The A team

Kapitel 1

"Okay piger, vi bliver nødt til at stoppe nu. Landholdet skal bruge banen, og de står og venter". Kasper Kristensen kigger rundt på os alle sammen, med et lidt undskyldende blik. Jeg kigger mig rundt og kan se min gamle træner Nikolaj Jacobsen stå oppe ved tilskuer pladserne. Jeg smiler og vinker til ham. Han genkender mig med det samme og vinker tilbage til mig. Kasper siger tak for i dag, og i munden på hinanden får resten af holdet sagt selv tak. Selv går jeg over til mine ting og går op til Nikolaj.
"Hej Nikolaj". Jeg smiler glad til ham da jeg går over til ham. Han åbner sine arme og smiler også til mig. Vi mødes i et varmt kram, som jeg har savnet. Jeg kender Nikolaj fra dengang jeg startede til håndbold da jeg var 4. Han var min første træner og vi fulgtes ad indtil jeg var 19 og skrev kontrakt med Team Esbjerg. Så han har betydet meget for min håndbold karriere. Han er stort set grunden til at jeg nu som 25 årig er uddannet fysioterapeut og hjælper som spiller hos Herning-Ikast. Når vi er til kamp står jeg ikke på holdkortet. Jeg er med som fysioterapeut, og så hjælper jeg dem med træningen. Nikolaj afbryder mine tanker og siger "hvor er det godt at se dig igen. Hvordan har du det?". Jeg trækker mig fra krammet og smiler stort til Nikolaj. "I lige måde. Jeg har det rigtig godt, hvad med dig?" Svare jeg ham. Jeg kigger ud på banen hvor hele mit hold har forladt hallen, og er blevet indtaget af herrelandsholdet. "Jeg har det også rigtig godt. Jeg døjer stadig lidt med mit knæ, men jeg bliver jo ikke yngre". Nikolaj griner. Hans ansigtsudtryk skifter. Hans smil forsvinder og bliver skiftet ud med bekymring. "Jeg kunne læse at du måtte stoppe på grund af skader, det er jeg sgu ked af". Han lægger en hånd på min skulder og giver den et klem. Jeg kigger ned i jorden. Jeg er helt afklaret med at jeg måtte stoppe min aktive karriere på baggrund af skader, men Nikolaj har hjulpet mig så meget at det lige rammer lidt ekstra. "Det skal du ikke være, jeg er ret afklaret med det. Og jeg hjælper stadig til med træningen som spiller, så det er ikke helt lagt på hylden". Jeg kan ane et lille smil på Nikolajs læber. "Det er jeg virkelig glad for at høre." Der bliver stille imellem os, men kun for en kort stund indtil Nikolaj bryder den. "Vi kunne godt bruge din hjælp til træningen i dag". Nikolaj må have lagt mærke til mit forvirret ansigtsudtryk, for han begynder hurtigt at uddybe. "Vi er rat ramt på stegpositionen, og det er jo dit speciale. Kunne jeg ikke overtale dig til at hjælpe os? Det bliver ligesom træningen i gamle dage". Nikolaj smiler forventningsfuldt til mig. Egentlig ved jeg ikke hvad jeg kan bidrage med til deres træning. Jeg skal selv først mødes med Herning-Ikast om to dage, så på den front ville det passe fint. Jeg tøver lidt inden jeg svare Nikolaj. "Selvfølgelig vil jeg hjælpe. Hvis det bliver ligesom træning i gamle dage, kan jeg ikke sige nej".