The Moon's daughter

Kapitel 55

---- Alexandria POV ----

Jeg hørte Atlas hyle i smerte og savn. Eller det var mere at jeg følte det og jeg flyttede mig ubehagelig til mode rundt på passagersædet. "Er du okay?" Reade kiggede over på mig, med et bekymret blik. "Jah." Min stemme knækkede over og jeg kunne mærke at Attis' og Aries' stemte i med Atlas' hyl, med samme smerte og savn. Deres var bare ikke lige så stærkt, hvilket fortalte mig at de var i menneskeskikkelse og ikke Ulveskikkelse, som Atlas. Efter vi havde 'maget' under min Lystperiode var min forbindelse til dem blevet forstærket, selvom jeg ikke bar deres Mærke og deres smerte pinte mig. "Vi kan køre tilbage." Jeg rystede på hovedet ad hans kommentar. "Nej. Der er kun en vej for mig og det er frem. Jeg kan ikke tage tilbage." Jeg gned en hånd hen over min brystkasse og masserede området lige over mit hjerte. Efter jeg var vågnet op på sofaen i hytten, havde jeg sendt Reade en besked og han var kommet kort tid efter med Devdan. Vi havde hurtigt fået mine ting ud i bilen, for jeg havde allerede pakket dem. Devdan havde ikke stillet nogle spørgsmål og efter tingene var kommet ind i bilen, havde han givet Reade et kys, mig et kram og var gået tilbage til Flokhuset. Jeg havde tøvet et sekund inde på værelset og havde lagt en af halskæderne på sengen, for jeg kunne ikke gennemføre at skrive et brev til dem og det ville også tage alt for langt tid. En note med ordet undskyld, virkede forkert, så derfor havde jeg i sidste ende kun lagt halskæden. Den havde ikke samme betydning som den Jordan, Sydney og Jordans lillesøster Jade, havde. Nej den her var en form for afskedsgave. Det endelige punktum i kapitlet om os fire. Flokhuset var for længst bag os og jeg havde sendt min mor en besked om, at jeg var på vej hjem. Hun havde selvfølgelig ringet til mig, hvortil jeg havde fortalt hende at det bare var på tide at komme hjem igen. De kunne få den fulde historie eller noget af den senere, hvis jeg følte for det. Reade havde allerede hørt det hele, bortset lige fra det, der var sket efter jeg var blevet slæbt væk fra pokerspillet af Atlas. Den sidste del behøvede han ikke at have med, men jeg synes at jeg skulle fortælle det alligevel. Han kørte mig trods alt tilbage til min egen Flok uden at stille spørgsmålstegn. Det her havde været den tjeneste jeg havde bedt ham om, men jeg havde regnet med at der ville gå lidt længere tid inden jeg faktisk tog hjem. Sådan var det desværre bare ikke endt. Og selvom jeg ikke helt ville indrømme det, så gjorde det forbandet ondt at efterlade trillingerne. 

Flokhuset kom til syne og Reade kørte så tæt på hoveddøren som muligt. Han slukkede motoren og hoppede ud. Tre af Flokkens Kriger kom hen til os og tog mine ting ud fra bilen, for derefter at tage dem med ind i huset. Reade fulgte mig til hoveddøren og trak mig så ind i en omfavnelse. Han strammede grebet og kyssede mig på toppen af hovedet inden han gav slip. "Jeg er kun et opkald væk, Alex. Husk det." Jeg trak ham ind i en ny omfavnelse. "Tak for alt Reade og jeg er ked af at have bragt dig i den her situation." Han trak kort på skulderne. "Skulle det være en anden gang siger du bare til og jeg kan håndtere trillingerne." Han skulle til at gå ned af trapperne, men jeg stoppede ham ved at tage fast i hans arm. "Man skulle tro jeg var din..." Han stoppede sig selv, men jeg vidste hvad han skulle til at sige og det stak. Ikke det at han skulle til at sige det, men det faktum at han havde behandlet mig bedre end mine rigtige Mager havde og det var svært stadig at benægte at jeg ikke ville have en Mage. Eller tre. Jeg trak en æske op af min rygsæk, som Krigerne ikke havde taget med og rakte ham en flad æske. Han kiggede forundret på mig, men åbnede æsken og spærrede øjnene op. "En halskæde?" Jeg nikkede. "Du behøver ikke at have den på, men den er et symbol på min taknemlighed og venskab. Hvis du nogensinde kommer i problemer med min Flok, hvilket jeg ikke håber, så vis dem den og de vil sende dig min vej." Jeg sendte ham et smil og trak min egen frem fra min trøje. Han grinede da han så den. "En venskabshalskæde. Jeg elsker det." Med et bredt grin trak han halskæden ud af æsken, stak æsken i baglommen og tog halskæden på. "Hvordan ser jeg ud?" Han poserede fjollet foran mig og jeg sendte ham et smil. "Perfekt." Jeg trak ham ind i endnu et kram og han klappede mig på ryggen inden han trak sig fri. "Jeg kommer til at savne dig Alex." Han bakkede baglæns ned af trapperne og mod bilen. "For inder cirklen er det Lex og jeg kommer også til at savne dig." Jeg grinede og vinkede fjoget til ham og han gjorde det samme. Han startede bilen og rullede vinduet ned. "Elsker dig Lex!" Jeg rystede på hovedet og ventede til han var ude af syne, inden jeg gik ind gennem hoveddørene. 

Jeg havde stået på den anden side af døren et øjeblik, for at få styr på mig selv da jeg var et virvar af følelser. Og i stedet for at gå op på mit værelse, som jeg havde allermest lyst til, bevægede jeg mig gennem huset mod min fars kontor og gik direkte ind. Min mor stod bag min far, der var fuld ud fokuseret på noget på sin computer. De kiggede begge to overrasket op over at nogen bare sådan trådte ind på Alfaens kontor, men da de så mig, farede de op og styrtede i min retning. De omfavnede mig og jeg lagde armene omkring dem. "Jeg troede først du kom senere." Min mor kiggede på sit armbånds ur, uden at slippe mig og gispede så. "Er klokken så mange?" Hun klemte lidt hårdere fast om mig. "Hvordan har min lille pige det?" Min far løsnede grebet lidt, lagde en hånd om min hage, tippede mit hoved op og snerrede så. "Hvem har gjort det?" Han vred mit hoved lidt længere til siden, så min mor også kunne se arret på min kind. "Det var et uheld." Han knurrede. "Uheld? Det var meningen at de skulle passe på dig." Jeg sendte ham et lille smil og greb fast om hans hånd, der lå stramt om min hage. "Og det gjorde de. Det her var min skyld. Jeg provokerede Atlas til han var sekunder fra at se rødt og Attis sprang imellem os for at stoppede vores diskussion, inden den kom for langt ud. Jeg væltede og ramte hjørnet af sofabordet." Jeg kiggede på min mor. "Og Aries gav næsten sit liv for mit, da jeg røg ud over klippekanten." Min far løsnede sit greb om min hage. "Jeg går ud fra at det går an så." Der var stadig et hint af vrede i hans stemme, men han lagde armen om mig igen og de klemte mig begge to hårdt. "Det er skønt at have dig hjemme igen." Det var også skønt at være hjemme, men en del af mig ønskede sig tilbage til trillingerne. De måtte have det elendigt. Jeg rystede på hovedet ad mig selv. De har bare at have det elendigt. Jeg strammede grebet om mine forældre og slap tanken. Eller forsøgte og fejlede bravt. Fuck mig...