The Moon's daughter

Kapitel 15

---- Alexandria POV ----

Jeg kunne ikke lade være, selvom jeg burde havde, men det var bare så oplagt. Brødrenes reaktion på mit ærlige svar var priceless og det samme var Luces. Jeg havde opfanget at jeg kunne være noget så sadistisk i trillingernes nærhver. Eller måske det faktisk bare havde været mig, der gjorde krav på mine Mager? Det håbede jeg virkelig ikke det var derfor jeg havde sagt ja. Lige meget hvad så var jeg nødt til at trække mit svar tilbage igen. "Du er velkommen til at kigge efter Mærket hvis det er." Jeg satte flasken på bordet og kiggede så tilbage på hende. "Jeg blev sendt hertil efter jeg selv blev overfaldet og mine forældre er bange for at vedkommende kommer tilbage for at færdiggøre hans job. Så det et lidt tus-tus hvor jeg præcist er." Trillingerne vågnede langsomt op igen og genoptog det de havde været i gang med, men de virkede en smule anspændt. "Så du er ikke deres Mage?" Hendes stemme var en smule usikker og jeg frydede mig lidt indvendigt. Okay jeg var vist bare en rigtig bitch nogle gange. "Jeg tror du ville vide det hvis jeg var." Jeg sendte hende et kort smil og vinkede hende så hen til bordet. Hvis jeg kom for tæt på en afvisning eller i at lyve om at vi var Mager, så ville det kunne ses på os, så jeg skulle være forsigtig med hvordan jeg forklarede mig. Hvordan jeg snog mig udenom sandheden.

Det havde taget lidt tid før samtalen rigtig var kommet i gang igen og brødrene, især Atlas blev ved med at skæve til mig. Så måltidet havde været lettere akavet at være en del af, men jeg frydede mig stadig indvendigt. Jeg kendte til Luces åbenlyse crush og det havde været sjovt at smide en kæp i hjulet på det også selvom det kun var for et øjeblik. Eller det var hvad jeg fortalte mig selv, var grunden til at jeg havde gjort det. For hun kunne have dem for min skyld, for jeg var ikke interesseret selvom min Ulv var, men den bestemte ikke over mig. I hvert fald ikke det meste af tiden. Luce havde kigget sig usikkert omkring, mens vi spiste, men blødte langsomt op igen fordi der netop ikke var noget videre mellem brødrene og jeg. Vi opførte os som, tja ikke helt venner men heller ikke kun bekendte, men i hvert fald ikke som Mager. "Hvordan er det at vokse op som datter af en Alfa?" Luce stemme røbede en smule usikkerhed, som var hun stadig ikke helt oven på mit ærlige svar fra tidligere. "Noget, der har givet hår på brystet." Hun blinkede uforstående et par gange og jeg sendte hende et smil. "Mine forældre har altid sørget for at jeg var en del af alting og at jeg forstod hvordan det var at styre en Flok. Jeg havde opgaver og ansvar fra en tidlig alder. Jeg gik ikke fri fra pligter og regler, selvom jeg var deres datter. De behandlede mig på lige fod som resten af Flokken, hvilket jeg som yngre hadede... Nu? Nu synes jeg det var en god ide. Det har som sagt givet en del hår på brystet. Metaforisk selvfølgelig." Hun nikkede og fulgte efter mig mod sofaen. "Så du er en regelrytter?" Jeg rystede på hovedet og trak bene op under mig. "Gud nej. Jeg var en af de værste regelbryder, jeg gjorde det bare i smug og ikke ude i det åbne." Minderne af mine lidt vildere gerninger væltede frem. "Jeg ødelagde afslutningsballet for de andre piger. Jeg havde en lidt... lad os sige udfordrende kjole på, der fik fyrene til at glemme alt om deres dates og blev kåret som ballets dronning selvom jeg ikke havde stillet op." Hun måbede og jeg rystede på hovedet. "Du skulle have set dem. Jeg har aldrig set sådan en stor gruppe være klar til mytteri." Hun grinede og rettede sig mere op i sædet. "Det gad jeg godt have set." Hendes øjne funklede. "Hvad mere?" Jeg tænkte mig om et øjeblik, mens jeg fraværende svingede indholdet i mit glas rundt. "Uh, der var den gang mine veninder og jeg nøgenbadede til en fest. Vi havde fået lidt for meget drikke og synes det var en god ide." Jeg rystede på hovedet igen og var fuldt ud klar over at trillingerne lyttede med. "Den var ikke helt god for politiet duggede op mens vi var... tøjløse." Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan brødrene lænede sig lidt længere frem. "Hvad gjorde i så?" Hun lagde en hånd på min arm og jeg ignorerede min første instinkt, der ville have rystet den af mig. "I panikken politiet skabte, skiftede vi til ulveskikkelse og luntede væk. Det var et fåtal af dem, der var til stede, der vidste hvad vi var, så vi udnyttede det." Hun fniste tøset og havde glemt alt om trillingerne, hvilket var overraskende. "Det lyder så meget mere spændene end her. Det var en helt almindelig skolegang, uden nogen videre svinggerninger... Hvad så med piercinger og tatoveringer? Det var ikke dig så?" Jeg bed mig bevidst i den ene side af underlæben og hendes øjne lyste op. "Hvor?" Fuld bevidst om at jeg havde alle fires fulde opmærksomhed vinkede jeg hende tættere på og hviskede så svaret til hende. Hun lænede sig tilbage med store øjne, hvilket var lige lovlig dramatisk. Så udfordrende var placeringen ikke af mine tatoveringer, hvis du spurgte mig. "Hvad sagde dine forældre til det?" Jeg trak på skuldrene og tog en tår af mit glas. "De ved det stadig ikke." Hun lavede et lille hvin. "Hvordan kan de ikke vide det?" Jeg lænede hovedet lidt tættere på hende. "Strategisk udvalgt tøj, bandager og make-up. Jeg kan få hvad som helt til at forsvinde med det stads." Hun grinede og der var et hint af beundring i hendes øjne. "Jeg gad godt at have kendte dig den gang." Jeg trak på skuldrene. "Du kender mig nu." Hun rystede grinede på hovedet.

Den var blevet sent og Luce var ved at tage sin jakke på. Hun trak håret fri fra jakken og kiggede på mig. "Hvad synes du om vores Flok, indtil videre?" Jeg rejste mig fra sofaen og tog et lille skridt tættere på hende. "Den har helt klart lige fået et skub i den positive retning." Hun grinede og trak mig ind i en omfavnelse. "Det her må vi gøre igen. Måske bare en tøseaften?" Jeg rystede på hovedet. "Det vil blive en tøseaften med påhæng så." Jeg slog ud mod brødrene og hun grinede fjoget. "Med påhæng så." Jeg nikkede og hun kiggede så på brødrene. "Følge mig hjem, en af jer?" Først nu vågnede brødrene rigtig op. De havde været helt stille mens Luce og jeg havde snakket løst om alt muligt forskelligt. Jeg havde givet hende et oprigtigt forsøg på at lære hinanden, at kende og jeg var ikke sikker på hvad jeg mente om hende. Hun virkede på mange måder som et lille barn og det virkede som om hun forsøgte at kompensere eller skjule nogle mangler med hendes opførelser. Hun var helt klart en pleaser, for hun det var tydeligt at hun havde forsøgt at vinde mit venskab nu her. Hun virkede bare lidt for... Overfladisk? Falsk?... Jeg kunne virkelig ikke sætte en finger på hvad det var, men jeg var helt sikker i min sag om, at vi ikke skulle hænge ud alene. Jeg tror ikke jeg ville kunne holde hende ud på to-mands hånd. "Aries." Atlas kiggede på sin bror, der efterfølgende sendte ham et undrende blik. Han sagde dog ikke noget og rejste sig så for at følge Luce tilbage til Flokhuset. En mobil ringede og ud af øjenkrogen, så jeg Attis gå mod deres værelse. Jeg strakte mig og kunne mærke Atlas' blik på min ryg. Han havde noget han ville sige og lignede en, der var ved at eksplodere da jeg endelig vendte mig væk fra døren og mod sofaen igen. "Hvor dum har man lige lov til at være!?" Jeg trak på skuldrene over hans udbrød. "Jeg synes nu det var meget sjovt." Hans øjne formørkes på et splitsekund. "Sjovt? SJOVT! Hvad fanden er det sjove ved at fortælle hende at du er vores Mage?" Jeg slog i luften med den ene hånd, jeg vidste godt at det var det han havde ment, og ikke de ting jeg havde fortalt Luce, jeg havde lavet, men jeg kunne ikke lade være med at irritere ham. "Nå det... Jeg vidste ikke at det var en hemmelighed. Jeg må have misset den del af vores samtale omkring emnet. Desuden er jeg hundred procent sikker på at Luce ikke tror at det er sandt." Atlas inhalerede højt, som gjorde han klar til at eksplodere og hans øjne blev helt sorte. Han var rasende og jeg vidste det. Da han åbnede munden, var hans hjørne tænder mere fremtrædende, hvilket betød at han var tæt på at skifte form af vrede. Hvis han forventede at jeg underkastede mig lige nu og her, så kunne han godt tro om. "Hvilken del af, at du er et fucking løfte om beskyttelse til din far fatter du ikke? Vi har ingen interesse i at tage en som dig som Mage. Jo før du accepterer det jo bedre. Der er intet håb for andet." Hans ord ramte lige ind og min Ulv klynkede trist, hvilket fik mig til at tage et ufrivilligt skridt baglæns.