen til mig. Og hun var ikke den eneste. Shit. "Du misforstår, jeg har bare brug for..." De kiggede begge to på mig og jeg var ikke helt sikker på jeg kunne færdiggøre sætningen, når de kiggede så intenst på mig og slet ikke når de påvirkede min Ulv, sådan som de gjorde. Jeg rystede på hovedet og slap Attis håndled. "Glem det." Jeg trak armen til mig og lagde mig ned i sengen igen. Jeg vendte ryggen til dem og trak dynen ekstra godt op omkring mig. De trak begge vejret tungt ind. "Bare gør det. Vi får ikke meget søvn, hvis hun skal skrige sådan resten af natten." Atlas' stemme var neutral, men der var en snert af et eller andet skjult i den. Såret følelser måske? Men jeg var ikke sikker. Jeg kunne høre en af dem gå sin vej og jeg gik ud fra at det var Atlas. Så den tilbageværende, højst sandsynlig Attis, blev stående lidt inden han satte sig i bevægelse. Han skubbede døren i og kom så tilbage til sengen, hvor han efter at have tøvet et øjeblik gled ind under dynen. Han lå ubevægelig ved siden af mig, men jeg kunne mærke ham og det var nok til at få mig til at slappe bare lidt af. Panikken der rasede gennem min krop lagde sig lidt og det samme gjorde rystelserne, men ikke nok til at jeg ville kunne falde i søvn. Jeg bed mig i den ene side af underlæben og tog mig sammen. Jeg havde selv bedt om det her, så jeg vendte mig i sengen og rykkede mig ind til ham. Han løftede armen for at give mig plads og jeg rykkede endnu tættere på. Så jeg endte med at have hovedet på hans brystkasse og den ene hånd hvilede lige over hans hjerte, der slog hurtigt under min håndflade. Han lagde armen ned igen, så den lå om mine skuldre og drejede så hovedet så det lå en smule oven på mit. Hans, såvel som hans Ulvs nærhed fik panikken til at falme helt og det samme gjorde rystelserne. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at slappe af og søvnen krøb langsomt ind på mig igen.