The A team

Kapitel 4

Det blev ret sent i går. Drengene overtalte mig til at tage med til et eller andet lille værtshus de kendte. Vi fik nogle øl, og jeg lærte Magnus endnu bedre at kende. Det var super hyggeligt, men når man er kæmpe a-menneske som jeg er, så går det bare ikke at gå i seng klokken 2 og vågne igen klokken 6. Og jeg hader at ligge i min seng, fordi jeg føler det er rent spildtid. Man kan få gjort så meget mere hvis man står op når man vågner. Min hjem ligner noget der er løgn for jeg fik slet ikke gjort det jeg skulle i går. Så jeg starter med at sætte en vask over. Jeg har lige sat vaskemaskinen i gang da min telefon ringer. Det er et nummer jeg ikke kender, så jeg tager den ikke. Hvis det er et nummer jeg ikke kender, så tager jeg den ikke. Som oftest er det alligevel bare en sælger og hvis det er nogle der vil mig noget, må de ringe igen. Og det gør de så. Denne gang tager jeg den, men jeg når ikke at sige noget før en velkendt stemme udbryder: "Hej Anna, hvor hurtigt kan du være i Boxen?" Selvom jeg har været vågen et stykke tid, føles det som om jeg drømmer. Jeg tager telefonen væk fra øret for at se om den er god nok. Den er god nok. Jeg kan høre på stemmen at det er Nikolaj. Han har en ret genkendelig stemme. "Anja er blevet syg, og vi har træningskamp i aften. Magnus sagde du var fysioterapeut, og så fandt jeg dit nummer". Han lyder en smule febrilsk i sin forklaring. "Øhm jeg kan være der om 20 minutter". Det lyder ret tøvende. Jeg tror dog ikke Nikolaj bemærker det for han slutter af med at sige tak til mig og smide røret på. Jeg render ind på mit værelse og tager mine træningsbukser og en helt almindelig nike sweatshirt på. Håret smider jeg op i en hestehale så alle mine ustyrlige krøller sidder ud til alle sider. Jeg hopper i mine træningssko, smider min taske over skulderen og så ellers mod Boxen i min bil. I bilen når jeg at blive ret usikker på mig selv. Er jeg overhovedet god nok til mit arbejde? Har jeg nok erfaring? Jeg slår tankerne væk, og prøver at fokusere på musikken. Og det er da også først da jeg står foran Nikolaj, i Boxen, det går op for mig hvad jeg egentlig har sagt ja til. "Tak fordi du kunne komme så hurtigt". Jeg smiler til Nikolaj og prøver at gemme den panik inde i mig, væk.