The Moon's daughter

Kapitel 80

---- Alexandria POV ----

Jeg skar ubevidst ansigt da jeg så trillingerne bunde hvad jeg mente var deres tredje drink, i skjul. Deres nervøse ticks, som en let stammen, rystelserne og forhøjet svedproduktion lagde sig mere og mere jo mere alkohol de fik indenbords, men heller de ticks end at de blev fulde. "Alex?" Jeg rev blikket væk fra dem og kiggede hen på min mor, der havde lagt en hånd på min overarm. "Er du okay?" Jeg gav hendes hånd et klem inden jeg nikkede til hende. Hun skævede fra min tallerken med urørt mad til trillingerne, der havde endnu et fyldt glas i deres hænder. "Er du sikker?" Da jeg ikke svarede, trak hun mig nænsomst på benene og gik langsomt hen mod skoven. Man skulle tro vi var ligeglade med den overhængene fare, der var overfaldende, sådan som vi befandt os udenfor. Der havde ikke været et angreb siden vi fik hjælp til at beskytte Flokken, men det betød ikke at vi var i sikkerhed. Og jeg havde faktisk ikke rigtigt tænkt på de overfald siden jeg kom tilbage. Der var foregået så meget andet og mine tanker havde været optaget af alt det her med trillingerne, men nu hvor der langsomt var begyndt at blive løst, var der blevet plads til andre bekymringer. Vi stoppede ved et af træerne og min mor ventede med at sige noget til patruljen var gået forbi, der kort havde ønsket mig tillykke inden de gik videre. "Det kan være en stor omvæltning at få et barn. Især hvis man står alene med det." Jeg kiggede ufrivilligt hen mod forsamlingen. Jeg var ikke alene det vidste jeg godt, men... "Du har vores støtte, skat og Flokkens." Jeg slog ud mod armene og rykkede mig om på den anden side af træet, så jeg ikke kunne blive set fra huset. Hun greb mine hænder i sine. "Snak med mig Alexandria." Jeg bed mig i indersiden af kinden. Jeg var ved at gå til og havde brug for nogen at snakke med, som ikke var trillingerne. Jeg træk hænderne fri og masserede mine tindinger. "Jeg troede vi havde løst det, men det var bare noget jeg bildte mig selv ind. Jeg mener SE på dem." Jeg slog ud mod trillingerne, selvom det mere så ud som om jeg slog ud mod forsamlingen. Hendes blik fortalte mig dog, at hun fangede min pointe. "Jeg forklarede hvorfor jeg ikke havde sagt noget om graviditeten og de accepterede det. Bare sådan lige. Det var det samme med alt det andet jeg sagde. Det var ikke en samtale, bare mig der snakkede og dem der nikkede lydigt. Det er frustrerende at de ikke siger hvad de mener, som om graviditeten betyder at de er tvunget til at rette ind efter min dagsorden." Jeg sukkede irriteret, ikke helt klar over at det faktisk havde været det, der generede mig. "Det er dig der er gravid skat og det styrer dagsordenen. De vil gøre hvad som helst for dig." Jeg sukkede endnu engang. "Det er det, der er problemet. Jeg vil hellere høre deres mening end at de tier stille for at please mig. Det føles falskt. Og nu drikker de sig i hegnet fordi de ikke ved hvordan de ellers skal håndtere det." Min mor trak på smilebåndet. "Jeg ser, jeg ikke er den eneste der bliver ekstra paranoid under sin graviditet." Jeg rynkede brynene og hun grinede. "Tag en dyb indånding skat." Jeg gjorde som hun sagde, men følte ikke videre nogen forandring. "Du har en masse ting, der stadig skal findes løsninger på og med det ekstra forhøjede hormon niveau burde du slå det ud af hovedet, inden du gør noget du ville fortryde. I kan snakke det hele igennem når barnet er født og jeg lover dig, at de nok skal sige deres mening til den tid. At have en gravid Mage påvirker dem lige så meget, som det påvirker dig at være gravid. Der kommer intet god ud af at tage store beslutninger når i alle fire er påvirket. Og jeg er ret sikker på at de ikke er ude på at drikke sig i hegnet." Hun sendte mig endnu et smil og jeg skævede til trillingerne, som så en anelse mere afslappet ud og glasset de stod med nu, rørte de næsten ikke indholdet ad. 

"Hvad med Gender-revealet? Det mangler." En af Hun-ulvene snakkede dæmpet med min mor, men da jeg stod i nærheden, hørte jeg det også. "Jeg... Vi kender ikke kønnet endnu." Blandede jeg mig og Hun-ulven kiggede overrasket på mig og lod så blikket glide ned til min mave, der tydeligt indikerede at man tydeligt ville kunne se hvad kønnet var på skanningerne. "Jeg vil overraskes." Hun nikkede forstående eller det troede jeg indtil hun åbnede munden igen. "Men hvad så med navne? Det må være svært at finde et passende navn, når man ikke kender kønnet. Og hvad med børneværelset?" Min mor knurrede advarende og Hun-ulven klappede i. "Trak vejret Alex." Og det gjorde jeg på min mors efterspørgsel. Jeg havde ikke været klar over at jeg var stoppet. "Lad os få dig indenfor, så du kan slappe af." Hun lagde en arm om mine skuldre og trak mig med ind. Her satte hun mig ned på en af spisebords stolene og gav mig et glas vand. Jeg bundede glasset hun rakte mig med det samme, ikke at det hjalp på det begyndende panikanfald. "Der er så meget jeg ikke har styr på endnu." Hun tog glasset fra mig, da jeg begyndte at stramme grebet om det. "I finder ud af det. Din far og jeg kendte dit køn, men kom først på navnet efter du blev født. Der var intet, vi følte der rigtigt passede, før vi havde dig i vores arme. Og hvad angående børneværelset, så er det du havde som spæd præcis som du efterlod det. Det står klar til at blive overtaget af et nyt barn og er holdt i farver, der passer til begge køn. Du skal ikke tænkte på andet end at slappe af og nyde den sidste del af graviditet. Hvilket betyder ordre folk rundt når du får cravings og masser af hvile. Så op i seng med dig og mit barnebarn." Hun trak mig på benene og styrede mig mod trappen. "Jeg troede det var mig, der skulle ordre folk rundt og ikke dig." Hun grinede og puffede mig let op af de første trin. Jeg rystede på hovedet og fortsatte op alene. Jeg stoppede dog først på etagen over min, som tilhørte mine forældre og gik ind på børneværelset. Møblerne, jeg vidste der havde været dækket af hvide lagner, var fyldt synlige og der var blevet gjort rent. Der lå ikke så meget som et støvkorn på nogen af overfladerne og der var blevet luftet ud for nylig, for der duftede friskt. Jeg samlede en af bamserne op, der stod i krybben og holdt den ind til kroppen, mens jeg lod en finger lide over møblerne. Da fik jeg øje på billederne, der stod i små rammer på reolen. Jeg tog et af dem op og så min højgravide mor smile til fotografen, der højst sandsynlig var min far. Det næste var et billede af min mor i hospitalssengen sammen med nyfødte baby mig. Det tredje var et billede af begge min forældre og baby mig. Min mor holdt mig i sine armen, mens min far holdt om min mor og smilede stort ned til mig. Det fjerde var et billede af min far i gyngestolen, i hjørnet af rummet med en lidt ældre baby mig sovende i hans arme, mens jeg holdt godt fast i den bamse jeg nu stod med. Jeg stillede billedet tilbage og greb et af fotoalbummene, der var fyldt til randen med billeder af baby mig. Sådan var det med alle albummerne. De var spækket med billeder af mig i alle aldre, glad og smilende og før jeg vidste af det stod jeg og græd ned i et af albummerne. Så meget for at tage det stille og roligt. Smerten begyndte igen at strålede ud fra min ene side og jeg lagde albummet på plads, inden jeg fandt vej til gyngestolen hvor jeg til sidst faldt i søvn.