The A team

Kapitel 41

Der er et yndigt land. Jeg er født og opvokset i et yndigt land. Jeg er blevet voksen i et yndigt land. Jeg har mødt mange mennesker i et yndigt land. Dannet mange betydningsfulde relationer i et yndigt land. Mange af dem står næsten lige foran mig. Og med takterne af der er et yndigt land i baggrunden. Anja tog mig på sengen, da hun hev mig til side ved morgenmaden og sagde at jeg skulle være på bænken. Hun spurgte ikke om jeg var okay med det, hvilket jeg i situationen ikke var, men gav mig bare et hurtigt kram og så var hun væk lige så hurtigt som hun var kommet. Hun fortalte bagefter, da jeg var fladet ned, at der var en mening med "bagholds angrebet". Hun kendte mig for godt til at vide at jeg ville sige nej til at være på bænken, grundet min usikkerhed. Men som hun selv sagde: jeg skal lære det før eller siden. Og hun har fuldstændig ret. Det var først da det gik for mig i omklædningsrummet at nerverne for alvor tog fat, men jeg føler jeg har det godt under kontrol efter snakken med Nikolaj.  Der er et yndigt land ebber langsomt ud i højtalerne og finalen til OL i Tokyo kan begynde. Jeg råber og klapper i mine hænder af drengene mens jeg går ned for enden af bænken for at sætte mig ved siden af Kevin. Magnus starter inde så jeg får hurtigt øjenkontakt med ham, og blinker til ham. Han blinker tilbage til mig og jeg smiler lidt for mig selv. Franskmændene giver bolden op. De starter rigtig godt i angrebet og sætter hurtigt de første par scoringer ind. Det samme gør vi heldigvis, men vi er startet ret nervøst. Mathias hopper op udefra og sætter bolden i nettet og reducere til 4-6. Vi rejser os alle sammen fra vores stole og knytter vores næver og råber ind på banen. Vi skal have den her med hjem. Vi spiller egentlig en god kamp, men brænder for mange chancer. Andersson lukker af i forsvaret foran Nicklas der indtil videre står en sindssyg kamp. Men Andersson får også en 2. Min udvisning efter 20 minutter. Der falder en trykket stemningen på bænken. Vi var inde i en god periode mod Frankrig. Andersson sætter sig ned ved siden af mig og virker frustreret. Han lægger håndklædet over hans ben og hviler hans arme på sine knæ. "Han rykker til højre, og så kommer du til at stå for fladt på ham, ryk frem og ram ham inden han sætter sin finte ind". Der er ikke nogen tvivl om at Andersson godt ved det i forvejen, men af erfaring ved jeg at det er godt at blive mindet om når man står midt i en kamp. Andersson nikker til mig og trækker en smule på smilebåndet. Kampen er tæt og vi følges ad med franskmændene, men de går alligevel til pause foran med fire. Vi bruger pausen på at snakke angreb og hvordan vi kommer igennem Frankrigs forsvar, og så sørger vi for at drengene får noget energi. De har trods alt haft en lang slutrunde, og kører efterhånden på de sidste krafter. Jeg fanger hurtigt Magnus i omklædningsrummet. Han er på vej ud af omklædningsrummet da jeg når at få fat i hans arm og hiver ham ind i et kram. Da jeg lægger armene om ham begraver han hans hoved imellem min hals og skulder. Jeg holder ham tæt ind til mig og nusser ham i håret inden jeg slipper ham igen. Der er ingen af os der har behov for at sige noget. Vi ved at hinanden er her, det er alt vi behøver. Vi smiler til hinanden og går tilbage ud i hallen til 2. Halvleg. Vi starter rigtig godt i angrebet og får hurtigt indhentet Frankrigs føring. Vi er helt lige. Jeg har aldrig været med til noget mere intenst. Så betydningsfuldt. Magnus ligger fremme i forsvaret og det forstyrre franskmændene, men vi kan ikke slippe dem helt. I angrebet laver Mikkel en helt fantastiks vendebold ud mod Magnus der sikkert sætter ned ind oppe i højre hjørne. Jeg klapper i mine hænder og udbryder med største kraft "SÅDAN" ind mod banen. Det her er det vildeste. Min krop summer af nervøsitet. Vi er foran med en enkelt og der er kun 30 sekunder tilbage. Magnus bragte os foran men Frankrig kan nå at udligne. Møllgaard får lavet et frikast som sænker franskmændene så de kun har 15 sekunder at gøre med. Nikolaj dirigere forsvaret og råber så meget han kan. Magnus er opmærksom og ligger fremme og stjæler bolden i forsvaret. Det giver et gib i hele bænken. Han kan afgøre kampen. Jeg rejser mig fra min stol, og betragter Magnus. Jeg føler slet ikke mit følelses register kan følge med til det her. Min puls hamre derud af, og mit hjerte sidder helt oppe i halsen. Jeg kigger skiftevis op på uret i hallen, der efter min mening går alt for langsomt, og ned på Magnus. Det eneste der går gennem mit hoved er at Magnus skal sikre os guldet. Han springer ind over stregen, jeg føler han hænger længe i luften. Mine håndflader er helt våde da jeg fletter dem sammen foran min mund. Med fem sekunder sekunder tilbage sætter Magnus den sikkert ind bag den franske målmand. Det får hele bænken til at gå amok i eufori. Vi er OL MESTRE! Frankrig kaster bolden ud over sidelinjen, og da hornet i hallen lyder er flere ugers forberedelse fordi. Med det mest ultimative man kan komme herfra med. En guldmedalje. Jeg råber min adrenalin ud af kroppen, da jeg sammen med drengene løber ned til Magnus. Vi samles alle sammen om Magnus. Vi hopper og danser, vi skriger og jubler. Vi har vundet OL! Vores store klynge om Magnus bliver brudt og jeg finder ham med det samme. Jeg løber over i armene på ham, og han løfter mig fra gulvet. Jeg svinger mine ben rundt om Magnus' hofter. "Du har vundet OL! Du gjorde det!". Magnus slipper grebet om mig og sætter mig ned på gulvet igen. Alle mine følelser strømmer igennem mig, og jeg bliver rørt over situationen. "Vi gjorde det". Jeg smiler op til Magnus som svar. Vi gjorde det sku.