The Moon's daughter

Kapitel 79

---- Alexandria POV ----

"Er du sikker på det er nødvendigt?" Atlas kørte nervøst sin hånd gennem sit hår. "Behøver det være lige nu?" Fulgte Aries trop og hæv ud i sin halsudskæring. Jeg kiggede på Attis og hævede, spørgende det ene øjenbryn. "Hvad?" Han sendte mig et halvt smil. "Du er ikke også ved at få et nervøst sammenbrud vel?" Han rystede på hovedet. Jeg troede dog ikke helt på ham, fordi han havde stoppet sine hænder godt ned i forlommerne på sine bukser og han flyttede vægten fra det ene ben til det andet lidt for ofte. "Er du sikker?" Jeg kæmpede for at skjule mit smil og han nikkede. Jeg lagde armene over kros og hævede igen det ene øjenbryn. Han trak hænderne op af lommerne og slog ud med armene. "Okay!... Jeg er ved at ende som dem. Er du tilfreds?" Han bed hårdt sammen og efterlignede min kropsholdning. Min 'hårde' facade smuldrede og jeg gav mig til at grine. Jeg kunne ikke lade være og det høstede mig nogle utilfredse blikke fra trillingerne. "Åh hold op. Det er sjovt. Se jer selv." Jeg slog ud mod dem og smilede skævt til dem. De knurrede og før de kunne gøre mere, trådte min mor ind i rummet til os. "Er i klar?" Jeg skævede til trillingerne. "Nogle af os er." Min mor rystede på hovedet ad mig og kiggede skiftevis på trillingerne. "Hun kan være rigtig forfærdelig når hun vil. I skal nok klare den... Så længe i pakker det, der væk." Hun kørte sin hånd rundt i luften foran sit ansigt og jeg begyndte at grine igen. I det samme begyndte smerte at strålede ud fra min ene side og jeg gispede. Med en grimasse lænede jeg mig ind mod min mors skulder og trak vejret i små stød, mens jeg masserede stedet, som gjorde ondt. Min mor kørte en hånd ned over min ryg. "Dybe indåndinger... Du var lige så aktiv. Det er nok en fælles ting for hvalpe, der er stærkere end normalt." Hun rykkede sig nænsomt væk og vinkede en af brødrene over, så de kunne tage hendes plads. Jeg kunne ikke nænne at fortælle hende at jeg ikke kunne mærke babyen. Det gjorde jeg aldrig. Bare en masse smerte og aldrig babyen selv. Ikke noget at sige til at jeg var nervøs for hvordan han eller hun havde det. "Giv besked når du er klar." Jeg fnyste af hende, mens brødrene holdt mig oppe. "Det må så blive aldrig... Men lad os nu bare få det overstået." Hun sendte mig et kort smil og vinkede os så med hende ud af rummet. Jeg greb Atlas' hånd, da han stod på min højre side, mens jeg holdt den anden hen over min venstre side, hvor smerten strålede ud fra. Med en dyb indånding og et hårdt klem af Atlas' hånd, da jeg blev ramt af endnu en bølge af smerte, fulgte jeg efter min mor. Brødrene fulgte nervøst med og jeg var ikke længere i humør til at grine over deres nervøsitet. Som jeg sikkert også ville have følt, hvis jeg ikke følte mig mærkeligt fjern fra min egen krop og graviditeten. Gad vide hvornår min hjerne indhentede min krop og indså at jeg var gravid?

Far havde samlet hele Flokken ude foran huset og efter at have holdt en meget kort tale, den var i hvert fald for kort efter min smag, gav han og min mor, der nu stod ved siden af ham, signal til at vi skulle komme frem. Jeg kiggede skiftevis på brødrene og trådte frem. Jeg tvang mine fødder til at bevæge sig hen mod stedet mine forældre stod. Min opgave var egentlig ikke svær, men nu hvor jeg stod midt i det, blev jeg ramt af nerver. Jeg blev dog holdt oppe af trillingerne eller vi holdt vel egentlig hinanden oppe. Atlas holdt mig stadig i hånden og klemte cirka lige så hårdt fast i min, som jeg gjorde hans. Attis havde en arm om mit liv og Aries ene hånd lå over min anden hånd, som stadig lå på min venstre side. Hans anden hånd lå på min hofte. Samlet flok, det var hvad vi var lige nu og ingen af os havde lyst til at gøre det her. Vi nåede midten og jeg rømmede mig. Jeg kiggede skiftevis på trillingerne igen, der spændte endnu mere og flyttede uroligt på sig. De havde lige som mig, lyst til at løbe deres vej, men de havde nok mere held med faktisk at gøre det end mig. Mine forældre nikkede til os og jeg bed mig i siden af underlæben. Jeg lukkede øjnene et sekund og kiggede så ud over den forsamlet flok, der kiggede spændt op på os. "Den næste generation af Alfa eller Selene er på vej." Det føltes så latterligt at sige det højt, når det var så forbandet tydeligt at jeg var gravid, men normalt skulle det deles med resten af Flokken når man var en måned henne og ikke ved slutningen af sin fucking graviditet. Lige nu hadede jeg traditioner, for jeg ville bare gerne være i min seng. Flokken var helt stille et par sekunder og brød så ud i jubel. Der gik så et kollektiv sug af energi gennem Flokken og de bukkede synkront. Brødrene kiggede overrasket ned på mig og så på Flokken. Selv mine forældre bukkede, dog ikke lige så dybt som resten af Flokken. "Jeres Flok er måske en af de stærkeste fysisk, men denne her er den stærkeste spirituel og det her, er hvad man får ud af det." Aries lænede sig lidt længere ned. "Det er noget af et power boost og vi er ikke engang en del af Flokken." Jeg drejede hånden, under Aries' og klemte hans hånd. "Det er i nu." Jeg fulgte det op med et skævt smil. Ja det var de så sandelig og ville altid være det, lige meget hvordan vi fire endte op.

Efterfølgende blev borde bragt ud og der blev pyntet og dekoreret op til et surprise Baby-shower, hvilket min mor måtte have fået stablet på benene på rekord tid. Det var komplet med et bjerg af gaver, muffins med sutter på, en blå og en lyserød og der var balloner i nuancer af blå og lyserød. Og tonsvis af dekorationer med sutter, rangler og andre baby-ting. Et lyserødt silke skærf, med teksten: Mommy to be, blev hængt om min overkrop og jeg kunne ikke lade være med at smile fjoget da et lyseblåt skærf med teksten: Daddy to be, blev hængt om hver af trillingernes overkroppe. De så, så nervøse og anspændte ud at det var hysterisk. Teksten var et spin på den klassiske 'Bride to be' og Sydney, Jordan og jeg havde fået lavet skærfene i sin tid, fordi vi mente det ville være morsomt at have forældrene til at gå rundt med dem og også for at vise vi hyldede parret og det ufødte barn. At stå med det på nu var ikke morsomt overhovedet. Nej det var mere den sidste del, den del med at blive hyldet og også æret der ramte mig. Trillingerne trak ud i deres skærf og skar kort ansigt, inden de huskede hvor de var og takkede Hun-ulvene, der havde givet dem skærfene på. De tre var så malplaceret her og jeg snakkede ikke bare festen, men generelt. De var højere, bredder og fyldte også mere med deres energi. Deres elskede cargo bukser og militærstøvler var en kontrast til vores mere farverige og lettere påklædning. Åh de var så langt fra deres vante rammer at det på en måde var kært. De skævede efterfølgende til mig og jeg kæmpede for ikke at smile stort over deres reaktioner på, at blive smidt ud i et Baby-shower. Jeg havde dog halvt forventet det, for hvis der var noget min Flok var god til, så var det at holde surprise fester og lignende, der blev planlagt og gjort klar hurtigt. Så jeg var vant til det og jeg vidste også hvad der stadig var i vente. Jeg burde advare trillingerne om det, men jeg nød deres nervøse energi og lettere pinte udtryk for meget. Velkommen til min verden drenge.