The Moon's daughter

Kapitel 20

---- Alexandria POV ----

"Hvor er Aries?" Jeg kiggede skiftevis på Attis og Atlas, der begge sad på gulvet lænet op ad væggen og så ekstremt udmattet ud. Jeg var vågnet op i deres favn og jeg kunne godt lægge to og to sammen. Panikanfald, mareridt og en masse skrigeri. Hvis der var noget jeg hadede, så var det hospitaler eller noget, der minder om, for de var linket sammen med overfaldet og smerten Han-ulven havde påført. Det hele var det samme i mit hoved og jeg ville gerne så langt væk som muligt med det samme, men først måtte jeg vide om Aries havde overlevet. Det havde han bare at have. Brødrene skævede til hinanden. "Han er okay." Attis' stemme var blottet for følelser og en kuldegysning gik igennem mig. Hvad var det han ikke sagde? Jeg begyndte at hive rørene og tuberne af, der forbandt mig til et væld af maskiner og saltvandsposer. Attis greb fat i min arm og jeg trak mig fri og kom på benene. "Han skal nok klare den, men han er stadig bevidstløs." Attis kom på benene med en grimasse og rullede med skuldrene, så de smældede. Hvor længe havde de siddet på gulvet? Døren blev smækket op og en Han-ulv kom ind. Han havde en hvid kittel på og han kiggede bekymret fra mig til brødrene. "Er du med os Alexandria?" Jeg lagde armene over kors. "Ja et øjeblik endnu, for jeg vil gerne væk herfra." Min Ulv var vågnet op og peb nervøst. Hun kunne heller ikke lide at være her. "Okay, men vi skal først lige gennemgå nogle test og have taget nogle prøver." "Nej." Han-ulven kiggede forbi mig og om på brødrene hvis duft begyndte at fylde rummet. Så det var derfor de havde været her. De havde brugt deres lugt til at holde styr på mig. Min far havde været nødt til at gøre det samme efter overfaldet. Jeg snerrede, en lyd, der kom dybt nede fra struben og var ildevarslende i sig selv. Hvis de regnede med at de kunne bruge deres duft til at gøre mig medgørlig, nu hvor jeg var helt vågen og mig selv, kunne de godt tro om. "Jeg har det fint." Jeg skubbede mig fordi Han-ulven og gik ud i gangen. Jeg vidste præcist hvor Aries befandt sig, for jeg kunne mærke ham, hvilket betød at mit Mærke på ham ikke var forsvundet endnu. Jeg fulgte gangen og vidste at Attis og Atlas, såvel som Han-ulven fulgte efter mig. Gangen drejede og jeg fulgte den, så skubbede jeg stille den første dør op og kiggede ind. Aries lå på den anden side, i en hospitals seng og med dynen trukket op til hans hofter. Hans brystkasse var nøgen og jeg kunne se hvordan de mørke plamager allerede var falmet til en lys grøn/gullig farve. Han var tilkoblet til at hav af maskiner lige som jeg havde været. Jeg gik langsomt ind i rummet og trak clipboardet fri, der sad i en holder for foden af sengen. Jeg bladrede gennem siderne og skar ansigt af informationerne. Han havde været heldig. Hans hjerterytme var normal og det samme var hans vejrtrækning, så jeg satte clipboardet på plads og bakkede ud af rummet. Han skulle nok klare den. Gudskelov.

Det havde taget noget overtalelse, primært fra Attis' side, fordi jeg ikke rigtig lavede andet end at knurre af Han-ulven, før jeg fik lov til gå. Brødrene guidede mig gennem hospitalsvingen i stilhed og så videre gennem Flokhuset. Da vi gik gennem fællesrummet, samlede Atlas et af tæpperne op og rakte mig det. Jeg slog tæppet tæt omkring mig selv og gik så ud og mod vores hytte, hvor jeg styrede direkte mod mit værelse. Jeg tog verdens længste bad og min hud var lettere rød da jeg endelig slukkede for vandet. Spejlet, der var dækket af damp, tørrede jeg af med håndklædet og kiggede på mig selv. Hævelsen omkring flængen på kinden, havde lagt sig og dele af flængen, tættest på min mund var allerede helet. Ved de nederste ribben på den ene side, var jeg blevet syet sammen og nogle af stingene var allerede forsvundet. Brødrenes Ulve var stærkere end jeg lige havde regnet med, fordi de havde formået at sætte min egen helingsproces op, bare ved at omringe mig med deres dufte. De var Alfa sønner så selvfølgelig havde de nogle stærke Ulve, men det her var stadig imponerende. Hvilket måtte betyde, at Aries ville være på højkant igen forholdsvis hurtigt.

Og det var han, for da Atlas, Attis og jeg kom tilbage til hans stue, var han vågen og mærkerne på hans overkrop var stort set forsvundet. Maskinerne havde de koblet fra og skubbet lidt væk. Han smilede stort da vi kom ind, men trak stadig diskret dynen lidt længere op. En bevægelse, der stadig ikke gik udset hen og en anelse formålsløs. "Du er okay." Hans blik skannede min krop for skader, ikke at han kunne se dem gennem mit tøj. "Det har jeg dig at takke for. Du tog stort set alle sammenstødene med jorden for mig." Han smilede skævt og hans øjne funklede en anelse. "Det er mit job, ikk?" Jeg himlede med øjnene og han grinte, mens hans brødre gryntede af hans kommentar. "Og jeg hører at jeg er i live takket være dig. Så tak." Blikket han sendte mig, var intens og med et hint af oprigtig ære i det og noget andet. Jeg skævede til hans brødre, der havde været stille siden jeg forhold hospitalsvingen første gang, fordi hans blik var alt for intenst. Jeg sukkede kort, for jeg kunne lige så godt få det sagt. Bedre at han hørte det fra mig end af doktoren eller en af sygeplejerskerne. "Jeg Mærkede dig." Alle tre snappede hørligt efter vejret. "Hvad gjorde du!?" Atlas' stemme var en smule skinger, men jeg holdt blikket rettet mod Aries. Det var hans mening jeg var ude efter, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at svare Atlas. "Hvad havde du regnet med, da du hørte mig i dit hoved? At jeg havde udviklet telepati? Aries er forbundet til jer og det var den eneste mulighed jeg havde tilbage." Atlas knurrede ad mig, men jeg kiggede stadig ikke på ham. For nogle Han-ulve er det et Tabu, hvis en Hun-ulv Mærkede dem først. For andre Han-ulve er det 'drømmen'. Så hvad hans brødre synes, var jeg faktisk ligeglad med, da det ikke var dem jeg havde Mærket. "Vi havde ikke medbragt vores mobiler og jeg kunne ikke få dig op selv." Jeg følte jeg skyldte ham en lidt mere uddybende forklaring, for hvorfor jeg netop havde valgt den løsning. Aries trak på skuldrene, hvilket var en anelse overraskende og så igen ikke. Han var måske virkelig begyndt at udviklede oprigtige følelser for mig, hvilket var en dårlig ting. "Jeg er i god behold og så kan måden være lige meget." Atlas knurrede af Aries og sendte ham et mørkt blik. "Lige meget! Det er for fuck-sake ikke lige meget. Hvad hvis nogen har set det!?" Aries trak på skuldrene igen. "Som jeg sagde. Det. Er. Lige. Meget. For mig betyder det ikke noget." Jeg kunne lige så godt smide den anden bekendelse nu også. "Atlas og Attis har allerede set det, så..." Med det trak jeg min sweater af og fremviste, frivilligt denne gang, arene på min overkrop. Alle tre snappede efter vejret igen. Ville de ikke godt holde op med det? Jeg havde ikke gidet flette mit hår, så det hang løst ned over min ryg og gav mig en følelse af ikke at være lige så blottet, som jeg faktisk var. De kunne dog se den ene af mine tatoveringer, som sad på siden af mine højre ribben og gik videre om på ryggen. Det var et hav af blomster og blade, med et skjult stjernetegnsbillede gemt væk blandt dem. For at se stjernebilledet, Ulven eller Lupus, skulle man helt tæt på og vide hvad man kiggede efter selvfølgelig, for den var godt 'gemt' væk i de andre motiver. Og en brøkdel af en af de andre, kunne lige ses over buksekanten, ved min venstre hofte, i form af et par streger af blæk. "Shit." Aries spærrede øjnene op og kiggede intenst på min overkrop. "Ja." Jeg trak sweateren på igen og trak efterfølgende håret op af den. Så havde de da alle set dem og nu var den 'hemmelighed' ude af verden.