The A team

Kapitel 31

Annas synsvinkel

Jeg slipper for en knæskade. Drengene hev en sejr hjem. Det hele gik som det skulle. Og hold nu kæft hvor er jeg glad for det. Jeg ligger på hotelværelset mens solen stråler igennem vinduet, og rammer min dyne. Jeg vender mit hoved til højre for mig og Magnus ligger ved siden af. Han ser helt fredfyldt ud, mens han trækker vejret meget dybt. Jeg betragter ham, smiler en lille smule for mig selv, inden jeg trækker dynen af mig og sætter mig op i sengen. Jeg strækker mit ben, og mit knæ er hævet og en lille smule ømt. Mit ansigt kan med garanti ikke skjule den smerte der er i mit knæ. Jeg kigger på Magnus endnu engang inden jeg går ud på altanen. Jeg kommer ud på altanen og hviler mine arme på gelænderet. Vi har en helt fantastik udsigt fra værelset. Der er både udsigt til bjerge i horisonten, tokyos travle bybillede, atleter og jeg kan skimte lidt vand længere ude. Jeg er fuldstændig betaget af det. Magnus kommer ud på altanen, og står bagved mig før han lægger sine arme omkring mig. Jeg læner mit hoved tilbage på Magnus' krop, og tager en dyb indånding. "Hvordan går det med dig?" Magnus slipper sit greb om min krop, og stiller sig ved siden af mig. Igen læner jeg mine arme på gelænderet, og det samme gør Magnus. "Det er selvfølgelig ømt, men det går fint". Magnus smiler til mig. Jeg kigger ham i øjnene og smiler tilbage til ham. "Skal jeg tape det op?" Han kigger ned på mit knæ og smiler til mig. Jeg griner af Magnus' kommentar. Han kigger bebrejdende på mig. "Det tror jeg at jeg vil lade fagfolkene om". Magnus ser endnu mere bebrejdende på mig, men til sidst kan han ikke holde sit grin inde mere. Vi bryder begge to ud i grin. Og jeg må indrømme at det er tiltrængt at høre Magnus' latter igen. Han har været fuldt af bekymring, og det har man kunne mærke på ham. "Vil du med ned til morgenmaden?" Jeg nikker til Magnus og skynder mig på bedste evne at tage noget tøj på. Jeg sætter mit hår op i en løs knold. Magnus og jeg følges ned til morgenmaden og er de første dernede. Måske jeg er ved at omvende ham til et a-menneske. Morgenmaden foregår stille og roligt inden Nikolaj indkalder til spillermøde. Jeg sætter mig ind i mødelokalet og sidder for mig selv inden Magnus kommer og sætter sig ved siden af mig. Han lægger en hånd på mit lår da han sætter sig. Jeg smiler til ham. Nikolaj rømmer sig og begynder mødet. "Hvordan går det med dig, Anna?" Jeg giver min fulde opmærksom til Nikolaj. "Det går godt. To dags hvile og så tror jeg at jeg er klar igen". Nikolaj vender sin opmærksomhed mod Anja. "Vil du tage et kig på hende senere?" Anja nikker og smiler til både mig og Nikolaj. Vi snakker om vores næste modstander, Egypten. Det er en modstander vi ikke må undervurdere, hvis de spiller op til deres bedste kan de sagtens være med. Ellers står vores dag på en lille træning og afslapning. Spillermødet slutter og vi begiver os ud i fællesrummet. Niklas og Kevin ser lidt video på Egypternes spillere og jeg sætter mig i sofaen med Magnus og Svan. "Du er stadig med til kampen mod Egypten ikke?" Svan henvender sig til mig og jeg retter lidt på mig selv for at give Svan min fulde opmærksomhed. "Det regner jeg stærkt med, om det bliver på bænken eller på tilskuerpladserne, må tiden vise". Svan smiler stort til mig. "Godt, for han spillede helt elendigt i mod Japan". Jeg griner af Svans kommentar, men jeg fornemmer også at Magnus ser fornærmet ud ved siden af mig. "Så slemt var det ikke". Denne gang er det Svans tur til at grine, denne gang af Magnus. "Det kan vi godt lege". Magnus tager en pude fra sofaen og kaster den over på Svan. Jeg griner af dem begge to. "Vil i ikke med ud og udforske OL byen?" Jacob står bagved sofaen og kigger på os. Han ser afventende på os. "Kom nu, træningen er først senere, og jeg har brug for at lave noget. De andre er med". Jacob smiler til os i håbet om at det kan få os til at tage med. "Jeg vil gerne". Jeg smiler til Jacob og rejser mig fra sofaen. "Er du sikker på at det er en god ide?" Magnus kigger på mig, igen med bekymring i ansigtet. "Ja, selvfølgelig er det det. Det er godt at det bliver holdt lidt i gang". Det er tydeligt at Magnus hentyder til mit knæ. Jeg smiler til ham for at berolige ham. "Du skal ikke underspille det, jeg kender dig". Og det må jeg sige han gør. Han kender mig alt for godt allerede, men derfor ændre det ikke på at jeg selv kan tage en beslutning. "Det er meget sødt af dig, men jeg kan godt tage en beslutning for mig selv".