The Moon's daughter

Kapitel 65

---- Alexandria POV ----

Trillingerne stivnede og min far kiggede overrasket på mig, men jeg kunne ikke gå mod min far igen. Han var stadig Alfa, så hans ord var lov. "Caelum fortalt mig det hele. Reid var den, der startede det. Han provokerede Aries og udfordrede ham, efter han havde sikret sig at Aries ville sige ja." Min far rystede på hovedet. "Det er ligegyldigt hvem der startede..." Jeg holdt en hånd op for at få ham til at stoppede og han stoppede med at snakke. "Det ved jeg godt." Jeg skævede til trillingerne igen. Okay her kommer endnu en hemmelighed og dermed bombe. "For nogle år siden, ville Reid gøre kur til mig, men jeg sagde nej. Det samme gjorde jeg anden gang, hvor han direkte spurgte efter min hånd i ægteskab." Trillingerne knurrede dybt og min far kiggede chokeret på mig. "Reid kan IKKE udfordre nogen af dem, som kæmper om min gunst, så at sige. Hvis han gør, er det på mine vegne, hvilket betyder at det er min kamp. Reid ved hvordan reglerne er. Jeg var ikke til stede, så han havde nok regnet med at jeg dermed ikke ville blande mig, men Caelum ringede til mig. Han vidste som den eneste det med Reids næsten frieri og Caelum måtte heller ikke bryde ind. Så han informerede mig i stedet, selvom han vidste, at jeg ville tage kampen selv. Det var også derfor jeg sendte ham ind for at hente dig, da det var den eneste måde at stoppe det på inden det gik for langt." Nu var det trillingerne, der kiggede overrasket på mig, men min far så imponeret ud. "Det var alligevel en god ting, da jeg satte dig til at sætte dig ind i alle Flokreglerne. Du har fundet en måde at bøje de fleste, uden at bryde dem." Han smilede til mig og jeg sendte ham et skævt smil. "Jeg har lært fra den bedste." Min far brød ud i latter, for var der noget han var god til, var det at bøje Flokreglerne selv. Det var sådan vi var i stand til at have en Flok, der stort set kun bestod af Hun-ulve. Det var ikke direkte imod reglerne, men blev set skævt til, men min far havde fået opbygget et godt netværk og respekt, så vi var undtagelsen. Undtagelsen på en masse punkter faktisk, netop fordi min far var en sand mester i at bøje reglerne.

Jeg lagde ispakken, der var pakket ind i et viskestykke på mit ben, der hvor Aries' klør var gået igennem huden og sukkede dybt. Det var lige før det lød som et støn og Caelum kiggede på mig med et hævet øjenbryn. Jeg slog ham bare på armen. Huden var healet, men det gjorde stadig ondt og området var ømt, så hvert skridt sendte smertejag gennem min krop. Den kolde is gjorde godt mod den brændende smerte. Efter at have sagt hvad jeg skulle til min far var jeg gået. Hvis han stadig ville sende trillingerne hjem, så blev de sendt hjem, for jeg havde ikke tænkt mig at gå over hovedet på min far igen. Caelum rystede på hovedet og rejste sig så. Han gik rundt om bænken og trak en af fletstolene hen mod enden af bænken. Her satte han sig ned og løsnede mit hår fra elastikken og begyndte at rede det igennem med sine fingre. Han var den eneste ud over mig, der fil lov til at røre mit hår. Skyerne træk sig væk fra solen, der nu fik lov til at skinne ned på os, mens vi sad ude i haven. Sneen var stort set væk og selvom det stadig var koldt, så var haven spækket med Flokmedlemmer, der hyggede sig herude i stedet for at gøre det indenfor. Det her var livet, sådan da. "Av." Caelum grinede og viklede sin fingre ud af knuden i mit hår, men genoptog så opgaven med at viklede selv samme knude ud. "Du var ret badass. Hvem vidste at du var sådan en god Kriger?" Jeg rakte bagud og slog ham på armen. "Det vidste du og det var ikke noget særligt. Det var noget af det første jeg lærte at bruge en modstanders fremdrift imod dem. Ret enkelt og lige til." Og det var det. Hun-ulve var af natur mindre og svagere end Han-ulve, så noget af det første vi lærte, var som sagt at bruge en modstanders fremdrift og spille på vores egne styrker. I mit tilfælde og de fleste andre Hun-ulve var adræt og smidighed vores største styrker, så det var med at bruge dem. Det og så måske pisse modstanderen af hvis vedkommende var af hankøn, da de havde tildens til at blive styret af deres vrede og aggressivitet under en kamp. På den måde kunne de ikke tænke klart og ville reagere instinktivt i stedet, men det gjorde dem selvfølgelig også farligere i en kamp. Caelum havde formået at filtre mit hår ud og han gik i gang med at flette det. Uden at kigge på ham vidste jeg dog, at han gjorde det med en tydelig panderynken. Jeg rykkede frem for at flytte på viskestykket med ispakken og han brokkede sig højlydt, hvilket fik mig til at grine. Jeg viklede den smule af fletningen, der ikke var lavet særlig godt, ud og startede forfra. Det tog mig lige så lang tid at flette hele mit hår, som det havde taget ham at flette en brøkdel. "Lad os håbe du aldrig får en pige, for du stinker til at flette hår." Han smilede skævt til mig og i det samme kom trillingerne ud på terrassen. De kiggede sig omkring og deres blikke landede på mig. Deres bevægelser var total synkron, selvom den ene var i Ulveskikkelse, da de gik hen mod mig. Caelum rullede med øjnene og jeg slog ham på armen med et smil. Han gryntede og flyttede stolen om på den anden side af bænken og dermed mig. "Hvad er dommen så?" Aries og Attis rynkede forvirret brynene. "Er I sendt hjem eller ej?" Jeg uddybede mit første spørgsmål. "Er det så slemt?" Aries greb fat i viskestykket og flyttede det, hvilket fik ispakken til at ryge mod jorden. Caelum greb den behændigt og sendte mig endnu et skævt smil, hvilket fik mig til at rullede med øjnene. Aries trykkede ned på stedet han havde sat klørene i og jeg gispede. Jeg greb hans håndled og trak hånden væk. "Det er ømt, ja." Jeg tog ispakken fra Caelum og viskestykket fra Aries og viklede isen ind, inden jeg lagde den benet igen. "Men I svarede ikke på mit spørgsmål." Aries kiggede dog bare stadig på benet, som om han håbede på at svaret om hvad der var galt ville poppe op, hvis han blev ved med at stirre på det. "Vi fik lov at blive." Et smil spillede om mine læber over Attis kommentar. "Du skal sove så." Jeg kiggede strengt på Attis, der kløede sig i nakken og flyttede blikket til jorden. Så flyttede jeg blikket til Aries. "Og du skal spise." Han reagerede ikke så jeg puffede til ham, hvilket fik ham til at brumme. "Jeg mener det. Du skal spise og ikke de der mikroportioner." Han brummede igen og jeg flyttede blikket til Atlas. "Og dig." Han skiftede skikkelse inden jeg nåede at sige mere, som om kan godt kunne regne ud hvad det var jeg ville sige. Jeg greb tæppet, der hang hen over ryglænet af bænken og kastede det over ham, inden han skiftede helt.