The Moon's daughter

Kapitel 102

---- Alexandria POV ----

Flokhuset var ét stort kaos. Min mor havde sat samtlige medlemmer i gang med at gøre klar til en Forenings-ceremoni, efter Alastor og Brielle var taget afsted. Vi havde udleveret Tuckers lig til dem, hvilket havde fået Brielle til at stortude. Hendes søn var død og det gjorde også ondt på mig. Jeg havde fortalt dem Tuckers rolle i overfaldende på Flokkene, men også at han havde forsøgt at redde mig i sidste ende. Hvilket han også havde i min bog. Og at han aldrig ønskede at nogle skulle dø og slet ikke trillingerne eller mig. Da Alastor først havde hørt om hans rolle, ønskede han ikke at Tucker skulle begraves med Flokkens afdøde, men efter jeg havde fortalt den sidste del, ændrede han mening. Og så var de taget afsted. De havde en begravelse at holde og så skulle Alastor klargøre Ceremonien for overdragelsen af Alfa-titlen. Nu to dage efter de var taget afsted, var de sidste ting ved at falde på plads til Forenings-ceremonien mellem mig og trillingerne. Normalt ville den finde sted når vi ønskede det, men på grund af den forestående overdragelse af Alfa-titlen, så hastede det med at blive Forenet, da det skulle ske inden de overtog rollen som Alfa. Og jeg vidste ikke helt hvad jeg mente om at alt skete så hurtigt. Jeg kunne slet ikke nå at finde ud af mine egne følelser omkring det hele, med det høje tempo alt kørte i. Tidligere i dag var tvillingernes rum blevet færdigt og trillingerne havde stolt vist det frem. Deres navne stod på døren med bogstaver udskåret i træ. Selve rummet var perfekt og trillingernes kærlighed til dem var tydelig overalt i rummet. Alle møblerne var håndlavet og havde små mønstre udskåret i dem. Selv uroerne over deres vugger var håndlavet. De havde et skov-tema kørerne og på væggen bag vuggerne havde de malet fire store ulve, der hylede mod en måne-lampe og to mindre Ulve stående mellem deres ben. Ulvene stod på et klippefremsprang, med kanten af en mørk skov for foden af klippen og en flot nattehimmel i baggrunden. Og måne-lampen Ulvene hylede mod, var perfekt placeret og fuldendte maleriet på væggen. De tre andre vægge var holdt i lysere toner, hvilket bare gjorde den væg mere speciel. På reolen stod der indrammet billeder af tvillingerne, hvornår de var blevet taget, havde jeg ingen ide om, nok fordi jeg var i min koma på det tidspunkt. Der var også et billede af mig, med min store runde mave. Jeg kiggede dog ikke ind i kameraet, men sad og læste i en bog, med benene under mig og den ene hånd hvilende på maven. Og der var et billede af trillingerne, der smilede skævt til kameraet, mens de havde en arm hen over skuldrene på hinanden. Lige som alt andet var bamserne i rummet håndlavet og jeg samlede en af dem op. Jeg vidste at min mor ledte efter mig, men jeg havde søgt tilflugt på mine børns værelse. Trillingerne var blevet smidt ud af hoved huset og var lige nu i en af de mindre hytter, da det var tradition. Vi havde været midt i fremvisningen af rummet, da min mor havde smidt dem ud. Deres forfærdet udtryk, da hun havde smidt dem ud, uden forklaring fik mig til at smile. Hun havde dog forklaret dem, det på vej ned ad trappen. De måtte ikke se mig inden Ceremonien og for at sikre at det ikke skete, blev de smidt ud af hoved huset. Nogen gav sig til at skrige og jeg kiggede forskrækket op, væk i mine egne tanker og så Jordan og Sydney kommer ind gennem døren. De trak mig ind i en tæt omfavnelse. Deres Mager, stod uden for rummet, lænet og ad væggen overfor med hænderne i lommerne og smilede til mig, da jeg kiggede på dem over tøsernes skuldre. "Vi er væk i et par uger og du får børn og bliver forlovet imens vi er væk!" Sydney fulgte Jordans bemærkning op med et. "Hvad er du for en veninde?" Jeg rystede på hovedet, men forsøgte ikke at skjule mit smil. "I var væk i mere end et par uger." De surmulede men begyndte så at grine. Sydney tog min venstre hånd og gispede højlydt da hun så ringene på min finger og Jordan fløjtede dæmpet. "Ikke dårligt." Sydney kiggede forfærdet på Jorden. "Ikke dårligt? Ikke dårligt!? De må have kostet en formue!" Der lod hastige trin på trappen og kort tid efter duggede min mor op i døren. Hun gav mig et hårdt blik og jeg hviskede busted, hvilket fik hende til at smile til mig. "Du burde sidde i et badekar lige nu og blive gjort klar til Forenings-ceremonien unge dame. Det er om mindre end seks timer og vi er ikke engang kommet i gang nu!" Jeg skar ansigt og lod min mor trække afsted med mig. Seks timer var mere end rigeligt til at blive færdig hvis du spurgte mig, men min mor mente det modsætte.

Jeg sad foran spejlet i 'puder-rummet' i underetagen, iført en lyseblå silkekåbe, da det bankede på døren. Det såkaldte puder-rum, var udelukkende for den kommende 'brud' og det var her de blev gjort klar. Det havde et badeværelse med et kæmpe badekar og hoved rummet var fuldt med hvad end man skulle bruge til at blive klar til ceremonien, et hav af make-up og hårprodukter og tonsvis af spejle. Jeg følte mig overvåget, men jeg måtte ikke forlade rummet, før jeg var helt færdig, nu hvor vi var så tæt på at Ceremonien blev holdt. Jordan, Sydney, min mor og et par andre Hun-ulve havde været til stede for det meste, men en nødsituation havde gjort at de var nødt til at forlade mig et øjeblik. Jeg håber mine Magers ventetid var mere behagelig end min. Jeg var træt af at blive ordret rundt, uden at have noget at skulle have sagt. Jeg hadede generelt bare at blive ordret rundt og det viste de fleste. Med en dyb indånding åbnede jeg døren, for at køle mig selv af, så jeg ikke eksploderede af raseri. Alastor stod på den anden side af døren og kiggede forsigtigt rundt i rummet. "Jeg kan huske da Eirin var herinde, den gang vi blev Forenet. Der var ikke et øje tørt mens hun blev gjort klar og jeg sneg mig ind det øjeblik hun havde et øjeblik for sig selv." Han smilede skævt og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet selv. "Jeg er sikker på at dine sønner har forsøgt at gøre det samme, det er sikkert den nødsituation Hun-ulvene ser til lige nu." Han begyndte at grine. "Ja det er det sikkert. De kan være noget af en håndfuld." Jeg nikkede bare og han smilede til mig. "Jeg ved at I ikke har været tætte i lang tid, men jeg tror de bliver glad for at du kan være med til det her." Hans blik blev trist et øjeblik. "En dag vil de finde ud af, at det at være Alfa ikke altid er lige nemt." Han sukkede dybt og viftede så med hånden. "Men nok om det. Den her er til dig." Han rakte mig en velourboks. "Det var meningen at Eirin, skulle have givet den til dig, men... Min mor gav den til hende på vores Forenings-dag og min mors mor, gav den til min mor også videre. Det er en halskæde, der er gået i arv i min familie i generationer og det vil være en ære hvis du ville føre den videre." Jeg åbnede forsigtigt æsken og gispede næsten, da jeg så halskæden, der lå og funklede inde i æsken. Jeg kørte fingrene over den og kunne mærke jeg blev rørt. Det var en 'simpel' sølvhalskæde, med en stor hvid sten forenden. Over den store sten, var der et par led af en kæde også en mindre hvid sten. Jeg gættede på at de var diamanter. På hver side af stenen var 'kæden' formet som blomster-ranke i sølv, efter fire blade, kom en hvid perle og så fire blade mere, en perle og så kæden. Inde i hvert blad, sad der små hvide sten, af samme slags som den store for enden af halskæden. Blomster-rankerne formede et aflangt S, som gjorde halskæden lidt mere levende at se på. Den var mere end vidunderlig og jeg lagde armene om halsen på Alastor og trak ham ind i en omfavnelse. "Tak." Han omfavnede mig og jeg kunne mærke han rystede på hovedet. "Nej det er mig, der takker dig. Du har givet mine sønner den bedste gave nogensinde og her snakker jeg ikke om tvillingerne, men dig. Du tager dem til Mage og jeg kunne ikke være mere lykkelig på deres vegne. Jeg troede aldrig det ville ske, men her står vi. Jeg ved det var en fejl at tvinge dem til at tage en anden til Mage, men som Alfa, havde jeg også en loyalitet overfor min Flok. Jeg underskylder for at komme i vejen for jer fire, men er glad for at det blev stoppet i tide, selvom det godt kunne have blevet gjort lidt bedre end det gjorde. Jeg håber du kan tilgive mig på et tidspunkt." Jeg omfavnede ham lidt hårdere. "Du er allerede tilgivet Alastor, fordi jeg var aldrig sur på dig over det. Jeg forstår rollen som Alfa bedre end du regner med." Han trak sig fri og kiggede forundret ned på mig. "Jeg har vist undervurderet dig." Jeg smilede skævt. "Det gør de fleste, selv dine sønner gjorde det og de lærte en vigtig lektie." Han grinede dæmpet og rystede så på hovedet. "Flokken er i gode hænder, med dig som Selene." Med det bakkede han lidt væk. "Velkommen til familien Alexandria." Jeg smilede til ham, mens han gik ned ad gangen og han passerede flokken af Hun-ulve, der var kommet for at gøre mig færdig. Jeg skar ansigt og skyndte mig ind i rummet igen. Skyd mig.