The Moon's daughter

Kapitel 24

---- Alexandria POV ----

Reade ramte endnu et bump og jeg undgik kun lige at knalde hovedet op i taget på bilen. Der var godt nok et godt stykke op til det, selvom jeg sad på Attis' ben, men det havde været et af de større bump og jeg var derfor røget lidt højere op i luften. Baseret på Reades udbrød måtte det have kommet bag på ham og han havde derfor heller ikke sat farten ned. Lige nu ville jeg ønske at jeg sad på et sæde og ikke på Attis' ben og ud fra hans opførelse gik jeg ud fra at han ønskede det samme. Hans øjne var lukkede, men jeg var stensikker på at de ville være helt sorte, hvis de var åbne og han trak vejret meget tungt. Hans duft hang tungt omkring mig og fik min Ulv til at gå hvileløst frem og tilbage i mit hoved. Ikke nok med det så holdt han godt fast mine ben og skubbede mig ud yderst på hans ben, hver gang jeg gled længere ind mod ham. Folk snakkede omkring os i bilen og Devdans vindue var stadig rullet ned hvilket var heldig, for det forhindrede Attis', duft i at blive for kraftig i kabinen. Bilen hoppede igen og jeg fløj op og da landede rakte jeg instinkt ned. Min venstre hånd glemte fast i Attis lår ret højt oppe, mens vi ramte det ene bump efter det andet og Attis knurrede dybt nede fra struben, hvilket fik de andre i bilen til at kigge i vores retning. "Er i okay?" Reade kiggede skiftevis på Attis og jeg i bakspejlet. Jeg nikkede og sendte ham en lille grimasse. "Jeg kom til at sætte kløerne i hans lår." Reade skar ansigt i bakspejlet og fokuserede så tilbage på vejen. Jeg flyttede hånden fra Attis' lår langsomt, som om mine klør rent faktisk havde sættet i hans lår, selvom det havde været en komplet løgn. Lige før mine fingre kom til syne, sørgede jeg for at frembringe kløerne og så fjerne dem igen, i tilfælde af at nogen fulgte med. Det var bare noget helt andet der var galt end min klør i hans lår, Attis kæmpede med. Nemlig for ikke at give efter for noget helt andet end hvad resten af personerne i bilen forhåbentlig regnede med. "Vi tager den lange vej hjem, så. Den har ingen bump eller huller." Reade kiggede på Attis i bakspejlet, men hans øjne var stadig lukkede. "Ja tak." Attis svarede med en knurren og jeg smilede skævt, for det her var en helt anden form for pinsel end den jeg udsatte Atlas for og selvom det ikke havde været min mening, at gøre dette mod Attis, så var det stadig lidt sjovt. Jeg var måske en smule sadistisk, især når man tænkte på at jeg ingen intentioner havde om rent faktisk at blive deres Mage. Men trillingerne havde seriøst behov for at få igen af egen skuffe, eller Atlas havde og blive sat lidt på plads og at pine dem lidt var den eneste måde at gøre det på. At være sådan her overfor dem alle tre vidste forhåbentlig at jeg ikke var sådan lige til at kue, at de ikke kunne have mig.

Efter omkring en time, holdt Reade ind på en parkeringsplads og jeg åbnede døren, så snart bilen holdt stille og hoppede ud. Vi var parkeret foran en lille diner og de to andre piger gik grinene mod døren. Jeg kiggede tilbage mod bilen og så at Attis stadig sad stiv som en støtte på sædet. Og hans krop var ikke det eneste, der var i den tilstand og skubbede døren en smule i, så det ikke var tydeligt for folk der gik forbi. Jeg sendte ham set skævt smil, selvom han ikke kiggede på mig og fulgte så efter tøserne ind i dineren. Jeg gled ind på sædet overfor Hun-ulvene, der gav hinanden et sigende blik, inden de så lænede sig ind over bordet. "Hvordan gør du det?" Den ene Hun-ulv hviskede så lavt, at jeg knap nok kunne høre hende, så jeg lænede mig tættere på. "Gør hvad?" De kiggede sigende på hinanden igen og så henvendte den anden sig til mig. "Hun crusher for hårdt på Andre." Hun gjorde et kast med hovedet i retningen af fyrene, der nu stod i nærheden af kassen og læste menukortet, der hang på væggen over disken. Andre, måtte var den ukendte Han-ulv i vores lille gruppe, der stod tættest på os. Jeg nikkede kort og kiggede så på Hun-ulvene igen. "Men han ikke så meget som kigger i hendes retning." Hun-ulven, kiggede på den anden Hun-ulv, der sukkede dybt og lænede sig tilbage i sædet med armene over kors. "Det er frustrerende." Hun sukkede dybt igen og den anden Hun-ulv puffede opmuntrende til hende, men fik ikke andet end en sur mine. Hun opførte sig som et lille pattebarn og hvis det her virkelig var hvordan andre Hun-ulve uden Mager på min egen alder var, så ville jeg helst være fri for deres selskab. Eller ingen af Hun-ulvene uden Mager, fra min egen Flok, var sådan i mit selskab, men vi var så også opfostret anderledes end andre Ulve. Jeg holdt en finger op, for at sige et øjeblik og slentrede så tilbage til vores gruppe af Han-ulve. Jeg sørgede for at svinge lidt ekstra med hofterne og kaste lidt med håret, for Hun-ulvenes skyld og ikke fyrenes. Jeg ignorerede alle andre end denne Andre og gik direkte op til ham. Han kiggede undersøgende ned på mig og jeg stillede mig på tær og hviskede noget i hans øre. Jeg sørgede for at gøre det i et langsomt og dæmpet tonefald, hvilket fik ham til at læne sig længere ind mod mig. Hans øjne blev gradvist mørkere og mørkere og da jeg var færdig skød hans hoved i vejret og hans øjne låste sig fast på Hun-ulven, der crushede på ham. Hun gispede højlydt over hans blik og jeg kunne lugte hvordan hendes feromoner begyndte at fylde luften. Da hendes duft ramte ham, begyndte han også at udskille feromoner og for at være ærlig så var det lidt morsomt at være vidne til. Atlas greb fat i min arm og hæv mig med mod døren og så videre udenfor. "Hvad har du gang i?" Han skævede til Andre, der endnu ikke havde bevæget sig, gennem vinduerne. "Hun-ulven kan lide ham, så jeg gav hende en hånd." Han lænede sig tættere på og kneb øjnene sammen. "Stop med at blande dig." Han sagde det gennem sammenbidte tænder. "Hvorfor?" Jeg trak armen fri fra hans greb og rykkede mig lidt væk. "Fordi jeg siger det." Han skævede til vores gruppe gennem vinduerne igen. "Giv mig en ordentligt grund, hvis du vil have jeg skal stoppe." Jeg sendte ham et skævt smil og han bed hårdt sammen. Stilheden lagde sig imellem os og mit smil blev lidt bredere. "Fordi det du gør, er tortur. Og jeg mener ikke kun det du har gjort nu her, men også hvad du gør mod mine brødre. Det er måske nemt at være Alfa datter, men det er noget helt andet at være en Alfa søn. Og det du har gang i gør det ikke nemmere." Hans stemme var oprigtig og havde en snært af fortvivlelse. Det var første gang han faktisk havde ladet hans hårde og kolde facade falde af sig selv. Og jeg var lidt overrasket over det. Så meget, at jeg bare stod tavs og stirrede på ham.