The Moon's daughter

Kapitel 53

---- Atlas POV ----

Betagende. Alex er fuldstændig betagende sådan som hun står der i sneen i sin lysende form. Hendes hår har samme farve som sneen og lyser og funkler på samme tid. Hendes hud er lettere gennemsigtig og lyser op med det samme funklende lys, som hendes hår. Hendes øjne er isblå med små hvide flager og lige som resten lyser de også. Det samme gør tatoveringerne, hvis lys svagt kan ses gennem hendes tøj. Det er som om der er en spøgelsesagtig skikkelse bag hende. Sådan at den skikkelse var en svagere og gennemsigtig udgave omkring hende. Roz bliver i sin faldende stilling i sneen og ligesom os andre kan han ikke tage øjnene fra hende. Hun bevæger sig langsomt gennem sneen eller det er nærmere som om hun svæver over den, for hun efterlader ingen fodspor i den. Hun rækker ned og samler Roz op med en hånd og holder ham et godt stykke over jorden. "Jeg sagde at du ikke skulle røre ham og du nægtede at adlyde. Hvem tror du, du er siden du kan nægte at adlyde en direkte ordrer fra Juno?" Hendes stemme har den der overjordiske genlyd til sig og er fyldt med kraft. Hun kaster Roz fra sig og vender sig halvt mod vores far. "Og dig." Hendes overnaturlige aura tager til. "Hvor vover du at give Junos Mager væk til en anden? Og så for noget så smagløst som jord og en til at træne din Floks Kriger." Hun tager et skridt hen mod vores far og slår så ud mod Roz, der stadig er på jorden. "Denne mand er ikke værdig sin stilling, hvis han forlænger sin ALFA, at han giver rollen som Selene til sin datter, hvis han skal fortsætte sit arbejde, som selv samme Alfa har givet ham." Hun vender blikket mod vores far igen. "Og du er ikke værdig din stilling som Alfa, hvis du lader en mand som denne diktere hvordan du styrer din Flok. Han arbejder for dig og han er heldig at du gav ham et sådan et stort ansvar. Et ansvar andre i din Flok kunne varetage bedre en denne mand og som ikke ville betvivle dit lederskab og tvinge dig til at indgå en aftale, der er under en Alfa og de kommende Alfaer. Denne aftale er en skændsel for Opal Moon Flokken og var det mig, der havde velsignet denne Flok, så havde jeg taget den tilbage. Alfa Alastor Treznor af Opal Moon, du er ikke værdig stillingen som Alfa." Hun vendte sig mod Roz. "Kriger træner Roz Rhett af Opal Moon, du er ikke værdig stillingen som Kriger træner." Så kiggede hun på min far igen, derefter Roz, så Attis, Aries og så mig. Derefter kiggede hun mod Flokhuset. "Luce Rhett af Opal Moon er ikke værdig som Selene af Opal Moon." Der var et højt smæld og så forsvandt lyset fra Alex og hun var tilbage til sit normale selv. Hendes øjne vendte det hvide ud ad og hun kollapsede i sneen. Jeg farede mod hende og skulle lige til at samle hende op, men blev stoppet af et udbrud. "Rør hende ikke!" Jordan og Sydney kom styrtende imod os, med bekymrede blikke og jeg flyttede mig væk fra Alex.

Jordan og Sydney knælede ned i sneen omkring Alex og kiggede så bekymret på hinanden. "Hun koger." Jordan flyttede hånden fra Alex' pande og kiggede sig så rundt. Hun sparrede øjnene op og kiggede så tilbage på Alex med beundringen blandet sammen med bekymringen. Hun hviskede noget til Sydney, der så sparrede øjnene op og kiggede så på Roz, vores far og Aries. jeg fulgte hendes blik rundt på de tre. Roz og vores far havde et svagt omrids af en halvmåne på siden af deres hals. Aries derimod var blevet healet igen og de eneste tegn på at han lige havde været oppe at slås, var blodet på tøjet. "Hvad sker der?" Aries knælede ned i sneen ved siden af Jordan og Sydney og rakte ud efter Alex. Sydney greb fat om hans håndled inden han nåede at røre hende. "Kan i høre den svage summen?" Han drejede hovedet lidt til siden og jeg gjorde ubevidst det samme, da jeg forsøgte at lytte efter lyden. "Ja." Det var Attis der svarede. "Det er lyden af den kraft, der løber rundt i hende lige nu og hvis i rør hende vil det slå jer ud. Det vil svare til at få 10.000 volt igennem kroppen. Jordan og jeg er beskyttet mod det af vores halskæder." De trak begge to, to identiske halskæder frem fra deres trøjer. De var magen til den halskæde Alex gik med og som hun havde givet til den lille pige, før hun var taget med hertil. "Men er hun okay?" Aries kiggede igen bekymret på Alex' bevidstløse krop. Pigerne kiggede usikkert på hinanden. "Kan i huske den historie om Juno? Som Alex fortalte på klubben?" Vi nikkede alle tre. "Tja, Juno går på jorden igen. I form af Alex." Jeg spærrede øjnene op igen, i en blanding af vantro og forundring. "Hvad?" Pigerne hjalp hinanden med at løfte Alex op og holdt forsigtigt omkring hende. "Alex deler sin krop med Gudinden af Halvmånen, Juno. Månegudindens datter. Det gør at Alex er i stand til nogle ret vilde ting, når hun trækker på den ekstra kraft der følger med. Men det gør også Juno i stand til at snakke gennem hende og efter Gudinden har taget over. Ja så sker det her med Alex, når Juno trækker sig tilbage igen. Det er et tegn på Gudindens kræfter stadig løber stærkt igennem Alex og der går noget tiden inden kræfterne har trukket sig nok tilbage til at Alex selv kan tage over. Det er også derfor Alex' hår er hvidt og at hendes øjne er så blå som de er. Det er en konstant påmindelse om gudindens tilstedeværelse og den lysende skikkelse er så Gudinden, i alt sit væsen." Pigerne gik mod vores hytte og efter et stykke tid fulgte vi efter. Vi som mine brødre og jeg, for Roz og Alastor rørte sig ikke. "Du blev healet fordi du står Alex nær og de to andre fik halvmånen på deres hals fordi deres handlinger ikke faldt i god jord hos Gudinden. Nu er det op til Månegudinden om hun vil straffe dem for deres handlinger eller ej." Jeg gik i forvejen og skubbede døren til hytten op. Hold da kæft. Jeg var ikke sikker på at jeg troede på hvad Jordan og Sydney havde fortalt, for det virkede lidt for langt ude og uvirkeligt, men der var sket et eller andet derude, som jeg ikke helt kunne forklare. Pigerne lagde Alex ned på sofaen og kiggede så op på os. "Hun skal nok komme til sig selv om et stykke tid og i mellemtiden skal i lade hende være. Det kan tage længere tid før hun vågner hvis i rør hende." Så kiggede de en ekstra gang på Alex og gik så ud af hytten med bekymrede blikke.