The Moon's daughter

Kapitel 98

---- Alexandria POV ----

De stirrer blankt på mig og jeg holder vejret, mens jeg venter på at de reagerer. Jeg kan ikke holde ud at kigge på dem og kigger ned og giver mig til at pille nervøst ved toppen af dynen, der lægger halvt over mig. "Tager du gas på os?" Jeg kigger overrasket op på Attis, der har stoppet sine hænder i forlommerne. Jeg ryster på hovedet, ikke sikker på at min stemme ikke ville svigte mig. "Alex... Er du seriøs?" Jeg kigger over på Aries og rynker brynene. "Hvad mener du? Hvorfor skulle jeg ikke være seriøs?" Min stemme skælver og afspejler tydeligt hvordan jeg har det. De skæver til hinanden, men det er Atlas, der først kigger tilbage på mig. "Fordi jeg fuckede det hele op. Hvis jeg ikke var gået min vej, så havde ham psykopaten ikke fået fat i dig. Hvad der skete med dig, er min skyld. Jeg udsatte dig og tvillingerne for fare. Du mistede... Juno på grund af os. Vi har ikke gjort andet end at lave lort i den, når det kommer til dig og selvom vi har forsøgt at rette op på det, så har vi ikke lavet andet end at fucke det op. Vi fortjener..." Jeg holder en hånd op og cutter ham af. "Så I fortjener ikke at være sammen med mig fordi i lavede et par fejl?" De ryster alle på hovedet. "Det er ikke så nemt stillet op Alex." Aries kigger sørgmodigt på mig og hans følelser er afspejlet i hans brødres blik. "Jo det er. I fuckede op ja, men det var i ikke ene om og så slemt var det heller ikke. Ja det gjorde ondt da jeg ramte kanten på bordet og det samme kunne siges for min tur ned ad trappen eller det der skete i sneen efterfølgende. Men det er vitterligt ingenting og jeg har allerede tilgivet det. Mit problem var aldrig rigtig med jer, men konceptet at jeg ikke valgte selv og at jeg som kvinde er underlagt en mand. Jeg har ikke den samme magt eller indflydelse og vil aldrig komme til at have det. Det var det jeg kæmpede imod, altid har gjort og derfor også jer, da det viste sig at I var mine Mager. At forlade jer i sin tid var hvad jeg havde brug for. Jeg ville ikke have indset at jeg faktisk ville have jer som Mager, hvis det ikke var for afstanden og det skræmte mig. Jeg havde aldrig regnet med at jeg ville ændre mening, men her står vi. Jeg er okay, tvillingerne er okay og truslen, der har hængt over vores hoveder, uden at vi rigtig vidste det er væk. Han ville have taget mig selvom du var der Atlas. Spørgsmålet var bare om du havde overlevet sammenstødet i gyden eller ej." De stirrer blankt på mig igen, men denne gang kigger jeg ikke væk. Et smil breder sig langsomt om deres læber og de ryster på hovedet. "Ser ud som om røvhullet havde ret... Hvor jeg dog hader ham." Atlas sukker irriteret og i det samme bliver døren åbnet og Caelum træder ind igennem den. Han kigger fra mig, til dem og så tilbage på mig. "Beklager afbrydelsen af hvad, der sikkert er mega vigtigt, men hvor er det godt at se dig Baby-Girl."

Caelum træk mig ind i en tæt omfavnelse og jeg lagde min gode arm om ham. Hans krop forhindrede mig i at se trillingerne, så jeg kunne ikke bedømme hvordan de havde det med det her. "C.C, jeg er glad for at se dig, men vi var faktisk lige midt i noget vigtigt." Han sender mig et skævt smil og aer min kind. "Så jeg gættede rigtigt." Med det kravler han op i sengen og lægger sig til rettede ved siden af mig. "Caelum." Han smiler bare stort af min kommentar og i det samme giver tvillingerne sig til at græde. Trillingerne vågner op til dåd, fjerner deres blikke fra os og tager plads foran vuggen. Utroligt at de alle tre kan stå der. "Det minder mig om... Tvillingerne vil blive Everfangs overhoveder, når jeg... træder af." Jeg fjerner blikket fra trillingerne og kigger tilbage på Caelum. "Hvad?" Han nikker og begynder at lege med mit hår. "Du hørte mig Lex." Jeg slår hans hånd væk og forsøger at rette mig op. "Du kan ikke være seriøs?" Han nikker og samlerne hænderne bag hans hoved. "Det kan jeg ikke acceptere Caelum og det ved du godt." Han skæver til mig og kigger så hen på trillingerne, der nu står med tvillingerne i deres arme eller Aries kigger med over deres skuldre. "Du har ikke et valg Lex. Det er allerede blevet vedtaget." Jeg stirrer på ham og han sender mig et skævt smil, selvom han ikke kigger på mig. "Hvorfor?" Han tager en dyb indånding og skæver så til mig. "Fordi jeg kan. Everfang Flokken berører dit territorium, såvel som deres." Han nikker til trillingerne. "Og når de to der, bliver voksne kommer de til at styre alle tre Flokke. Dem og de børn du ellers måtte få. Jeg giver mit territorium til dine børn, for vi ved godt begge to at jeg ikke ville få nogle, hvis det ikke var med dig." Det får trillingerne til at knurre og deres øjne bliver sorte. Caelum ignorer dem dog. "Men det løb er kørt. Der er absolut ingen chance for at du går hen og er sammen med andre end de tre kødhoveder der ovre." Jeg ryster på hovedet. "Caelum, der er stadig en chance for at du møder din Mage. Du burde i det mindste vente med at gøre noget så overilet til du er ældre." Han ryster på hovedet. "Jeg mødte og afviste min Mage et par år før jeg mødte dig. Jeg havde ingen interesse i at lade hende gå rundt med håbet om at jeg ville ændre mig for hende. Med dig var det anderledes og selvom børn aldrig var noget jeg ønskede, så skulle jeg stadig bruge en arving til Flokken. Nu slipper jeg for at få nogle børn overhovedet. Dine er perfekt til jobbet." Jeg måber af ham. Jeg var heller aldrig vild med ideen om at finde min Mage, men jeg var aldrig helt sikker på at jeg ville afvise vedkommende, fordi jeg ikke var sikker på om jeg kunne, selvom jeg bildte mig selv ind at jeg godt kunne. "Hvorfor sagde du aldrig noget?" Han træk på skuldrene. "Fordi jeg ikke kunne se at det var vigtigt. Du havde lovet mig en arving og nu har jeg i hvert fald to, der kan tage over. Tvillingerne der, er stærkere end nogle andre Ulve, der nogensinde har eksisteret og min Flok respektere derfor mit valg om, at gøre dem til de kommende overhoveder. Og de børn du ellers måtte få. Det er den perfekte løsning for os begge to... Eller fire... Nej for os alle SYV. Shit en stor familie du får Baby-girl." Han bryder ud i grin og han skubber min hånd væk, da jeg forsøger at skubbe ham ned fra sengen. "Meget morsomt C.C." Jeg trækker min arm ud af hans greb og han sender mig et oprigtigt smil. "Jeg mener det seriøst Lex. Tvillingerne og dine fremtidige børn er arvingerne til Everfang. Uden undtagelse. Hvad de vælger at gøre med Flokken når det kommer dertil, er deres valg, men Flokken sår bag dem 100 %. Og de står bag dig. Trillinger ved jeg ikke helt når der kommer til stykket. Nogle står bag dem og andre gør ikke, men det vil ikke betyde noget i det store billede. Jeg forventer intet fra dig, tvillingerne eller trillingerne udover at i ikke smider Flokken på porten, den dag i måtte tage over. De er gode Ulve, selvom de er aggressive og brutale. Lov mig at I ikke ville gøre det, hverken hvis dig og trillingerne er nødt til at tage over før tvillingerne er gamle nok eller når de tager over." Han kiggede intenst på mig og jeg bed mig i læben. Den eneste grund til at jeg eller trillingerne tog over før tvillingerne blev gamle nok, ville være hvis Caelum døde. Med et suk nikker jeg langsomt. "Jeg lover det Caelum. Din Flok er i sikre hænder, nu og så længe jeg har noget at skulle have sagt." Han ånder tungt ud og kigger så på trillingerne. "Det gælder også jer. I skal også love mig det." Jeg åbner munden for at sige noget, men han placerer sin hånd over min mund. Hvis trillingernes blikke kunne dræbe, så var Caelum død på stedet. Langsomt nikker de alle tre og Caelum smiler. "Nu hvor det er på plads vil jeg gerne se mine arvinger." Jeg slår ham på skulderen, hårdt og han skærer ansigt. "Det er Everfangs kommende overhoveder, ikke dine arvinger." Hans smiler skævt til mig, men siger ellers ikke noget. Jeg er ved at gå til for at se tvillingerne, jeg stadig ikke rigtig har set og jeg nikker til trillingerne. De kommer hen i min side af sengen med dem og knurrede ad Caelum, da han rakker ud efter dem. Han tog hånden til sig i overgivelse og rykkede sig lidt væk. De er perfekte. Specielle og helt afdeles perfekte. Deres ene øje, det højre, er mørkeblåt og det venstre er mørkebrunt, en blanding af mine og trillingernes øjenfarve. Det er aldrig set før at Ulve har øjne i hver sin farve og vidner om den kræft de besidder eller kommer til. Hvad mere så er den førstefødte en pige og selvom traditionen siger at det er den første fødte dreng, der skal tage over for sin far eller fædre i det her tilfælde, så kommer jeg til at kæmpe mod den regel. Min datter skal ikke opfostres i en verden hvor hendes køn er en forhindring, ligesom jeg har gjort og dem før mig har. Hun er den førstefødte og det kommer til at betyde noget, lige meget hvad andre har at sige.