The A team

Kapitel 44

Guldfesten var noget for sig selv. Jeg har aldrig været med til en guldfest, men jeg håber ikke det var sidste gang, for det er noget jeg aldrig vil glemme. Dagen i dag skal bruges på at komme os oven på guldfesten, og så skal vi pakke. I morgen går turen hjem. Hjem til et nyt liv, som jeg glæder mig ufattelig meget til. Det bliver starten på et helt nyt eventyr. Jeg ligger på Magnus brystkasse, venter kun på han vågner. Til hans forsvar gik vi også lidt sent i seng i aftes, eller jeg vil ikke sige aften, nok mere morgen. Klokken var halv fire da jeg gik i seng. Jeg var så træt at jeg slet ikke hørte hvornår Magnus kom i seng. Magnus rører lidt på sig, han tager en dyb indånding. "Godmorgen". Det er min til at tage en dyb indånding. Jeg retter mit hoved op mod Magnus og smiler til ham. "Godmorgen". Han rejser sit hoved lidt, lægger sine læber på mine. Jeg strækker mig for at møde hans læber. Jeg trækker mig fra kysset og smiler op til Magnus. Han kigger ned på mig, og lægger hans arm om min krop. Lige her føler jeg mig tryg. Jeg føler mig hjemme. "Jeg vidste ikke du havde fået Nikolaj med til det". Jeg kan mærke på Magnus' brystkasse at han griner en lille smule. "Jeg snakkede med Nicklas om hvordan jeg kunne vise mine taknemlighed for dig, og så planlage jeg det. Så det var ikke kun Nikolaj der var med. Alle drengene og DR1 var også med". Jeg rejser mig op på mine albuer af ren overraskelse. Havde han virkelig inddraget så mange? "Tak, det er der ingen der nogensinde har gjort for mig". Jeg lægger mit hoved ned på Magnus' brystkasse igen og jeg kan mærker at han blidt nusser min ryg. "Du er heller ikke kæreste med hvem som helst". Jeg griner hurtigt af Magnus. "Nej, hvem er så heldig at være kæreste med landsholdsstjernen Magnus Landin". Det er Magnus' tur til at grine af mig, efterfølgende rejser han sig op. Mit hoved ryger ned på madrassen og Magnus sætter en arm på hver side af mit hoved. Jeg ligger lige under ham, jeg kan næsten fornemme hans åndedræt på min pande. "Sagde du kæreste?" Jeg smiler til ham. Har det ikke været tydeligt? "Var ordene 'jeg elsker dig' ikke ret afslørende?" Magnus og jeg kigger på hinanden og griner. Vi har jo opført os som kærester i en lang periode, men vi har ikke sat betegnelse på, før nu. Magnus læner sig ned til mig og lægger hurtigt sine læber på mine inden han hoppe ud af sengen. "Jeg går lige i bad". Jeg smiler og nikker til Magnus som svar. Han forsvinder ud på badeværelset, jeg er efterladt med mig selv. Han bliver ved med at overraske mig. Jeg elsker den mand. Jeg burde stå op, jeg burde helt sikkert stå op og komme i gang med min dag. Og det gør jeg. Jeg rejser mig op fra sengen, sætter mit hår op i en høj knold. Jeg skal virkelig også have et bad når Magnus er færdig. Jeg samler det tøj jeg skal have på og venter på at Magnus er færdig. Magnus åbner døren til badeværelset, det står ud med damp derinde fra. Jeg betragter ham. De smukkeste små fugtige krøller hænger med foran øjnene på ham. Hvordan har jeg været så heldig? Det klæder ham, meget. Han træder ud fra badeværelset, han sender mig sit smukkeste smil. Jeg går hen til han og lægger mine læber på hans. Han gengælder hurtigt kysset og lægger sine arme om min talje. Jeg smiler så meget at det afbryder kysset. "Jeg går også lige i bad". Magnus kigger på mig, smiler og nikker til mig. Jeg skynder mig at gøre mit bad færdigt, for jeg ved at Magnus sidder og venter på mig inden vi skal ned til morgenmad. Jeg tager mit tøj på og putter en lille smule skum i mit hår, så mine krøller får nyt liv. Det er der behov for efter i går. Jeg træder ud af badeværelset, Magnus sidder rigtigt nok på sengen og venter på mig. Han rejser sig fra sengen da han ser mig. "Er du sulten?" Han går helt hen til mig og fletter sin ene hånd ind i min. "Helt utroligt". Svarer jeg ham. Vi går sammen ned til morgenmaden, til vores overraskelse sidder der allerede et par stykker. Nok ser de ikke friske ud, men de er her. Svan og Møllgaard sidder overfor hinanden med hver deres kop kaffe. Nikolaj og Kronborg sidder og spiser deres morgenmad ved et andet bord. Alle er efterhånden kommet ned til morgenmaden, nogle mere oplagte end andre. "Vi mødes alle sammen i fællesrummet om 5 minutter". Nikolaj har hurtigt alles opmærksomhed, og der bliver nikket rundt omkring hos os. Jeg drikker det sidste af min kop kaffe. Jeg rejser mig op for at gå ind i fællesrummet. Jeg finder hurtigt en stol og kort efter sætter Magnus sig ved siden af mig. Nikolaj rejser sig op, lægger sine arme over kors. Han kigger rundt i lokalet for at sikre sig at vi alle er samlet. "Når, drenge og piger". Nikolaj tager en dyb indånding og har hurtigt vores alle sammens opmærksomhed. "I har arbejdet så hårdt for det her, i har spillet en rigtig god turnering". Jeg kigger op på Nikolaj og nikker i stilhed for mig selv. "Uden jer havde det ikke været det samme, så tak for det". Jeg fornemmer hurtigt på Nikolaj hvilken retningen det her vil tage. "Vi kommer herfra med en guldmedalje, men vi kommer herfra med meget mere end det". Magnus lægger en hånd på mit lår og giver det et klem. Jeg kigger på ham og smiler til ham. "Vi har stået sammen som aldrig før da det blev mest vigtigt". Jeg kigger hurtigt ned i gulvet og retter mig lidt på min stol. Jeg ved udemærket hvad han snakker om. "Og når alt kommer til alt, så skal i vide at det betyder meget for mig". Stadig med hovedet i gulvet smiler jeg for mig selv. "Vi fik ikke kun en guldmedalje, vi fik også budt en vigtig person velkommen på holdet". Jeg rejser hurtigt mit hoved fra gulvet, og kigger op på Nikolaj af overraskelse . "Måske lidt for godt velkommen, eller hvad Magnus?". Nikolajs kommentar sender en latter igennem drengene, og også mig selv. Jeg kigger på Magnus, som allerede kigger på mig. Jeg smiler til ham, inden Nikolaj forsætter og igen har min fulde opmærksomhed. "Jeg tror ingen havde set os stå her i dag, da du sagde ja til at hjælpe med træningen for efterhånden lang tid siden". Jeg vil give Nikolaj helt ret. Jeg havde i hvert fald ikke set det. "Men jeg tror jeg taler for alle, når jeg siger at vi er utrolig glade for at det var sådan det blev". Jeg skimter rundt på drengene og kan se at de alle sammen nikker på hovederne. Jeg fornemmer hurtigt at mine øjnene bliver både ved synet, men jeg prøver hurtigt at blinke det væk. "Så tak for dig. Vi glæder os til at du bliver en fast del af holdet, Anna". Alle drengene nikker igen, og begynder at klappe i deres hænder. Jeg gemmer hurtigt mit ansigt bag mine hænder. Magnus lægger hurtigt sin arm om min skulder og trækker min krop indtil sin. Han placere et kys på min tinding og stryger blidt min arm. Jeg tager en dyb indånding og rejser mig fra min stol. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, men jeg er nødt til at sige noget. "Årh forhelvede. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige". Jeg kigger rundt på dem alle sammen. De har en kæmpe betydning for mig, på hver deres måde. "Lige nu findes der ikke ord for hvor taknemlig jeg er for at i har gjort mig til en del af det her. Det er helt specielt". Det er ikke længere nok at blinke mine tåre væk, de begynder så småt at bane deres ud vej ud gennem mine øjne. Jeg prøver at forme nogle sætninger i mit hoved, men intet lyder godt nok i mit hoved. "Tak, til jer alle sammen. Og nu bliver i nok snart nødt til at komme og give mig et kram, for ellers stopper jeg ikke med at græde". Hele holdet bryder ud i grin inden de omfavner mig i et stort kram. Det er ikke slut, det er kun lige begyndt.