The A team

Kapitel 18

Hvorfor går internettet amok over Magnus og jeg? Jeg er fuldstændig forvirret. Jeg synes virkelig vi har været gode til at holde det diskret, og ikke skabe unødvendig opmærksomhed på os. I virkeligheden har vi måske holdt lidt afstand fra hinanden til kampe og på gåture i Danmark fordi vi vidste der var en risiko. "Anna? Er du der?" Jeg ryster hovedet og vender min opmærksomhed tilbage til Kasper. "Ja, ja jeg er her. Jeg tror bare ikke lige jeg forstår hvad du mener?" Jeg kan høre at Kasper tager en dyb indånding. Jeg må også selv tage en dyb indånding for at få styr på min vejrtrækning. "Landsholdet har lagt en story op på Instagram, og i baggrunden kan man se dig og Magnus". Jeg er stadig forvirret. Folk ved jo godt at jeg er med landsholdet, og det er Magnus en del af, så det ville ikke være mærkeligt hvis folk så os sammen. Jeg kan ikke komme på noget at sige til Kasper. "Anna... I kysser på videoen". Jeg mister fuldstændig fornemmelsen for tid og sted. Det er som en kæmpe mavepuster der slår alt luften ud af mig. Jeg tager telefonen væk fra øret for selv at tjekke om det virkelig kan passe. Endnu engang er min Instagram eksploderet, denne gang med nye beskeder. Men jeg leder kun efter den story. Jeg leder febrilsk efter den mellem alle de andre. Jeg ryster en lille smule på hånden da jeg trykker på den. Rigtigt nok kan man se os. Og det er ikke til at tage fejl af. Vi sidder i baggrunden og kysser mens det store fokus er på Emil og Johan der spiller bordtennis. Den køre bare på repeat på min telefon, jeg føler mig frosset i situationen. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Hvad vil det ikke komme til at betyde? For mig? Ikke mindst for Magnus' karriere? Egentlig burde jeg ikke gøre det men jeg åbner for beskederne på Instagram. Jeg kører over alle beskederne og over halvdelen handler om Magnus og jeg. Folk skriver vi ikke er gode for hinanden, at jeg ikke er god nok til ham, at jeg kun er sammen med ham for at få opmærksomhed.  Jeg trykker tilbage på opkaldet med Kasper og siger ikke noget, men lægger bare på. Jeg smider hurtigt min telefon i lommen og åbner døren til fællesrummet, så jeg kan komme ud. Jeg får heldigvis ikke øjenkontakt med nogle på vej ud. Jeg kan mærke at min puls stiger og jeg begynder at få tåre i øjenene. Gangene på hotellet er helt sløret for mine øjne, tårerne baner sin vej ned af mine kinder inden jeg når til mit værelse.

Magnus' synsvinkel

Jeg sidder i sofaen og spiller lidt Playstation med Niklas da Anna næsten stormende kommer ud fra værelset. Det virker ikke som Anna. Hun gik derind for at komme væk fra larmen da hendes telefon ringede. Hun tager ikke kontakt til nogle, men forsætter direkte mod døren. Jeg kan med det samme mærke at der er noget galt. Jeg når ikke at sige noget til Niklas før jeg rejser mig op og går efter Anna. Bekymringen stiger hurtigt i mig. Hotellets gange føles pludseligt uendeligt lange, inden jeg når Annas hotelværelse. Jeg banker to gange på døren inden jeg åbner den. Synet der møder mig skaber endnu mere bekymring i mig. Anna går rundt på sit værelse og smider febrilsk sine ting ned i sin kuffert. Jeg træder tættere på hende, men det er som om at hun slet ikke kan mærke at jeg er her. "Anna hvad sker der?" Man kan hurtigt spore usikkerheden i min stemme. Jeg er usikker på om Anna vil rejse hjem. Jeg er usikker på om jeg har gjort noget forkert. Jeg er bekymret for hende. Og det fylder alt inden i mig. Hun holder hendes hoved fasttømret til gulvet, og tager noget af hendes tøj der ligger på sengen og smider det ned i kufferten. "Det var en fejl". Hvad? Hvad var en fejl? "Hvad er det der er en fejl?" Hun bliver ved med at finde ting og kaste dem ned i sin kuffert. Jeg kan høre på hendes vejrtrækning at den bliver mere hyppig og hun har svært ved at styre den. Jeg stiller mig ind foran hende, og lægger mine hænder på hendes skuldre. Stadig er hendes hoved fasttømret til gulvet. Jeg lægger en pegefinger under hendes hage og løfter hendes hoved. Først nu kan jeg at hendes øjne er helt røde. Hun har grædt. "Hvad er det der er en fejl, Anna?" Hun lukker øjenene for en kort stund. Hun virker nervøs for at sige det, og bekymret for min reaktion. Flere tåre passere hendes kinder, men jeg skynder mig at tørre dem væk med min tommelfinger. "Det her var en fejl".