The A team

Kapitel 43

Magnus' hænder i mine. Hans øjne der fokusere så dybt på mig. Jeg havde faktisk ikke troet at Magnus var sådan en type, der overraskede. Men jeg tog fejl, og det gør bestemt ikke noget. "Anna, det her OL har på mange måder været specielt". Magnus nusser blidt min håndryg min sine tommelfingre. "Jeg mødte dig, og hvilken rejse det har været". Jeg griner af Magnus' ord. Sikke en rejse. Det er stadig surrealistisk at tænke på hvordan det hele startede. "Det hele begyndte tilfældigt, men siden da har det hele føles rigtigt. Intet føles mere rigtigt end at dele min hverdag sammen med dig". Jeg smiler til Magnus. Han er det bedste der nogensinde er sket for mig. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi turde forstille mig at jeg skulle finde en mand som ham. "Jeg har aldrig mødt en som dig. En der kan få mig til at grine, en der kan få mig til at smile, en der får mig til at føle mig tryg, en jeg kan være mig selv sammen med. En der elsker mig for den jeg er". Magnus' ord for en tåre til at løbe ned af min kind. Jeg elsker ham for den han er, og jeg ved han elsker mig for den jeg er. Og jeg kunne ikke være mere taknemlig for det. Magnus lægger sin hånd på min kind og fjerner blidt min tåre. "Så derfor havde jeg brug for at gøre det her for dig". Han fjerner sin hånd fra min kind og fletter igen sin hånd ind i min. Jeg smiler til Magnus og lægger mit hoved på skrå. Magnus har fyldt mit hjerte med så meget kærlighed, meget mere end jeg kunne bede om. Han er den mest viljestærke og disciplineret mand jeg nogensinde har mødt og samtidig rummer han så meget kærlighed til mig. Og han viser det gang på gang. "Du tager med mig til Tyskland, du forlader dit liv i Danmark. Du gør så meget for mig, at jeg føler jeg burde give noget tilbage til dig". Jeg ryster hurtigt på hovedet af Magnus. "Jeg gør det for at være sammen med dig. Intet er mere vigtigt for mig end det". Jeg kigger på Magnus, og slipper hans ene hånd. Jeg lægger min hånd på hans kind og kærtegner den blidt med min tommelfinger. I dette moment er der kun Magnus og jeg. Verden udenom står stille. Intet kan røre os, intet kan tage det fra os. Det er os mod verden. Jeg lægger min anden hånd på Magnus kind og lader efterfølgende vores læber mødes i et kys. Det sender en varme igennem min krop. Sommerfuglene i min mave vokser sig større. Jeg elsker ham. Magnus trækker sig fra kysset og kigger på mig. "Tak for det her". Magnus har endnu en gang slået benene væk under mig. Han har arrangeret alt det her, fordi han føler han skal give noget tilbage til mig. Hvilket han ikke skal. Jeg tager med ham til Tyskland fordi jeg elsker ham. "Du har fortjent det, Anna". Nikolaj kommer ind i omklædningsrummet igen. "Det er ikke for at afbryde, men vi har lige noget vi skal". Magnus og jeg kigger skiftevis på Nikolaj og så tilbage på hinanden. Tiden har stået stille om os, og vi har været et helt andet sted. Vi griner lidt over situationen, hvordan kan man glemme OL? Vi følger med Nikolaj ud i hallen igen, hvor drengene står i indløbstunellen og om lidt skal de på medaljeskamlen. Jeg går selv med Nikolaj og stiller mig ved siden af ham. "Magnus overtalte mig til at være med". Jeg kigger på ham. Vidste han det? "Vidste du det?" Han griner hurtigt af min kommentar. "Ja, han overtalte mig til at få dig væk fra omklædningsrummet efter kampen, det var derfor du skulle i studiet". Der er pludselig mange ting der giver mening nu. Jeg ryster på hovedet over det og smiler til Nikolaj. Jeg vidste slet ikke det var så omstændigt. Han trækker mig hurtigt ind i et kram. Vi slipper hinanden igen da lyset i hallen bliver slukket og det er tid til medaljeceremoni. Jeg følger med gennem det hele. Forsøger at tage så meget af oplevelsen ind som jeg overhovedet kan. Drengene er på vej ind og jeg smiler ved synet af dem. Det har været en vild slutrunde, på mange områder. Og vi slutter af med en guldmedalje. Drengene får deres medaljer om halsen, og Nicklas løfter trofæet op. Det står ud med guldkonfetti omkring dem. De hopper og danser på medaljeskamlen, og pokalen bliver givet videre så hver enkelt spiller får lov til at love det. Os fra staben går op til drengene og på vejen derop får vi også en medalje. Jeg smiler hele vejen. En guldmedalje. Det er stadig ikke til at forstå. Den er tung at få om halsen, men det gør slet ikke noget. Betydning af den er så stor, at alt andet er ligemeget. Jeg kigger på den da jeg får den om halsen. OL 2020 Tokyo. Vi får taget billeder på medaljeskamlen. Stemingen på holdet er fuldstændig ekstatisk, vi holder om hinanden, vi griner, vi jubler, vi er glade. Jeg tager også et par billede af Magnus og jeg og poster dem på Instagram. Vi smiler stolte med vores medaljer og viser dem stolt frem. Jeg smiler så meget at mine kæber gør ondt. Aldrig har jeg været så fyldt op med lykke indeni. "Jeg elsker dig". Magnus og jeg går hånd i hånd rundt i hallen. Vi fordøjer begge to de sidste par timers begivenheder. De andre drenge er begyndt at begive sig ned i omklædningsrummet for at forsætte festen dernede. Vi går rundt mellem guldkonfetti og vores sko klistre en lille smule til gulvet på grund af champagne. Jeg stopper op og vender min front mod Magnus. "Jeg elsker dig. Og jeg kan ikke vente med at starte et liv i Tyskland med dig". Jeg kan se mine ord danner et smil på Magnus læber. Og så er det ellers ud i omklædningsrummet, i bad og så hjem på hotellet til en guldfest.