The Moon's daughter

Kapitel 4

---- Alexandria POV ----

Trillingerne gik til side og lod mig endelig komme forbi og sammen med mine forældre gik jeg ned af trappen mod stueetagen. Vi nåede pejsestuen, hvor en del af Flokkens yngre generation var begyndt at samle sig som sædvanlig. Vi fortsatte dog gennem stuen og ud mod entreen, mens jeg nikkede kort farvel til dem jeg fik øjenkontakt med. Min mor trak mig ind i en varm omfavnelse og da hun trak sig tilbage, trak min far mig ind til sig. Mens han stadig holdt fast om mig, kiggede han skiftevis på trillingerne. "Pas godt på hende." Det var dog Alastor, der svarede for dem. "Hun er i gode hænder." Alastor smilede til mig og min far slap mig, mens han nikkede til Alastor. Jade kom til syne i døråbning ind til pejsestuen og holdt armene stramt rundt om kroppen. Jeg satte sportstasken på gulvet, knælede ned og åbnede armene. Jade løb direkte ind i dem og slog sine arme rundt om mig. Jeg kunne mærke hendes tårer gennemvæde det øverste af min kjole. Hun var ligesom mig ikke vild med tanken om at jeg skulle afsted. "Hey." Jeg vippede hendes hage op, med den ene hånd så hun kiggede mig i øjnene. "Det skal nok gå." Jeg slap hende og trak så fat i halskæden, der hang om min hals for at hive den hen over hovedet. Det var en sølvhalskæde med et halvmåne vedhæng, hvor en lyseblå krystal hang ned fra spidsen på den øverste del af månen. Jeg hang halskæden om hendes hals og hun kiggede overrasket op på mig. "Pas godt på din søster for mig." Hun nikkede og tog så fat om halskæden med sine hænder. Jeg trak begge mine forældre ind i endnu et kram og tog så fat i tasken igen. Jeg vinkede til dem, da jeg gik ud ad hoveddøren og fulgte efter trillingerne mod deres bil. Selvom jeg smilede, så skreg jeg indvendigt, for jeg havde virkelig ikke lyst til det her og specielt ikke nu hvor jeg vidste at de var mine Mager.

---- Attis POV ----

Alexandria havde lagt tasken på sædet i midten og sat sig ind ved siden af tasken, bag passagersædet. Hun havde vinket til sine forældre igen og havde så åbnet tasken, trukket æsken op, som vi havde set hende putte i. Hun åbnede æsken og trak forsigtigt en halskæde op, der ved første øjekast var magen til den hun havde givet pigen. Hun tog halskæden på og puttede så vedhænget ned under kjolen, før hun lukkede æsken igen og stak den ned i tasken. Så tog hun nogle sorte høretelefoner op og lukkede tasken. Med et klik på siden af den ene høretelefon startede musikken op og så lukkede hun os alle ude, ved at tage dem på. Hun skubbede støvlerne af, satte sig i lotus stilling og lænede hovedet mod vinduet. Jeg misundte hende lidt, for jeg gad lige nu også godt lukke bilens stilhed ude, men jeg havde ikke taget mine høretelefoner med. Atlas holdt stramt om rettet og hvis jeg ikke tog fejl, så bed han hårdt sammen mens han stirrede intenst ud på vejen. Aries kiggede bare ligefrem for sig, men skævede en gang i mellem om på Alexandria gennem sidespejlet. Jeg havde ikke forventet at finde min Mage i dag, men her sad hun en armslængde væk, mens hun samtidig virkede flere kilometer væk. Hun havde ikke erkendt os som hendes Mager og slet ikke underkastet sig os. For ikke at nævne at hun ikke havde sagt det til hendes forældre, selvom det havde været oplagt. Og havde hun sagt noget, ville vores omstændigheder have ændret sig det var jeg sikker på. Jeg vidste at mine brødre ikke havde tænkt sig at sige noget, så jeg havde heller ikke tænkt mig at sige noget. Det var dog yderst overraskende at hun ikke havde, for hvorfor ikke? Jeg kendte vores grund, men ikke hendes. Og så var der det med at hun hverken havde erkendt os eller underkastet sig, som også var overraskende. Det var et naturligt instinkt, et instinkt hun fuldstændig havde ignoreret, hvilket også var overraskende. Hun var generelt bare en overraskelse. Og jeg vidste at mine brødre og jeg ville have en længere samtale om det her når vi fik et øjeblik alene, men jeg kunne ikke lade være med at studse over det faktum, at Atlas ikke havde afvist hende som Mage med det samme. Han plejede at agere på tingene med det samme og typisk før han tænkte det igennem. Og nu hvor jeg vidste at hans modvilje mod at have en Mage eller tage en for den sags skyld var så stor, var det faktisk imponerende at han ikke bare havde ageret. Jeg ville selvfølgelig have forsøgt at stoppe ham hvis han var gået i gang med at afvise hende, for hun var vores og ikke kun hans, så det var en fælles beslutning. En beslutning jeg ikke kom til at give medhold i, for jeg havde endelig fundet min Mage og jeg havde ikke tænkt mig at miste hende. Jeg kunne dog ikke agere på det, fordi hun også var mine brødres Mage og det ville komme til at drive mig til vanvid.

Alexandria levede lidt op, da vi kørte ind mod vores Flokhus. Hun klikkede på siden af høretelefonerne, så musikken stoppede og skubbede dem så ned så de lå om hendes nakke. Hun rettede sig lidt op og kiggede ud af sideruden så hun kunne følge huset med øjnene. Da Atlas parkerede trak hun høretelefonerne helt af, åbnede tasken og puttede dem, derned inden hun lukkede den igen. Atlas slukkede motoren og steg ud hvor efter han smækkede døren hårdt i. Aries smækkede døren knap så hårdt og åbnede så døren for Alexandria, der var ved at tage støvler på. Jeg steg selv ud og skulle til at række ind efter hendes taske, da hun selv trak den med sig ud af bilen. Hun nikkede kort til Aries og gik så op mod huset med langsomme skridt. Vores far kom op på siden af hende og sendte hende et smil. "Det er lidt større end hvad du er vant til, men jeg er sikker på at du hurtigt får lært at finde rundt." Hun kiggede på ham og så op på bygningen igen. "Det er et imponerende bygningsværk." Vores far nikkede stolt. "Hytten I skal være i, er mindst lige så flot." Nu var det hende, der nikkede og fulgte efter vores far mod hoveddøren. Vores far forklarede kort om de forskellige etager og hvad de indeholdt, mens vi gik igennem underetagen. Hun lyttede oprigtigt interesseret og hendes øjne funklede en smule. Da vi kom ind i fællesrummet, præsenterede han hende kort til de fem personer, der rumsterede rundt. Hun nikkede kort til en fælles hilsen og kiggede sig så omkring i rummet. Vores far kiggede så på mine brødre og mig. "Hvorfor viser i hende ikke hen til hytten." Atlas knurrede kort og gik så mod terrassedørene, uden at se om vi andre fulgte efter, hvilket vi gjorde. Hun gik mellem Aries og mig, mens vi gik mod hytten og den eneste lyd kom fra vores støvler der trampede sneen flad. Atlas nåede hytten, bankede støvlerne af for sne og fortsatte ind. Aries og jeg fulgte efter, men stoppede dog da hun satte sin taske på kanten af hyttens terrasse og begyndte at gå rundt om hytten. Med en hovedrysten fulgte jeg efter hende og jeg hørte Aries kalde på Atlas, før han selv fulgte efter. Hun nåede om på siden af hytten og begav så ind mod træerne. Jeg stak hænderne i lommen, mens hun gik og kiggede op mellem trækronerne. "Hvad fanden har du gang i?" Hun kiggede sig halvt over skuldrene og stirrede på Atlas, men svarede ham ellers ikke. Hun gik lidt længere ind og stoppede så i en lysning, hvor hun gav sig til at kigge nærmere på træerne. Aries rystede på hovedet og lænede sig op ad en af træerne i udkanten af lysningen, med armene over kors. Atlas og jeg stillede os i nærheden af ham og jeg så til mens hun målte længden mellem to af træerne ved at sætte hælen på den ene fod foran træet og den anden fod direkte mod spidsen af støvlen. Hun bevægede sig med sådan en ynde, meget mere elegant end vi gjorde det var helt sikkert. "Hvad fanden laver du?" Atlas bed hårdt sammen, da hun ikke svarede og Aries trak bare på skuldrene.