The Moon's daughter

Kapitel 38

---- Alexandria POV ----

Jeg havde ikke fået den reaktion jeg forventede, men jeg havde lært noget nyt. Den her forening med Luce, var ikke deres ide. Det var tydeligt at se på deres ansigt, men også den måde de selv opførte sig på. Jeg var nysgerrig efter at vide mere, men jeg lod det være. For jeg var ikke sikker på at jeg faktisk ville kunne holde ud at høre det. Selv jeg ikke ønskede mig nogen Mage eller tre, så var de stadig teknisk set mine og det her gjorde mere ondt end jeg ville indrømme. Så da måltidet var færdig og Atlas, som den første forlod bordet og derefter hytten, gik jeg ind og satte mig i lænestolen i det lille bibliotek. Jeg samlede en tilfældig bog op fra gulvet og gav mig til at bladre rundt i den, men jeg kunne ikke rigtig finde ro til at læse. Alt det her med deres forening med Luce, blev ved med at rotere rundt i hovedet på mig og kaldte på min opmærksomhed. Hvilket jeg ikke helt forstod, for jeg var 100 % sikker på at jeg ikke ville Forenes med dem eller nogen anden, så det gik mig på at jeg ikke kunne tænke på andet. Hvor ville det bare være så meget nemmere hvis de ikke var mine Mager. Det her pokkers Mage bånd var ved at drive mig til vanvid. Jeg var for helvede ikke interesseret i at blive Forenet, så hvorfor kunne mit hoved og Ulv for den sags skyld ikke bare droppe det her emne igen? En rømmede sig og jeg kiggede op og så at Attis stod i døråbningen. "Hvad så?" Hans hår var vådt og ligesom som Atlas, havde han taget mere tøj på. "Vi skal lave noget arbejde på stormkælderen." Jeg rejste mig og kom hen til ham. "Right, der er en snestorm på vej." Jeg slog armen ud mod gangen. "Før an." Han sendte mig et skævt smil før han ledte mig ud af hytten. Aries stod og ventede på os ved nedgangen til stormkælderen, med en tændt fakkel i den ene hånd. Attis gik ned først og jeg fulgte tæt efter ham ned i mørket, der kun var spagt oplyst af faklen. Der var ikke noget gelænder at holde fast i, så jeg rakte op og holdt fast om Attis skuldre, hvilket fik ham til at spænde i kroppen. "Hvorfor er den bygget så langt nede?" Aries grinede bag mig. "Fordi vi gerne vil overleve selvfølgelig." Jeg skulede til ham og havde nær trådt forkert. Godt at jeg holdt fast i Attis, for ellers var jeg faldet. "No shit, men vores går ikke lige så langt ned." Trappen begyndte at svinge til siden og jeg fulgte tæt efter Attis. "Vi er mere nord end din Flok og vores snestorme er voldsommere end dem i får. Vi snakker minus grader, der fryser dine lunger til is hvis du inhalerer luften og vindstyrker så stærke at de kan løfte biler fra jorden. Det er bedre at være på den sikre side, derfor er de så langt nede. Attis skubbede en dør op og at dømme ud fra hvor meget kraft han lagde i, så var den rigtig tung. Da vi gik igennem den, blev jeg bekræftet i den antagelse. For her snakker vi ikke om et par ekstra centimeter, men længden fra mine fingerspidser til min albue tyk, hvilket var lidt en overdrivelse i min bog.

Vi stod i et stort rum med en dør i den anden ende, der stod åben og gav udsyn til et badeværelse. Det store rum havde et mindre køkken ved siden af badeværelset. Ellers indeholdt rummet spisepladser, en stor læder sofa, lænestol, sofabord, fjernsyn, tv-bord, to kommoder med hylder placeret over dem, tomme reoler, en masse halv åbne papkasser og en kæmpe seng. Og alt var dækket af et tykt lag støv og store spindelvæv hang i hjørnerne og ned fra loftet. Lækkert... Lyset var sparsomt, selvom der var nok lamper, men de måtte tilsyneladende ikke virke. Jeg gik længere ind i rummet og var nær faldet over Atlas, der var ved at fikse nogle rør under gulvbrædderne. Jeg bakkede overrasket tilbage, ramte noget andet og væltede baglæns ned på sengen. En sky af støv væltede op og jeg nyste højt. "Der kunne godt trange til at blive gjort rent." Jeg nyste igen og rejste mig fra sengen. Mit tøj var dækket af støv og jeg børstede det af med en grimasse. Attis gav sig til at fjerne spindelvæv og Aries stod med hovedet nede i en af de mange papkasser og ledte efter et eller andet. "Det var også planen at få det i stand. Prognoserne fortæller at denne her storm bliver en af de værste vi har set længe, så vi er nødt til at tage vores forholdsregler." Atlas gryntede og satte sig op. Han blev oplyst lidt mere og jeg lod mærke til at han ikke havde nogen trøje på. Svedperler blev svagt lyst op på hans bare overkrop og jeg tvang mig selv til at kigge væk. Hvorfor skulle de også være så tiltrækkende? Aries trak en mindre æske op af papkassen og stillede den på sofabordet. Efterfølgende gik han hen og trak en af spisebordstolene ud og placerede den under en af lofts lamperne, der ikke lyste. Så gik han tilbage til papkassen og trak en pære op. Med hurtige bevægelser var pæren i lampen skiftet og mere lys fyldte rummet. Han skubbede stolen videre til den næste lampe. Jeg satte mig i det hjørne Attis lige havde fjernet spindelvæv fra og trak en af de papkasser, der stod i nærheden hen til mig. Kassen var fuldt med bøger og jeg trak en efter en op og kiggede på titlerne. "Hvornår vil snestormen ramme?" Brødrene stoppede med at arbejde og skiftevis kiggede på hinanden. Jeg lagde endnu en bog ned på stakken på gulvet ved siden af mig. "Snart." Attis stemme var en oktav dybere og fyldt med respekt, for vejret var noget at respektere især når det kunne blive så slemt, som de havde fortalt. "Hvad er snart?" De skævede til hinanden igen. Atlas rejste sig helt og tørrede sine hænderne af i sine bukser. "Inden for de næste par dage. Måske allerede senere i dag hvis vi er uheldig. Så vi burde være gået i gang noget før. Det betyder også at vi vil komme til at tilbringe nogle dage hernede, for at slippe for stormen. Bare indtil det er sikkert at komme op igen." Atlas skubbede gulvbrædderne på plads igen. "Vi mangler selvfølgelig at bringe noget proviant og andre vigtige ting ned, men det er hurtigt klaret." Aries trådte ned fra stolen efter at have fikset den sidste loftslampe. Hørte de sig selv? Vi fire skulle tilbringe et par dage sammen, på så lidt plads. Ellers tak sagde jeg bare, for det kom aldrig til at gå godt.